Da Kong Erik Lam frasagde sig kongemagten og gik i kloster, stod Danmark pludselig uden lam. Næ, konge. Sagde han og grinede fåret.
De tre konger, Svend, Knud og Valdemar, her samlet i Roskilde i 1157.
Valget i '46
Derfor gik danskerne til valg. Der var selvfølgelig ingen stemmeret for kvinder, børn, unge, gamle, fattige, grimme, dumme, rødhårede, plysdyr og sexuelle afvigere, det er da klart. Til gengæld havde man kun to valgsteder, da Danmark var delt op i to regioner: Viborg for Jylland/Fyn og Ringsted for Sjælland/Skåne.
Blokpolitik
Som sædvanen er i Danmark, endte valget med to lige store blokke[1]. Vestdanmark valgte Knud til konge og østdanmark valgte Svend. Så havde Danmark to konger. I moderne tid ville man have fintalt stemmerne og valgt sejrherren på den måde. Men nej, ikke i middelalderen. De to blokke stod stejlt på sit.
Kong Knud og kong Svend
Så Knud blev konge her og Svend blev konge hisset. Og året var 1146.
Men Knuds ambitionsniveau var noget højere end at være halvkonge. Så han sejlede til Sjælland med hele sit følge af krigsliderlige mørkemænd og ham og Svend kom op og slås ved Slangerup. Men Knuds mænd var søsyge efter den lange overfart, så Svends hær tæskede livet ud af dem. Knud selv, han slap væk med en underlig brun plet på buwserne og genoptog sin kongegerning i Jylland.
Svig i Vendernes land
Er der noget der kan samle det danske folk, så er det at tæve løs på østeuropæerne. Så på en eller anden måde fik biskop Eskild samlet Knud og Svend, så de kunne samle en flåde og drage mod vendernes land.
Svend sejlede forrest. Knuds drenge udgjorde bagtruppen.
Men ak! Hvilket rænkespil! Hvilke mørke gerninger afsløredes ej, da Svends flåde nærmere sig vendernes kyst! Oh ve! Oh dobbeltve! Svend faldt i et modbydeligt baghold, hans skibe stukket i brand og Svend måtte flygte på en punkteret cykel igennem Europa og hjem til Sjælland via Slesvig! Og Knud, den forræderiske bagstræber! Han så bare på, uden så meget som at tilbyde en lapning! Hmppfff!
Hertug Valdemar
NU var Svend osse godt vissen vrissen! Knud sku' få, sku' han! Så Svend gennemfører det overordentligt luskede, at han gør den unge Valdemar til hertug i Sønderjylland, hvor Knud jo ellers regerer! Skide smart!
Biskop Eskild
Biskoppen havde først fået forenet Knud og Svend i slaget mod venderne. Siden valgte han at holde med Knud, hvilket var lidt besværligt, da han boede i Svends område. Svend tog ham til fange, piskede hans
røv til
piskefløde og smed ham endelig til Frankrig, hvor han gik i kloster
[2]. Da Valdemar senere går over på Knuds side, vender biskoppen hjem igen og støtter Knud og Valdemar.
Den uendelige historie er vist kortere end denne her...
Valdemar bliver meget populær i Slesvig, han er jo søn af den myrdede hertug Knud Lavard, og hvem kan undgå at fælde en lille tåre, når drengen slægter faderen på?
Valdemar holder med Svend
Og jo - Kong Knud lader sig provokere, men kong Svend og hertug Valdemars samlede styrker slår Knud på flugt, så buwserne bliver brune helt ned til hoserne i 1151. Knud flygter ud af landet med et enkelt stop på møntvaskeriet i Hamborg, hvor han får vasket sine mønter.
Valdemar holder med Knud
Hertug Valde er imidlertid en dreven strateg, så nu er det Svends tur til at få dillerdaller. Valde og Knud laver sammen noget gement rænkespil, og Valde slår en stor tyk streg over, at Knud har myrdet hans far. Det er jo den slags der sker, selv i de bedste familier. Så Valde bliver trolovet med Knuds søster, Sofie, og får endelig noget på den dumme. Hidkaldt af brunstlydene vender Biskop Eskild hjem fra Frankrig og stiller sig på de to's side. Er I med endnu?
Valde og Knud lader sig sammen udråbe til konger over Danmark. Svend bliver sur, men savner opbakning fra de noget vege sjællændere. En flok tyske lejesoldater engageres i en kabaret i Berlin og Svend tæsker Knud og Valdemar tilbage til forhandlingsbordet. Nu har Danmark altså tre konger og fordeler landet imellem sig. Det burde så være enden på det, men gudfaderbevares om ikke hundehovederne fortsætter deres pis og lort.
Blodbadet i Roskilde
Stakkels Knud efter overfaldet. Med sherry.
De uhellige tre konger mødes så i Roskilde den 9. august 1157, til en fætter/kusine-fest med lidt god rødvin, hjemmegrillede bøffer og en parasol, til hvis det blev regnvejr, for at fejre at alt nu er fryd og gammen.
Valde og Knud har engageret en tysk folkesanger, der sviner Svend til og træder godt rundt i alle hans fadæser og svinestreger. Sjovt nok bliver Svend ikke sur. Nej, han bliver bare lidt upasselig og går tidligt i seng.
|
|
|
Det er sidste gang jeg står af i Roskilde
|
|
|
|
Valde
|
Og nu kan det nok være, at der bliver budt op til dans. Svends lede lejemordere overfalder nu Knud og slår hans kranium til forloren skildpadde. Valdemar bliver såret i låret[3] og flygter sammen med sin halvbror Absalon over hals og hoved til Viborg, hvor han som sædvanlig anstifter et oprør mod kong Svend bestående af et sammenrend af Valdemar- og Knudstilhængere.
Slaget på Grathe Hede
To eksperter studerer slaget på Grathe Hede.
Svend og hans flåde sejler nu til Jylland, nærmere bestemt Grenå, hvor hele drengekoret går i land og fiser efter Valdemar. Kun nogle få skibspasseriarbejdere bliver tilbage for at passe på skibene.
Valdemar sender et tæskehold til Grenå, hvor de sænker hele flåden, mens skibspasseriarbejderne er til deres overenskomstmæssige frokost. Et andet tæskehold ødelægger broen over Gudenåen, og nu er lille Svend fanget i det jydske.
Efter at have pisset forvildet rundt i en evighed, finder Svend m.fl. endelig Valdemar den 23. oktober på Grathe Hede, hvor et drabeligt slag udspiller sig. Svend starter godt med at lade sine mænd tæve de tre tissemænd, som Valdemar har ladet passe på de transportable urinaler. Men ak! Valdemar sender nu sin hovedstyrke lige i hovedet på Svends hær, der snart ligger i uriner.
Svend flygter ud i sumpen, hvor han mister sin rustning og sit sværd. Men hjælpen er nær! En flok lokale bønder redder ham op af sumpen, børster lortet af ham og byder ham endda med hjem til lidt brød og en dram. Men da siger Svend de ord, som han siden ville have fortrudt, hvis han havde kunnet:
|
|
|
Jeg er kong Svend fra Sjælland!
|
|
|
|
Kong Svend siger de ord, som han siden ville have fortrudt, hvis han havde kunnet
|
Så slog de jyske bønder ham ihjel. Og begravede ham på stedet. Senere byggede de et kapel ovenover graven. Grathe Kapel. Men det er også væk nu.
Og nu! Nu er Valdemar enekonge over Danmark!
Kong Valdemar den Store
Skal vi nu høre en hel masse lort om Valdemar osse?
Gu' ska' vi ej! Klokken er mange! Dagens kvalitetstid er overskredet med tyve minutter!
Det må være nok at fortælle, at Valde udvidede Dannevirke med Valdemarsmuren og at han gjorde Absalon til biskop. Han slog også et oprør ned, som sædvanlig.
I øvrigt var han meget populær og avlede to sønner, der begge blev konger: Knud 6. og Valdemar Sejr.
Eksterne henvisninger
Rekonstruktionsvideo
Småt er godt[4]
- ↑ Begge ca. A4.
- ↑ Biskoppen, for fanden da, ikke Svend!
- ↑ Såret i håret rimer osse, men det passer ikke.
- ↑ Det sagde hun osse igår!
De danske regenter - Kongerækken
