Valdemar 4. Atterdag eller Valdemar den Onde, som samtiden kaldte ham, blev født i 1320 og levede helt til 1375, hvor han - ja, korrekt - døde.
Som rigtig konge skulle Valde have et valgsprog, hvis der nu skulle komme valg:
|
|
|
I gaar var der atter en morgen!
|
|
|
|
Første udkast
|
Hvorfor var Danmark så fattigt?
Vikingetiden var rindet ud, og der var simpelthen ikke penge i at slå hovedet af folk med økser mere. Nææææh, handel var vejen frem, var den. Og her havde tyskerne forstået at handle med salt og sild, sidstnævnte i øvrigt købt billigt i Danmark, hvor sildene stod så tæt, at de hæmmede sejladsen. Tyskerne var iøvrigt bedre sejlende, fordi de var gået over til vikingeskibets afløser, koggen, som udmærkede sig ved at kunne tage en stor last. Og så brugte de aggressiv markedsføring, som nogle andre
annoncehajer.
Hanserne, kaldte man dem.
Ja, køn var hun jo ikke, hende Helvig. Og den dersens frisure, den var bare totalt fra det forrige århundrede. Men pengene var jo gode nok, så Valde giftede sig med udyret og blev konge af Danmark.
En historisk kontekst
Vi bliver lige nødt til at smide Valdemar ind i en historisk kontekst på en eller anden måde for at forstå, hvilken situation Danmark stod i - til op over begge ører.
Christoffer 2. var død i dyb fattigdom, Christoffer 2. var en parentes i kongerækken og i otte år havde danerne været uden en konge. Landet var pantsat til fortrinsvis tyske herremænd og under den knullede greves hårde åg.
Men alt det rettede Niels "Jønke" Ebbesen op på den 1. april 1340, hvor han myrdede den knullede greve ved at stille ham op ad en mur og drukne ham. Tiden var kommet, til at Danmark igen skulle forenes. Og hvem var mere oplagt til en så fisefornem opgave end en Valdemar, der var fyrsteligt opdraget?
Så den 22. april 1340 gav tyskerne ham lidt af Danmark tilbage. Nemlig landet nord for Limfjorden. Nå ja, han kunne da godt få resten af Jylland med, men så måtte han hoste op med nogen bommelommer. Nærmere bestemt 35.000 mark sølv. Og efterhånden som greverne, der havde pantet Dannevang, stod af, skulle Valdemar overtage deres jyske besiddelser.
Og så kunne han jo lige gifte sig med hertug Erik af Slesvigs klamme datter, Helvig. Køn var hun ikke, næh, men så kunne han få resten af Nørrejylland med som brudegave. Og med en sæk over hovedet og mørke i sovekammeret, så skulle det nok gå altsammen. Det var tihvertifald et bedre parti end 2 andre tyske grevers søster, der gennem flere år havde bevist at hun var ægteskabeligt uafsættelig.
Og - nå ja, det havde vi næsten glemt. Kongemagten kunne han da få med i købet.
|
|
|
I morgen er i dag i går!
|
|
|
|
Andet udkast
|
Kong Valde forener Dannevang
Skt. Hansdag 1340 blev Valdemar valgt til konge på landstinget i Viborg og stod nu overfor det, som moderne management-eksperter kalder "en udfordring": at gøre Dannevang til vort allesammens elskede, forenede lille rige igen. Og smide tyskerne på porten.
Efter råd fra Luksusfældens eksperter solgte Valde Estland og brugte pengene til at indløse Fyn, bortset fra nogle slotte, som de fedtede tyske grever stadig sad solidt på. Så skar han i al fredsommelighed fingrene af nogle tyske fedtegrevesønner, der havde lidt svært ved at give slip på det kære Seeland[1] og fik dem til at indse, at deres helbred ville have meget bedre af det gode, tyske klima. Da Københavns biskop stod med sin gamle mors afskårne kønshår i hånden, mente også han, at det ville være en god idé igen at gøre byen sådan "rigtig" dansk igen. Tjuhop, hvor det gik!
Sortesot
Den sorte død, også kaldet
pest, af kendere kaldet
byldepest fik sit store gennembrud omkring 1348 og fejrede store og små triumfer igennem de næste 350 år. Næsten hver tredje dansker gik i en tidlig grav, siger Erik Kjærsgaard.
Andre kilder mener, at halvdelen af befolkningen tog billetten.
Kriminologer mener, at pesten ikke krævede flere ofre end den plejede, men at befolkningen var blevet bedre til at indberette det.
Kong Valde kunne da også finde tid til at gå i krig i Nordtyskland for at hjælpe sin svoger, men det gav ham så noget bavl med den tyske kejser og en rask lille intern dansk krig, der dog endte ud i det rene postevand. Valde indgik forlig med jyder og holstenere i Gamborg på Fyn, og ventede tålmodigt til de nåede Middelfart, inden han dræbte dem.
Så blev der indkaldt til et danehof, og Valde måtte forsvare sig og sige, at det havde han aaaaldrig gjort og det måtte være nogen andre, og så gjorde man ikke mere ved det.
Det gav jo Valde blod på tanden, som man siger, så nu rettede han skytset mod Skåne, hvor nedslagtningen af landbefolkningen i Visby var frygtelig, selv efter datidens målestok. Men Sveriges kong Magnus var en bangebuks, så han lod som ingenting og lod Valdes kønne datter[2] gifte sig med hans søn, Håkon, der tilfældigvis var konge af Norge.
Egentlig var både Sverige og Norge mest stemt for en alliance med Tyskland, og ham Håkon var i et svagt øjeblik blevet overtalt til at overveje at gifte sig med en søster, som 2 tyske grevebrødre kom slæbende med [3]. De havde faktisk allerede sendt hende af sted med damperen (enkeltbillet) til Norge, men da skuden passerede Bornholm, viste en biskop sin næstekærlighed ved at kapre skuden og spærre hyænen inde på Hammershus[4], som han så belejligt havde nøglen til. Der sad hun så til Håkon var blevet gift, til stor fortrydelse for hendes brødre, der jo gerne havde villet til de store fester og få deres billeder i de kulørte blade.
|
|
|
Hvad atter gør er atter det rigtige
|
|
|
|
3. reviderede udgave
|
Forståeligt nok lod Valde sig sjældent fotografere sammen med Helvig. Se bare de totalt kiksede øreringe, ha! Og hendes er heller ikke for kønne!
Gåsetårnet
Ellers gik Valde og hyggede sig med at indrette sit slot i Vordingborg, for ligesom at dække over sin smukke kone. "Sæt gåsen op i tårnet" foreslog arkitekten, men Valde misforstod det, og lod konen blive i de kongelige gemakker. Til gengæld blev der sat en køn lille forgyldt gås op i tårnet.
Så forenede de tyske hansestæder sig imod vores allesammens Valde og erklærede ham krig. Det ville Valde da skide højt og flot på. De var bare en flok kyllinger og forskræmte gæs, var de, ligesom den forgyldte gås i tårnet.
|
|
|
Jeg fiser jer lige op i hovedet, i fjerløse lørdagskyllinger!
|
|
|
|
Mooneren Valde
|
Eksil
Så tæskede tyskerne Valde og dræbte hans grimme søn Christian, der havde det efter sin mor, og Valde flygtede på 1. klasse ud af landet. Nå, det var nu ikke så slemt, han blev taget godt imod af begge paver[5], og rejste på pilgrimsrejse til Jerusalem og blev slået til "Ridder af Den Hellige Grav".
For those
without comedic tastes, the "questionable parody" of this website called
Wikipedia have an article about
Gåsetårnet.
Nå, hjem igen...
Nå, men han kunne jo ikke hygge sig i udlandet i al evighed, så han indgik en fredsaftale med tyskerne på de sædvanlige, urimelige vilkår:
- Hansestæderne fik Skåne i pant
- De fik også monopol på det skånske sildemarked
- De måtte også bestemme, hvem der skulle efterfølge Valde, når der ikke var flere dage tilbage
- Valde skulle gi' en kvajebajer. Og lørdagskylling til 50 personer.
Og så rejste Valde hjem i 1371. Efter at have kedet sig i nogle dage, besluttede han sig for at indtage Slesvig, så han kunne få del i den lukrative grænsehandel. Men ak, inden det kom så vidt, døde vores Valde på slottet i Gurre. Hans sidste ord, som han skrev med egen hånd, var:
|
|
|
I morgen er der atter en dag!
|
|
|
|
The Final Cut
|
Inden man havde fået taget sig sammen til at meddele verden at kongen var død (der var jo det med Hanserne og hans efterfølger), så dukkede netop et par Hanser op. For en nemheds skyld kan vi jo kalde dem Hans 1, Hans 2 og Hans 3. De ville gerne snakke et alvorsord med Valde, men det ville jo være en katastrofe, hvis de fandt ud af at han var død og at de nu selv kunne bestemme, så kongens drost, en fyr med det latterlige navn Henning Podebusk, sagde at kongen var syg og nok smittede indtil foråret. Hanserne sagde: We'll be back! Og så tog de hjem igen, så danskerne kunne få stablet en efterfølger på benene inden der var nogen, der opdagede noget.
Se også
Valdemar Atterdags hjemmeside
Genforenede danske noter
- ↑ Sjælland på dansk.
- ↑ Daisy hed hun. Og hun havde sin skønhed efter gartneren, der nok forstod at bruge sin grønne finger og sætte rosen i blomst.
- ↑ har vi ikke lige hørt om hende?
- ↑ Det var før Hammershus lå i ruiner, ellers var varanen jo nok stukket af alligevel
- ↑ Jepper, der var to paver dengang. En i Rom og en i
Cola Avignon. Det var fordi ham i Rom ville have biskopperne til at opføre sig på en kristen og beskeden måde og det kunne der selvfølgelig ikke være tale om. Så de valgte en pave nr. to, der fik hovedsæde i det sydfranske. Men det er en helt anden historie.
De danske regenter - Kongerækken
