Kong Christian 5., født den 15. april 1646, død 25. august 1699 var dansk konge af den oldenborgske slægt, som hed sådan, fordi den var fra Oldenborg.
Hans Valgsprog, som var seriøst ment[1] var
|
|
|
Pietate et Justitia
|
|
|
|
Christians valgsprog
|
På trods af Christian position lykkedes det ham aldrig at komme uden på tændstiksæskerne.
Utrolig hvad man skrev på kaklerne i gamle dage.
Det betyder "Med fromhed og retfærdighed". Klogt nok havde Christian ikke angivet hvem der skulle være fromme og hvem der skulle være retfærdige.
Christian blev salvet til konge i Frederiksborg Slotskirke og blev enevoldskonge over Danmark og Norge i 1670.
Ridning og andet sexliv
Christian kaldes Danmarks rytterkonge, fordi han var så glad for en lille ridetur inden aftenskaffen og ifølge konen var god til det.
En mand, der rider så meget, har naturligvis nogle gode ben, og dette var også sandt for Christian. At se ham i trikot kunne få ethvert pigebarn til at få ægløsning på stedet. Stærk, var han. Elskede frisk luft, gjorde han. Grim som bare fanden så han ud. Folk der ikke ved noget som en dør der var gået i baglås. Men venlig og god mod dyr, undtagen hjorte, som jo ser så fjollede ud med et træ over hvert øre.
Christian giftede sig i 1667 med Charlotte Amalie, med hvem han avlede syv pragtfulde fuldblodsbørn, den ene efter den anden, galop, galop.
Runner-up i feltet var så Sophie Amalie Moth, et pigebarn, der kom i stald hos kongen som 16-årig, hvilket var lidt til den ældre side dengang. Hun folede fem børn til vor høje konge og blev grevinde af Samsø, hvor hun bortset fra den almindelige hypning også hyppede samsøkartofler. Men hun boede ikke på Samsø. Hun boede nær ved Københavns Slot, så hun kunne hyppe, når det behagede Hans Majestæt.
Den skånske krig
|
|
|
Det eneste vi får ud af det, er en røvfuld og status quo
|
|
|
|
Griffenfeld i 1675
|
|
|
|
Ja, det tror du, din langparykkede lille satan. Nej, krig må der til! Vi må have Skåne tilbage til Danmark, koste hvad det koste vil, bare min røv bliver i sikkerhed!
|
|
|
|
Christian Fem
|
Ja, kong Christian, der havde et følsomt sind, var deprimeret over freden i Roskilde[2], hvor vi havde givet afkald på Skåne, Halland og Blekinge samt kongens morgensutter. Så Christian sendte de stakkels danske soldater til Lund i Sverige, hvor 8.000 (ottetusinde!) blev slået ihjel af svenskerne.
Af hensyn til sit image valgte kongen, at flugten tilbage mod Danmark skulle foregå langsomt. På den måde bevarede han udadtil, hvad han indadtil havde tabt. Syntes han. Men han var jo osse lidt bagud. Men pæn i tøjet, det må man lade.
Og man slåssede videre indbyrdes indtil 1679, hvor Frankrig blandede sig:
|
|
|
Excusement! Piz hjem til jer selv, si'l vous plait!
|
|
|
|
Vive l'France!
|
Og så pissede kong Christian hjem til sig selv og svenskerne pissede hjem til sig selv. Og Niels Juel var blevet en søhelt med egen statue, fordi han havde kæmpet med svenskerne i Køge Bugt. Og alt forblev som ved freden i Roskilde, selv om danskernes antal var blevet kraftigt decimeret.
Griffenfeld
Griffenfeld var rigskansler og måtte ikke røre en finger uden at spørge kongen om lov. Kongen var jo enevældig i de år. Men Griffenfeld var da ligeglad. Han syntes, at kongen var en finke. Han fraterniserede med franskmændene og blev anklaget for højforræderi. Og dømt. Og ført til henrettelsespladsen, hvor han skulle henrettes, fordi han var blevet dømt for højforræderi til at blive henrettet. Nemlig.
Men kongen, der jo var både from og retfærdig, ændrede i allerallerallernæstsidste øjeblik dommen, så Griffenfeld fik lov til at beholde hovedet, men mistede sit gode navn[3] og røg på vand og brød først i Kastellet, sidenhen i Norge.
Grever og baroner
Danske Lov
Med Danske Lov af 1683 og sidenhen Norske Lov, blev lovene så klare og forståelige, at advokatstanden næsten gik
rabundus. Straffene blev mildere og kun majestætsfornærmelse kunne stadig medføre dødsstraf, resten blev klaret med kildning under tæerne. Men heldigvis er det blevet lavet om for længe siden, så advokaterne igen har noget bureaukrati at leve af.
Fra og med 1671 kunne folk, der ejede jord nok, blive adelige. De kunne blive grever eller friherrer (baroner). Grever havde mest jord, friherrer havde næstmest jord. Og sådan var det[4].
Bymæssige omforandringer
Fordi Christian absolut skulle provokere svenskerne, blev han nødt til at bygge en vold på Christianshavn, så vi kunne holde broderfolket ude af hovedstaden. For yderligere at forvirre svenskerne flyttede kongen skiltet med "Københavns Centrum" væk fra Gammeltorv til Kongens Nytorv, hvor han opstillede en statue af sig selv til hest. Så havde duerne også noget at sidde på.
Dødssparket
Den 19. oktober 1698 blev kongen sparket af en hjort. Ja. Så enkelt kan det siges. Af en hjort. Der var sket det, at kongen var taget på jagt i Dyrehaven og fik den gode idé, at ville aflive en såret hjort. Ja, en hjort. Så sparkede den ham, den gjorde. Lige i måsen.
Der gik et år. Så døde kongen. Af et spark i måsen. Ak, hvor trist. Fnis!.
For at takke hjorten for sin indsats, fik dronningen omdøbt Skidtprutteristræde til Hjortetaksvej.
Riddernoter
- ↑ Yeah, right...
- ↑ Se kong Frederik 3.
- ↑ Griffenfeld, for fanden da!
- ↑ Enkelte friherrer blev opgraderet til grever, da man begyndte at medtælle jord i hovedet
Vidste du at...
... Droning Margrethe er Dronning af Kings
De danske regenter - Kongerækken
