|
|
|
Det er or'nligt militær!
|
|
|
|
Frederik 6. om alt hvad han fandt fedt
|
Fuck jer, jeg opløste stavnsbåndet! Nu vil i også ha' stemmeret?!
LOL, fuck en noob
Frederik VI (1768-1839, kronprinsregent fra 1784, konge 1804)
Frede som han helst så sig selv. Chotal' militær!
Enevoldskonge, der i sine unge dage blev stormende populær i den brede befolkning, men efterhånden kørte landet i sænk i en grad der giver mindelser om Stein Bagger. Han var i den brede befolkning mest kendt for at fortsætte den liderlige tradition i den danske kongerække, men de københavnske værtshusholdere var især glade for at han ikke fortsatte sin salig fars traditioner for byture. Derudover kendt for at han så op til Napoleon Bonaparte, omgav sig med officerer hele tiden, og for at være rimeligt grim. hans valgsprog, "Gud og den retfærdige sag" var et wildcard to end all wildcards, idet han på den måde selv kunne vælge hvad den omtalte sag var fra dag til dag.
Gak far og fraværende mor
Frederik blev født i 1768. Allerede på det tidspunkt havde hans far mere eller mindre tabt småkagerne, og hans mor forlystede sig med faderens livlæge Struensee der i bedste Monica Lewinsky-stil horede sig til indflydelse. Struensee, der var et yppigt eksempel på hvad der sker med tyskere når de får for meget magt, begyndte at opdrage på knægten udfra hvordan han selv havde forstået Rousseau's værk Émile. Opdragelsesstilen kan nærmest sammenlignes med en blanding mellem Roskilde Festival 2007 og en boot camp for hjemløse. Han måtte ikke have sokker på udendørs, fik kun kolde bade, og havregrød at spise. Visse elementer af denne opdragelsesstil er de samme som mærkelige mennesker betaler tusindvis af kroner for idag på "wellness-klinikker" overalt i verden. Så mens hans rablende far sprang buk hen over diplomater når de bukkede for ham, og gik på drukture i København med sin skøgeveninde Støvlet-Cathrine der ville få Brøndby-fans i et IC-tog hjem fra Jylland til at minde om en flok spejdere der laver snobrød blev den lille Frede mere og mere underlig og indestængt.
Selvom Struensee, som den effektive tysker han var, udsendte propaganda om prinsens velbefindende, var bægeret ved at flyde over. Og tilsidst fik Frede's emsige stedbestemor nok. Da det kom frem at dronningen havde fået et barn med livlægen, klappede fælden. Natten mellem den 17-18 januar 1772 blev Struensee arresteret og smidt i spjældet, og visse rabiate kræfter ville også have dronningen ekspederet samme vej. Problemet var bare, at Caroline Mathilde havde forbindelser der ikke var til at spøge med. Hun var søster til Englands konge, George 3. (der faktisk var ligeså bims som sin svoger.), så i stedet for at få hovedet fjernet ved halsen blev hun forvist til byen med det meget rammende navn Bakterie nær Hannover (som hendes bror ejede).
Imens indsatte Bedste sine egne ministre, under anførelsen af den intellektuelle egotripper Ove Høegh-Guldberg.
De ophævede alle reformer Struensee havde indført, og satte nogle tidligere officerer til at passe den unge Frede. Hvad de havde glemt, var at han nærmede sig skelsår (Dengang 13 år ifølge kongeloven). Og selvom en vægtig minister blev afskediget, kunne ingen i den selvtilfredse klike omkring enkedronningen der sad på magten have været i stand til at forudse hvad der ville ske.
Oprørsk teenager
Guldberg-styret var ved at gå lidt i panik. Såsnart kronprinsen blev konfirmeret ville han have indlydelse på magten. Tilsidst kunne det ikke trækkes længere, og da kronprinsen nykonfirmeret skulle møde i statsrådet for første gang i april 1784 regnede man med at det ville være begivenhedsløst og at status quo ville blive styrket. Men dagen udviklede sig til et drama der ville være en Hollywood-film værdig.
Det startede med at kronprinsen iskoldt læste en deklaration op der basalt set sagde til Guldberg-styret:
|
|
|
Pak jeres lort, I er fyret allesammen!
|
|
|
|
Frederik 6. om hans beslutning om at kuppe Guldberg i april 1784
|
Han fik sin rablende far til at underskrive det, og nu brændte det for alvor på for hans onkel og stedbedstemor. Kronprinsens sammensvorne omringede stedet, og arveprinsen forfulgte sin opskræmte bror ind i et tilstødende værelse og låste døren. Selvom han nu på mange måder havde et trumfkort, gik der panik i ham, da han var en morsdreng uden rygrad. Da han prøvede at flygte med sin sindsforvirrede bror ned til mutti blev han stoppet af Frede, og en slåskamp mellem to svæklinger begyndte. Ifølge overleveringen endte kampen da Frede i bedste James Bond-stil tog en ildrager og tampede løs på ryggen af sin skrutryggede onkel, der måtte give op.
Kabinetsstyret blev ophævet, medlemmerne blev sparket hjem til deres godser, Guldberg dog til Aarhus (han skulle lige dukkes lidt). Og selvom det nu egentlig var Frederik der sad på flæsket med sine kammersjukker vidste han at folket nok ville skrive lige lovligt mange harmdirrende læserbreve til Berlingske Tidende hvis han tog sin far helt fra bestillingen. Så han lod sin rablende far være konge af navn indtil 1808.
Imens gik han igang med at lave orden i tingene udfra hans eget hoved.
I hans vennekreds havde han bl.a. brødrene Reventlow, to ihærdige populist-adelsmænd der var besat af alt der havde med England og ny teknologi at gøre.
Så de udtænkte en plan der ville sikre Frede's eftermæle og popularitet i en menneskealder. I Danmark havde man i mange år haft en regel der hed stavnsbåndet der basalt set gik ud på at hvis du var bonde, var det bare sur tunge hvis du ikke brød dig om din herremand, eller det gods din fødegård lå indenfor. For du var forbudt at flytte indtil du fyldte 36.
Så de ændrede de. Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet[1]. For 14 - 36-årige mænd, der endnu ikke havde været soldater, dog først med virkning fra år 1800. Bønderne var nu frie borgere, med fuld bevægelsesfrihed, Folk blev så fuckerhappy at de var ligeglade med at det stadig var bondestanden der var kanonføde. Imens sad københavnerne og grinede i skægget mens de nød de sidste krampetrækninger af den gyldne tid. Revolution lod man franskmændene om.
"Kan vi andet end holde med ham, han er jo så lille!"
Det var dog ikke alle i Europa der tog det så chill med den torden i syd. For England havde vænnet sig til rollen som klassens seje dreng, men nu var der en anden spiller der meldte sig på arenaen. Den taktiske dværg, Napoleon, der havde brugt tumulten i Frankrig til at vinde magt.
Og selvom hans svoger var den egentlige konge af England, til trods for at han var fuldstændig rablende, ville Frede ikke i problemer med Nappe Leo.
Så han meldte sig ind i et neutralitetsforbund med svenskerne(!) og russerne. Det blev Onkel så mopset over, at han øjeblikkeligt krævede at Frede trådte ud af forbundet.
I vanlig danskerstil nægtede Frede, og så sendte onkel sin flåde til København i påsken 1801. Admiralen, den ualmindeligt horny og stive Nelson, hvis højde ligger til grund for brydekamps-terminologien "En Halv Nelson", lammetævede den danske flåde ved at sætte kikkerten for sit blinde øje. I bedste danskerstil så danskerne på søslaget som en kæmpe sejr, idet vi ikke blev helt udraderet, og fortsatte med at opføre os som ham knægten i skolegården der lige var blevet gode venner med den nye bølle.
Og i starten gik det da også ret godt. Napoleon ownede ret meget til Rome: Total War (dengang et brætspil) og Risk, og kunne derfor gøre rimelig kort proces med de fleste modstandere. Frede var totalt vild med hvor rebelsk han var, og var dybt misundelig på det faktum at han faktisk havde lidt sans for militær ledelse.
Men 2x George var ved at være godt trætte af Frederiks uvornhed, og besluttede at han skulle have en lille røffel. De bad om at låne hans skibe, men da han nægtede sagde de "fuck dig!", invaderede Danmark, bombede København og tog flåden med magt.
Naturligvis var svenskerne opportunistiske, og hoppede på Englands side for at hapse Norge. Frederik regnede da også med at hans homie Nappe Leo ville komme ham til undsætning, men han sendte blot et detachement spanske hjælpetropper der nassede på lokalbefolkningen, hyppede en masse bondetøser og futtede Koldinghus af inden de blev bestukket af englænderne til at rejse hjem.
Frederik gik lidt i panik, men spanierne bragte en helt uventet positiv ny fase for ham på bane. For han havde placeret sin far i Rendsborg, for at han kunne blive skånet for tumulten i København. Men Rendsborg var netop den by spanierne kom igennem, og da den aldrende forvirrede konge så de mørklødede soldater troede han det var djævle der kom for at hente ham, fik et hjerteanfald og faldt død om. Frede var konge. And he liked it a lot!
Men befolkningen var ikke helt enig. Det gik ikke ligefrem ufatteligt godt i Danmark. Og Napoleon lavede den samme dumme finte som Hitler ville gentage 140 år senere. Han prøvede at invadere Rusland om vinteren. Så samme år som Nappe Leo blev slået og sendt til Elba, gik Danmark konkurs.
Og for at gøre ondt værre mistede vi Norge. Dette tab gjorde den i forvejen rimeligt egotrippede Frede helt fucked, og han blev fanget i en magtfuldkommenheds-mani der ikke blev overgået før Christian IX.
Da Napoleon fik endelig røvfuld ved Waterloo i 1815, fik Danmark diplomatiske dumflade ved Wienerkongressen. Men hvor han var fremmedgjort blandt de kronede hoveder, var han overmåde populær blandt østrigerne (dette var længe før Falco) og scorede endog en 18-årig babe ved navn Caroline Seufert. Hun må have været et eminent knald, for tøsen fik tildelt en embedsmandspension på livstid, som skatteborgerne altså betalte indtil ca. 1875. Havde Ekstra Bladet eksisteret dengang ville den sag være den onde kioskbasker.
Reformer? Nej fandeme nej!
Til trods for at han havde klaret det udemærket i Wien, og var populær i befolkningen, var Frede blevet underlig på sine gamle dage. Han mente ikke der var grund til at lave for meget om på tingene, han havde jo lavet godt rav i den da han var yngre.
Men kravet blev for overhængende, og Frede måtte oprette de såkaldte stænderforsamlinger. Dog var han så snu at de kun havde rådgivende magt, så han egentlig stadig kunne gøre som det passede ham. Hver landsdel fik sin egen, men det var kun 1 ud af 40 forholdsvist velhavende mænd over 25 der kunne stemme.
Frede's sans for PR blussede op i hans senere år. Han vidste hans stivnakkethed nok ikke var det beste karriere-move, og besluttede derfor at der skulle laves et museum for Thorvaldsen, en kunstner der var noget så hip blandt den jævne befolkning.
Dette gjorde han for at dække over, at han i lighed med Anders Fogh Rasmussen's fuckups omkring Irak-krigen havde lavet nogen beslutninger der gjorde ham upopulær. Dels var han panisk angst for postkasser (da han hadede at få fejladresseret post) og han brød sig ikke om kritik, så han fik udvist et par kritikere og satirikere.
Til trods for at han mere eller mindre skød sig i foden med spredehagl i sine ældre år, var han så populær i visse kredse, at da han blev begravet blev han båret til Roskilde Domkirke af bønder fra Frederiksborg Gods.
De danske regenter - Kongerækken
Noter
- ↑ Det gjorde det så ikke alligevel, men vi holder fast i dagen. I kongens navn!
