|
|
|
Luk nu røven og vis mig jeres jader! Jeg er kongen!
|
|
|
|
Christian 8. om snerperiet hos det københavnske borgerskab
|
Christian 8.(1786-1848)
Konge af Norge 17/5-10/10 1814 & Konge af Danmark 1839-1848
Idolbillede af Christian der blev trykt både som skillingsblad, i farvetryk, og endda blev trykt i Berlingske Tidende
Rimeligt overset dansk monark der hovedsageligt er kendt for hans umådelige livsglæde og libido, samt at have været mere sløv med reformerne end Anders Fogh Rasmussen er med at indrømme fejl. Som halv-nevø til den rablende Christian 7. var vejen til tronen sikker, da det viste sig at Frederik 6. ikke havde nok testosteron til at producere drengebørn.
Hans store glæde ved smukke kvinder og de finere ting i livet afspejler sig underspillet i hans valgsprog Gud og Fædrelandet, der i stil med hans forgængeres er et fantastisk wildcard. Han viser her at han værdsætter alt hvad Gud har skabt og givet ham, samt alle de skønne ting der findes i hans rige.
De unge år
Christian passede i de første år i store træk sig selv. Han var lidt af en nørdedreng, men en nørdedreng, der vidste hvad pigerne ville have. Derfor havde han da også fra en tidlig alder stor succes hos det smukke køn[1], men han havde det alt for sjovt til at tænke på ægteskab, den borgerlige forargethed til trods.
En sanglærers unoder
I 1806 giftede pebersvenden sig med sin kusine, da fjernere beslægtede kvindfolk havde betakket sig. Hun hed Charlotte Frederikke og det rimer på dikkedikke. Og det kunne hun jo godt lide.
Frederikke-dikkedikke fødte i 1808 en søn, senere kendt som Frederik 7., dengang oftest kaldet lillefisen. Det skulle blive deres eneste barn sammen.
Christians første kone Charlotte Frederikke, der blev forvist til Horsens.
MEN - ak og ve. En dag trådte prinsen ind midt i prinsessens sangtime, som viste sig at være en hyrdetime. Dikkedikke lå i med sin sanglærer, komponisten Edouard du Puy (udtales Eduaaaard dyPøj - hvilket rimer på "fy føj") og var netop nået til klimaksen, da prinsen udbrød: "Hvadh Foregaahr der hehr!" og knaldede flygellåget ned over hr. komponistens dirigentstok.
En frygtelig scene fulgte[2], hvor Dikkedikke blev vist vintervejen og dyPøj blev bandlyst fra dansktoppen. Aldrig siden skulle prinsessen gense sin søn. Eller kongen. Eller dyPøj, der skrev melodien "Aldrig mer' skal jeg se dig, ikke høre din røst" baseret på sine personlige erfaringer med dirigentstokken.
"Giv tid, giv tid, og du kan blive konge af Norge (i et halvt år)"
Nå, men efter at have ordnet sine problemer på hjemmefronten blev Christian sendt på en officiel mission til Norge for at styrke båndet mellem landene, et bånd der mildest talt var blevet flosset efter krigen mod England. Nordmændene, og især Nordkvinderne, var vilde med den høje, charmerende kongelige halvfætter.
Dog var der et lille problem. Navnlig at Danmark og Frankrig havde tabt krigen, og ved Kielerfreden i 1814 måtte Frederik 6. afstå Norge til de jävla svenskere.
Som den eminente populist han var sluttede han op om den norske uafhængighedsbevægelse, og efter at have underskrevet Eidsvoll-forfatningen i maj 1814 blev han valgt til konge af Norge. Det gjorde fætter Frede pissesur, men da arveloven sagde at Christian var eneste direkte legitime arving, var hans hænder bundet.
Men ingen træer vokser ind i himmelen. Allerede i august måtte Christian abdicere, dog med effekt fra oktober, og Norge indgik i en løs personalunion med Sverige. Skuffet og nedtrykt vendte han tilbage til Danmark, hvor han giftede sig med sin grandniece Caroline Amalie, med hvem han ikke fik nogen børn, men efter sigende en ordentlig spandfuld med en masse andre.
Christians anden kone, og endelige dronning, Caroline Amalie
Den fynske forvisning
Vel hjemvendt, og med hvedebrødsdagene overstået blev Christian udnævnt til guvernør over Fyn & Langeland. Det var i denne periode at hans libido for alvor manifesterede sig, og i særdeleshed på udlandsrejsen 1818-22, hvor Christian foregav interesse for kunst og videnskab for at komme i høet med alskens eksotiske kvindfolk.
Guvernøren var i særdeleshed populær blandt de unge kvinder i den fynske og jyske landadel, men også de mere jævnbårne kvinder kunne være heldige at få en rusketur af reservekongen.
i 1831 blev den nu efterhånden midaldrende Christian medlem af statsrådet, og var dermed officielt "med i hulen". Og det endda uden at spise regnorme! Christian blev hurtigt gode venner med de nationalliberale (svarer ca. til Venstre Light) og viste forståelse for og interesse i det voksende antal wannabe-danskere i hertugdømmmerne.
Endelig konge
I december 1839 skete det endelig. Fætter Frede tog billetten. Christian blev konge. And there was much rejoicing in his lower regions. På folkefronten var der også store forventninger til hans præstationer efter hans performance i Norge.
Men nej, han ville have magtens søde frugter for sig selv, nå!
I stedet begyndte han at spille meget på det sønderjyske spørgsmål, for at gøre bønderne glade, men alligevel øgedes presset for en fri forfatning i hans sidste år. De liberale gav ham så meget stress at han begyndte at få taget åreladninger for at koble af (det var før man havde wellness-spa'er), og det endte med at slå ham ihjel. Christian var desuden så kyniskt klarsynet at han på sit dødsleje ret ud sagt beordrede sin lettere inkompetente søn til at tage sig sammen, blive klippet, finde en ordentlig kone, drikke mindre, ryge mindre, og give folket en fri forfatning, inden han hev trussen af en ung vågekone, kneb hende bagi og udåndede.
Hans super-religiøse kone overlevede ham med 33 år (hun var meget yngre end han), og lagde blandt andet navn til en ungdomsklub i København.
Vidste du at...
... Hvis Christian IV levede i dag, så ville han bruge al sin tid på at kradse i kistelåget
Noter
De danske regenter - Kongerækken
