Hans - eller Johannes - blev født den 2. februar 1455 på Aalborghus Slot. Til gengæld døde han den 20. februar 1513 på Aalborghus Slot. Hvor han også var født. Ringen var sluttet. Karma, du ved, karma.
Hans var konge af Danmark fra 1481 og af Norge fra 1483 til sin død. Sverige tronede han over i årenen 1497 til 1501.
Hvem var faren?
Det er jo et spørgsmål, som er blevet stillet i mange danske hjem, indtil vi fik først blodprøver og siden hen dna-analyser. Den slags nymodens mekanik fandtes ikke i 1455, nej, nej, så man måtte stole på det løse rygte, der løb hele byen rundt: At Hans var søn af selveste kongen! SELVESTE KONGEN! Og moren, det var hende dér Dorothea fra Otto Brandenburg. Selveste dronningen. SELVESTE DRONNINGEN! Hold da helt op! Ikke sært, at han gik rundt og blærede sig til højre og venstre[1].
Dårligt var knægten blevet et år gammel, før han - som skik og brug var - blev valgt til at efterfølge sin far for så vidt angår Danmark. I Norge og Sverige slæbte man lidt mere på benene, men i 1458 valgte også de Hans til tronarving.
Børn mig her og børn mig der
Hans blev tidligt moden og kunne allerede i 1478 bestige Christine af Sachsen. Seks børn fik de. Resten af sin børneflok fik Hans med Edele Mikkelsdatter Jernskæg[2]. Edele var i øvrigt gift med Torben Bille fra ca. 1501, der enten er musikanmelder eller afdød skuespiller, hvis man søger på Google.
Ud over disse utallige vanartede unger havde Hans åbenbart en søn, der døde i missionærstillingen ude i Mexico i 1567.
Kongen er død, kongen længe leve
Overskriften er en komplet misforståelse. I dag - ja, sidste gang i 1972 - udråbes regenten af statsministeren, hvis ellers ikke han kløjes i de par enkle sætninger, som han skal fyre af[3].
Men ikke i 1481, da kong Christian 1. tog billettten. Danskerne tog jo straks Hansemand til sig[4], for han var en af vore egne, men nordmændene og svenskmændene forsøgte at nå til indbyrdes enighed og sprænge Kalmarunionen og vinke bye-bye til Danmark. Men en ondskabsfuld nar startede svenskervittighederne i Norge, svenskerne gjorde gengæld og i 1483 havde vittighederne taget et omfang, så de to nabolande måtte opgive ethvert forsøg på at konspirere. Så slap Norge Hans ind på kongetronen. Svenskerne bed stadig lidt fra sig, men Hans var en tålmodig mand.
Eksempel på ondsindet vittighed mellem Sverige og Norge
- Svensken: Veit du kva vi gjer med gamle tyggiser?
- Nordmannen: Nei.
- Svensken: Vi samlar dei i hop, lagar kondomer av dei og sender dei til Noreg.
- Nordmannen: Vei du kva vi gjer med gamle kondomer?
- Svensken: Nei!
- Nordmannen: Vi samlar dei i hop, lagar tyggis av dei og sender dei til Sverige.
I ovenstående vittighed er det nordmanden, der er ovenpå. Havde vitsen været fortalt i Sverige, ville det være nøjagtig det samme, idet svenskeren næppe ville formå at vende vittigheden inde i sit hoved, da den jo er på nynorsk, som ingen andre end vestnordiske nordmænd forstår en ski' af.
Konge av Sverige också
Den svenske rigsforstander, Sten Sture, holdt kong Hans hen med snak i 16 år. Kong Hans var ligeglad, han havde jo Danmark og Norge. I 1497 afsatte det svenska rigsrååååådaat herr Sture på grund af imkompetence og druk[5]. Det gav kong Hans carte blanche til at råtæve Sten Sture ved Rotebro den 28. september samme år, hvorpå herr Sture måtte slikke røv og æde det hele i sig og love, at han aldrig skulle lade kongen vente i fremtiden. Så blev Hans konge af Sverige den 26. november.
Mor blander sig
I mellemtiden ikke langt derfra, var der også ballade. Hanseses unge bror, Frederik, ville gerne være hertug af Holsten. Det ville holstenerne ikke være med til.
|
|
|
Vi kan snuppe lidt Hans og lidt Frederik, men vi kan fanme ikke tåle 100% Frederik!
|
|
|
|
De holstenske herremænd, i en sjælden dansksproget udtalelse
|
Men de fik både Hans og Frederik, gjorde de. De lod bare, som om de regerede sammen gjorde. Deres mor, den gennemlumske Dorothea, som altid havde elsket lille frække Frederik højere end Hans (eller Hendes) forsøgte nu at gøre Frederik til medregent over hele riget. Men der stod Hans af, gjorde han. Han mandede sig op over for sin moar og ved stænderforsamlingen i 1494 blevet kongeriget erklæret for udeleligt. Hold kæft, hvor blev hun sur, den gamle havgasse.
Det viste sig hurtigt, at ideen med at indsætte Frederik som medhertug i Slesvig var rigtig dårlig. Det endte i oprør og ballade som sædvanlig, og med nød og næppe slap Hans og Frederik levende ud af Ditmarsken.
Ballade over hele linjen
Det gav Sten Sture i Sverige mod på at trække sine undskyldninger tilbage og gøre oprør. Kong Hans, der åbenbart var i Sverige på det tidspunkt, skyndte sig at løbe hjem til Danmark efter hjælp, mens dronning Christine ene mand[6] tappert holdt stand i Stockholm. Der gik ni måneder. Ikke et ord fra Hans. Skærgården frøs til. Olieprisen stormede i vejret. Det drøjede med uldssokkerne. Der var heller ingen bananer. Hvor var Hansemand?
Jamen, Hans måtte slås med tyskerne, der gik til angreb fra Lübeck pgra. de stigende marcipanpriser. Nordmændene, der endelig havde forstået svenskervitserne, gjorde også oprør, så Hans havde nok at se til og Frederik, mors lille dengse, var ikke til nogen nytte.
For at køre en kort historie lang, så endte Christine med at overgive sig sammen de de sølle 70 mand, der havde overlevet belejringen af Stockholm. Tre dage efter stævnede kong Hans ind i Stockholm havn, mens han sang:
|
|
|
Min kære ven! Her har du mig tilbaaaaaaaaaaaage!
|
|
|
|
Kong Hans i forventning om at gense dronning Christine
|
Men flaget var strøget og fuglen var fløjet. Stockholm var tabt. Sten Sture havde lovet dronningen frit lejde, men da han var meget imod at holde ord, tog han dronningen og de 70 stakler til fange.
Og der blev oprør i Norge som blev slået ned af prins Christian, den dejlige dreng, der var handelsblokade mod Sverige, tyskerne erklærede krig i 1510[7], og opbygningen af en dansk orlogsflåde kostede klejner, men gav pote, da vi tæskede Lübeckerne i den efterfølgende søkrig.
Ja. Ellers gik det meget godt.
Kongens fald
Kong Hans var god mod dyr, og hans elskede heste skulle kun have det bedste[8]. Så et af de fulde dyr skvattede på røv og albuer på vej over Skjern Å ved Tarm, da han var på vej til Aalborg. Stakkels Hans kom slemt til skade, gjorde han, og det var rigtig synd, for han var sådan en god konge. Hans tøj var sikkert blevet vådt i vadestedet og så blev han måske forkølet og slog hovedet og frøs og havde slået sig over det hele og der er fandeme langt fra Tarm til Aalborg, når man fryser og har slået sig. Og det...
Og så døde kong Hans det selv samme sted, hvor han var blevet født, fordi han var så god mod dyr. For at give friluftsmennesket Hans en sidste luftetur, besluttede man at gravlægge ham i Odense. Der ligger han stadig. I 1802 blev hans kiste åbnet for at man kunne se, om han stadig var død. Resultatet af undersøgelsen blev aldrig offentliggjort.
Kong Hans i dag
I 1976 åbnede Kong Hans i Vintapperstræde i København. Siden har han levede af finere madlavning. Selv om Fødevarestyrelsen er efter ham med smiley'er i tide og utide er han stadig en glad mand.
Og den unge Christian, der havde vist såvel vovemod som beslutsomhed, blev til Christian 2. Men det er en anden historie.
Vidste du at...
... Prinsessen på ærten ikke opdagede den, mens hun sad i sengen
Hans noter
- ↑ Mest venstre, han døjede lidt med at blære sig mod højre på grund af en gammel vandskade.
- ↑ Efter at Christine havde været der med Sachsen, hed hun blot Edele Mikkelsdatter Jern.
- ↑ Fra balkonen på Amalienborg, hvis den ikke er under renovering. Ellers må de op på skorstenen
- ↑ Et levn fra den tid er udtrykket "Hans kongelige højhed", selv om ingen konger siden har heddet Hans.
- ↑ Og Sten Sture holdt sig heller ikke for god!
- ↑ Og med 1.000 soldater til rådighed.
- ↑ Hvorfor? Fordi det rimer, derfor!
- ↑ Her rimede vi lige igen. Tjidim-tjidim.
De danske regenter - Kongerækken
