Det klassiske billede af Christian 2. som keder sig på Sønderborg Slot. Man fornemmer tydeligt hvordan at forholdene var langt mere barske end det man byder vor tids langtidsfanger
Selv om Elizabeth var en moden dame på 13 år, havde den 33-årige Christian ingen skrupler ved at gifte sig med hende. Hun var jo fra en god familie: "Den uden sammenligning fornemste danske dronning" ifølge Gyldendals Danmarkshistorie. Og så havde han jo sin Dyveke ved siden af.
Under blodbadet var en god gang hudflåning var jo heller ikke af vejen. Her er den tilskuer som begyndte at græde under de adeliges henrettelse.
På flugt til Belgien. Der var godt nok trængsel i Øresund den dag.Christian 2. med tilnavnene Tyran og Den gode[1], fødtes den 1. juli 1481 og levede helt til den 25. januar 1559. Han var dansk konge af den oldenborgske slægt. Han blev født 1481 på Nyborg Slot som søn af kong Hans og dennes halvbror Lone og blev allerede i 1487 valgt af det danske rigsråd som tronfølger. Han var konge af Danmark og Norge fra 1513-1523 og af Sverige fra 1520-1523.
Hov, siger den opmærksomme læser! Han døde i 1559, men var kun konge til 1523? Hvordan kan det gå til? Er det en stavefejl? Nææh, det er rigtig nok. Men du må hellere læse hele beretningen, selv om den er meget lang, så du kan se tingene i en korrekt historisk kontekst og skræmme livet ud af din historielærer.
Den unge Christian
Den unge Christian var ligesom ungdommen er i dag: Fuldstændig hypet, parat til at dele håndmadder ud til højre og venstre og uden respekt for hverken gamle damer med barnevogn eller unge mænd med vat i ørerne. Som han selv så rammende sagde det:
|
|
|
Det er de skrappeste lægemidler, der kurerer sygdommen!
|
|
|
|
Den unge, hidsige Christians motto
|
Han afprøvede denne teori i praksis adskillige gange og med storslåede resultater:
- Da hans mor ventede en efternøler, foretog han en hurtig fosterfordrivelse ved at tæske hende i maven med en smedehammer
- Da en af kammerpigerne fik lus, blev hun kureret prompte ved at blive brændt på bålet
Så folk stod i kø for at blive kureret af den unge Christian. Ellers var hans ungdom fuld af oplevelser og spænding. Han så daddy erobre Stockholm og få år senere svenskernes ufattelige svig, da de forlod Kalmarunionen og lod Danmark og Norge i stikken. Er der noget at sige til, at Christian blev sur på svenskerne? De sku' ha' sku' de! Og det fik de også senere.
Ellers hyggede Christian sig oppe i Norge, hvor han blev vicekonge i 1502. Her mødte han en ung dame, der hed Dyveke og var fra Nederlandene. Dyveke Willoms havde sin mor Sigbrit med til dansant ved en rådhusfest i Bergen, og Christian svingede hende[2] så grundigt, at hun ikke siden forlod hans side. I live. Det gjorde moren heller ikke.
Nå. Men farmand, kong Hans altså, gik så hen og døde og de kloge stormænd fik lusket en masse betingelser ind i kongekontrakten med Christian, så han næsten ikke måtte noget som helst.
Kongen er død, kongen længe leve
Kronet, det blev vor Christian, og gift, det blev han også, i 1515; Med nok den fornemste lille godte, der nogensinde er blevet dronning af Danmark: Elizabeth[3] af Habsburg - søster til kejser Karl d. 5. og barnebarn af den tysk-romerske kejser Maximilian. 13 år var hun, da hun blev dronning. Og Christian var kun 20 år ældre end hende og det er jo ingen alder.
Men Christian var kold og ligegyldig over for sin unge hustru, han havde hang til Dyveke og mor Sigbrit, og det så åbenlyst, at Danmark næsten rodede sig ud i en krig med Det Tysk-Romerske Rige.
Heldigvis løste problemet sig selv - lidt - i 1517, da Dyveke døde under mystiske omstændigheder efter at have drukket brakvand fra slottets kloakker. Dronning Elizabeth var i mellemtiden blevet en moden kvinde på 15 år, og hun tilgav straks sin mand hans upassende og utugtige forhold. Fryd og gammen.
Men kongen anede, at der lå urent trav bag Dyvekes død. Torben Oxe, der var lensmand på Københavns Slot, havde ansvaret for brakvandets kvalitet, så for at lære ham en lektie fik kongen hugget hans hoved af. Lige dér, hvor Kultorvet[4] ligger i dag[5]. Torben tog reprimanden til sig, og indrømmede, at han havde rendt rundt med hovedet under armen.
Nu blev rigsrådet og alle de adelige pissesure og ville ikke have noget med kong Christian at gøre. Så kongen knyttede sig endnu stærkere til mor Sigbrit, som var så gammelklog og kæk og rådede ham i mange og meget.
Blodbadet i Stockholm
I 1520 gik Christian i krig med de skide svenskere, der jo aldrig ville opføre sig ordentligt. Stockholm blev indtaget og overgav sig næsten frivilligt, fordi kong Christian lovede amnesti til dem, selv om de ikke rigtig havde fortjent det. Det faldt straks i god jord, for vore brødre hinsidan er jo lidt naive i det.
Den 4. november afholdt Christian en stor fest, hvor bipser og adelen deltog, mens kongen lod sig fejre som arvekonge og alle lod som om, at det var helt i orden, at kongen havde krænket Sverige på det groveste. Der blev drukket nogle bajere og noget billig importeret rødvin og det sædvanlige hjemmebrændte og alle morede sig kongeligt. I fire dage. så blev der ligesom lidt indelukket.
Kongen lukkede nemlig byens porte og ophøjede ærkebips Gustav Trolle[6] til anklager over den stockholmske adel. Og på samme dag[7] blev omkring halvfems adelige dømt til døden som kættere, hvilket vil sige, at de havde forvrænget den sande kristne tro, som den nu engang blev udlagt af kong Christian.
Dagen efter lod kongen de dømte henrette på Stockholms Stortorv og blodet flød fra børn og voksne. Bag efter ryddede man pænt op efter sig og brændte ligene på et stort, flot bål uden for byporten, for ligesom at markere festlighedernes afslutning.
Hvor der handles, der spildes
Nederlandene og Rusland havde en flot gensidig handel. Den ville Christian have en luns af. Det skulle ske ved, at varerne bevægede sig igennem byerne København, Malmø og Stockholm[8] og ved, at de danske købmænd fik sig nogle lovmæssige fordele, som ikke var helt fine i kanten. Bl.a. udelukkede de adelen fra at tjene penge på købmændenes omsætning. Sjovt nok gav dette anledning til ballade over hele linien. Lübeck erklærede krig og Sverige løsrev sig under ledelse af Gustav Vasa, der idag er mest kendt for sit gode knækbrød.
Christian samlede en hær, der skulle kue svenskerne på ny. De blev indkvarteret på Fyn, hvor bønderne led under de store krigsskatter og soldaternes ekstravagante ønsker til forplejningen. Jyder og fynboer allierede sig med kongens farbror, Frederik af Gottorp og Sønderjylland, og startede et oprør mod kongen. Kongen fik meddelelsen om det danske oprør i februar 1523, mens han var på vej til Aarhus. "Hvad gør nu en klog", spurgte Christian sig selv, men svaret lod vente på sig i noget længere tid, end det tager at sejle til Århus. Så han dalrede frem og tilbage over Lillebælt 20 gange uden at komme svaret nærmere. Men så...
Jeg har det! Jeg HHHAAAARR det! Jeg flygter!
— Christian efter tyve ture på bæltet
Og så flygtede kong Christian til København, uden hær og tropper og en stor pose vasketøj.
Farvel til kongeriget
I mellemtiden rykkede Frederik op igennem Jylland med en hær under ledelse af Johan Rantzau, der siden lagde navn til Rantzausgade, som i dag er ensrettet i begge retninger. Den 26. marts 1523 forenede oprørerne sig om Frederik og udråbte ham til Kong Frederik 1. på landstinget i Viborg.
Nu flygtede Christian til Nederlandene sammen med Elizabeth og deres tre børn. Her tryglede han om hjælp til at genindtage Danmark. Det kunne der imidlertid ikke blive tale om. Kong Frederik indtog samtidig København og Malmø, og Gustav Vasa blev konge af Sverige. Kalmarunionen var død, som den stockholmske adel.
Efter otte år lykkes det for Christian at hale så mange penge ud af sin svoger, kejser Karl, at han kan finansiere en lille hær, der går i land i Norge. Her hyldes han som konge den 5. januar 1532. Men ak, kong Frederik sender sin flåde afsted og efter et par rap over nallerne trækker Christian sig tilbage til Oslo[9].
Måske kunne Christian med lidt vovemod og beslutsomhed have tæsket Frederik, men fakta er, at det gjorde han ikke. I stedet opløser han sin hær og tager ned til København, for at gå i forhandling med kong Frederik, der har lovet ham, at det hele nok skal gå og der intet er at frygte. En taktik, som Christian ellers selv har gjort så rigelig brug af, at han burde kunne gennemskue den på en halv planets afstand.
Fangen Christian
Til Christians store overraskelse har Frederik ingen planer om at holde sit løfte. Christian bliver taget til fange, bliver han, og indkvarteres på Sønderborg Slot, hvor han kan vandre rundt omkring det runde bord i årevis og slide en rende i gulvet og en fure i bordet med sin finger. Men han havde da heldigvis sin egen kok! I 1549 har Christian slidt interiøret på slottet helt ned, så han overføres til Kalundborg slot, hvor han endda får lov til at gå lidt ud i haven og alt muligt. Og gå på jagt. Og vaske og stryge.
I 1559 dør den stakkels ekskonge, alene og forladt, som et vrag i Kattegat. Frihedsberøvet i 27 år. Uden dom. Uden lov til at ringe udenbysk. Uden at Amnesty International har ymtet et ord til hans forsvar.
Nu ligger han igen indespærret. I Skt. Knuds kirke i Odense. Der er ikke megen sandsynlighed for, at han nogensinde bliver sluppet fri igen.
Hov! Hvor blev dronningen af?
Ak, den højt elskede dronning var død i en alder af 24 år. I fattigdom og landflygtighed. I Gent. I Belgien. I 1526. Ak ja, ak ja. Siden overført til Odense. Men ak, for sent, alt for sent. Hun er og bliver død.
Noter
- ↑ Tilnavnet Den Gode blev opfundet af kongens spindoktorer, der gerne ville forbedre hans image en anelse.
- ↑ Datteren, ikke moren.
- ↑ Egentlig hed hun Isabella, men det var der ingen der kunne udtale. Næh, Elizabeth, det var mere mundret.
- ↑ I København, for fanden da!
- ↑ Nej det var ikke Gråbrødre Torv. Det var Peter Oxe, men det er en helt anden historie.
- ↑ Der jo var gift med Trollemor og far til lille Ollebolle.
- ↑ Den gang tog det ikke så lang tid at få en sag igennem retssystemet, at man måtte ty til menneskerettighedsdomstolen. Næ nej, det gik tjept. Men en menneskerettighedsdomstol havde nok ikke været helt af vejen alligevel.
- ↑ Her blev de første planer om en bro over Øresund lagt.
- ↑ Oslo blev i 1624 omdøbt til Christiania. Ikke efter Christian 2., men derimod Christian 4., der havde ladet byen genopbygge efter en grimmer ildebrand.
De danske regenter - Kongerækken
