Frederik 1. blev født den 7. oktober 1471 i Haderslev, hvor der jo altid har været vildt gang i den. Han døde den 10. april 1533 på Gottorp Slot. Han har været død lige siden. Frække Frederik var konge af Danmark og Norge fra 1523 og til sin død, hvilket ikke var helt selvfølgeligt på den tid. Men han var af fin familie. Farmand var selveste Christian 1. og moren var søde Dorothea af Brandenburg. Han var deres yngste søn og kunne sådan set godt være sluppet for kongemagten, hvis nevøen Christian 2. ikke havde været så hypet. Frederik voksede op i de nedre regioner af riget, nemlig Slesvig og Holsten, som var hertugdømmer dengang.
Hvordan kom det så vidt?
Frederikses historie er rodet sammen med andre kongers. Hans, for eksempel. Hans og Frederik regerede sammen forstået derhen, at Hans var konge over danernes rige og Frederik var hertug over Gottorp.
Derpå kom den slemme historie med Christian 2., der fik turpas til Holland (og senere fængsel i Danmark), og så blev den unge Frederik udråbt til konge i Viborg, hvor man altså udråbte konger dengang. Af Norge og Danmark.
Utilfredsheden med kong Christian betød, at man brændte hans lovbøger på bålet. Og så sparede man lidt på den dyre brænde i den kolde vinter, ikke.
Frederiks galluptal styrtdykker
Bønder og borgere i det danske landskab længtes dog tilbage til tiden under Christian 1., og Frederiks galluptal var til tider helt i bund. George W. Bush virker nærmest populær i sammenligning. Jyderne forsøgte sig med et oprør. Gotland forsøgte sig med et slapstickagtigt angreb på kongen, så de kunne få deres kære Christian Tyran tilbage. Det var i 1524 eller 1525, det er næsten ikke til at huske, så længe efter.
Nå, men kong Frederik tog det fra sin milde side, og det kostede såmænd ikke bondehæren mere end 3.000 døde, at de havde gjort oprør. Det skal også siges til kongens ros, at da 60 oprørere søgte tilflugt i domkirken i Lund, slog kongens mænd korsets tegn for sig, inden de slæbte oprørerne ud og huggede dem til finker, som næsten ikke er til at opdrive nogen steder i dag. Med rødbeder. Og måske en nisseøl til.
Kong Christian, der eksilerede i Holland, blev så lokket hjem til Danmark af kong Frederik, der spurgte, om ikke han kunne tænke sig at smage nogen finker. Og det kunne Christian jo godt, for den slags guf havde de ikke noget af i Holland, som retteligen bør betegnes Nederlandene. Men Christian fik ingen finker. Han fik en tur til Sønderborg Slot, gjorde han, men det kan du læse om i hans egen beretning.
Hvor var Frederik mon henne?
Ja, det må man nok spørge om, for han satte sjældent sine ben i Danmark, og aldrig i Norge. I stedet blev han på Gottorp slot, som han jo havde fået af sin mor. Der sad han og regerede i fred og ro og truede med at gå af, hvis han ikke fik sin vilje. Og det ville jo betyde, at kong Christian kom retur, og det ville adelen godt nok ikke have.
Som en del af den pakke, der havde sikret Frederik tronen i sin tid, havde han lovet at værne om den katolske kirke. Men det gad Frederik ikke rigtig alligevel. Han indførte religionsfrihed, så protestanter kunne dyrke deres tro på Jesus, uden Maria. Han udnævnte endda Hans Tausen, der sidenhen fik en skole opkaldt efter sig, til sin personlige kapellan, hvilket er noget meget fint inden for kirken og som ingen andre kan huske hvad er.
Intime detaljer fra kongens privatliv
Frederik blev første gang gift i 1502 med Anna, der foruden at være en steg på 15 år også var datter af kurfyrsten af Brandenburg. Hun døde i en alder af 27 år - nogen siger af kedsomhed, andre kilder siger syfilis - efter at have henslæbt sit liv på Gottorp Slot og født et par rollinger, heriblandt den senere kong Christian.
Derpå giftede Frederik sig med Sofie af Pommern, med hvem nogen avlede fem børn.
Død og bortgang
Det kan ikke være den helt store overraskelse, at Frederik døde på Gottorp Slot, da han jo så sjældent kom i byen. Den 10. april 1533 hørtes en uhørt høj fisen fra kongens soveværelse, og af ren og skær overtro - og lidt for lugten - lukkede en stuepige kongens ånd ud af vinduet. Den er ikke siden blevet fundet.
Det næste års tid havde Danmark ingen konge. Og det var fordi, at Frederik havde ligget i med protestanterne, og adelen hellere ville være katolikker, for det var der flere penge i. Så nu vægrede de sig ved at udnævne hans skarnsknægt til konge. Nå, men sønnen Christian skulle nu nok mase sig ind på tronen til sidst.
De danske regenter - Kongerækken