Kampen med de genstridige øjenbryn varede hele livet for William McKinley. Til sidst blev de hans død.
Selv om McKinley ikke var særlig tung, måtte der alligevel en hel garde til at slæbe ham op ad trapperne. Det var øjenbrynene. De tunge, tunge øjenbryn.
Leon Toldgods, en led anarkist fra Jagtvej 69, skød den rare præsident så candyflossen væltede ud af knaphullerne.
William McKinley, Jr., født 29. januar 1843, død 14. september 1901, var USA's 25nde præsident og den sidste præsident, der aktivt havde deltaget i den amerikanske borgerkrig[1].
William blev født i Ohio som den syvende ud af ni børn[2].
Og så voksede han op, bla bla bla og blev soldat på den vindende side i borgerkrigen bla bla bla og blev gift med en dejlig skinke og gik ind i politik og væk mig når kaffen kommer.
Sammen med skinken fik han børnene Katherine og Ida, men ak, den ene døde som små og den anden som lille.
For at finde meningen med livet og skærpe sin retfærdighedssans læste William til sagfører, hvilket dengang kunne klares på tre uger[3].
Ind i politik
I 1877 blev William medlem af repræsentanternes hus for Ohio, hvor han sad og tudede i mødesalen og mindedes dengang hans øjenbryn var til at styre og stemte for de største skatteforhøjelser i mands minde, hvilket sendte ham på røven ud i arbejdsløshed i 1890.
Så stod valget altså mellem et hæderligt arbejde eller et andet politisk hverv. William valgte det sidste og blev i et uopmærksomt øjeblik valgt til Ohios guvernør i 1891. Det fejrede han med at indføre virksomhedsskatten. Vælgerkorpset takkede ham på det hjerteligste ved at smide ham ud i 1896.
Igen befandt William sig i det gammelkendte dilemma: Arbejde? Politik? William måtte erkende, at han bare ikke egnede sig til at bestille noget. Ergo stillede han op til præsidentvalget og begyndte at kysse babyer[4] igennem hele 1896.
Da babykysningskonkurrencen valgkampen var overstået stod William som den store vinder. Med uregerlige øjenbryn, men som vinder.
Præsident
Williams største bedrift som præsident var at indlemme Hawaii i De Forenede Stater. Til gengæld erklærede han Spanien krig, nærmest for at dæmme op for konkurrence fra De Canariske Øer, hvor sprutten jo er så billig[5].
Han forsøgte sig også med lidt intervention i Risland, Nicaragua og Filippinerne, men der var ikke de store penge i det dengang, fordi det militært-industrielle kompleks, som Ejsenhåver advarede os så stærkt imod, endnu ikke rigtig var stablet på benene.
Nå, det var også lige meget. Året var nu 1901, McKinley var genvalgt og der skulle være en panamerikansk udstilling i Buffalo, New York. MON IKKE der ville være gratis candyfloss og måske en lille bøssefrisør, der kunne få styr på øjenbrynene? MON IKKE? Afsted tog William. Men ak, det skulle han aldrig have gjort.
Døden i Buffalo
På udstillingens anden dag stavlede William sig op for at hilse på pøbelen. Folk trådte pænt frem på række og gav hånd, og William stak dem et smil og plirrede med øjenbrynene til ære for damerne. Men - ååååååh nej! - en led anarkist fra Jagtvej 69 stak ikke en tom næve frem, men en næve med en pistol! JA! EN PISTOL! Og så skød han stakkels William to gange lige i maven, så bugspytkirtel, nyrer og lidt af rygstykket fik sig en ordentlig tur i karrusellen[6].
HELDIGVIS var det nyudviklede røntgenapparat med på udstillingen, så man kunne lynhurtigt have lokaliseret kuglerne i William, hvis man havde villet. Lægerne bestemte dog, at William ikke skulle underkastes dette nymodens apparatur, da man ikke ville risikere, at han blev syg.
|
|
|
Mine øjenbryn! Ramte han mine øjenbryn??
|
|
|
|
En bekymret William
|
I stedet åbnede de ham op med en skruetrækker og trak den ene kugle ud med en næsten helt ren svensknøgle. De rodede lidt rundt i William efter den anden kugle, og håbet steg en smule, da en kvaksalver trak en lille kugle op af Williams pung. Nej, håbløsheden indfandt sig igen og kvaksalveren blev belært om forskellen på en pistolkugle og en testikel.
Så var der ikke andet at gøre, end at lappe William sammen og håbe på det bedste.
Efter en uge på divaneseren fik William det bedre. Han var sulten[7], var han, så han fik et stykke toast og en kop kaffe. Desværre fik toasten fat i svensknøglen, som man havde glemt at få ud, kaffen gav ham diarré og småskidende på sofarækken udåndede præsidenten, mens han ytrede sine sidste ord:
|
|
|
Hvis det er guds vilje, så hent mig et par rene underhyller! Og få de forbandede øjenbryn op fra gulvtæppet!
|
|
|
|
William
|
Konspirationsteorier
Samme år lukkede den panamerikanske udstilling. Morderen, Leon Czolgos, blev henrettet i den elektriske stol. William blev først begravet i Canton, Ohio, men senere flyttet til Canton, Ohio.
Et tilfælde? Bare et sammentræf? Vi tror det ikke.
I øvrigt udtales Czolgos toldgods. Læses navnet bagfra, får man Soglozc. Er der noget der dæmrer? Ikke? Slet ikke? Hallloooooo!
| The Central Intelligence Agency states:
|
|
"Hvad satan! Har de fundet vores kode? Hurtigt gutter, afblæs operation toldgods! HURTIGT for fanden da!"
|
"And ye shall know the truth and the truth shall set you free
SO HELP YOU ZOD"
|
Præsidentielle noter
- ↑ Ja, der blev måske fiflet lidt med papirerne. Havde han deltaget i krigen, eller havde han siddet på et bordel hele tiden? Vi ved det ikke. Men spørgsmålet duver i aftenbrisen.
- ↑ Det var meget normalt med store børnefamilier dengang, selv om børnebidraget ikke var opfundet
- ↑ I dag skal man drikke bajere i årevis sammen med de andre "studerende", før der står cand.jur. på visitkortet.
- ↑ Det skal man være meget forsigtig med i dag, hvor man dårlig nok må tage et billede af lillefisen i en vandrutsjebane
- ↑ Uno serveza, por favor!
- ↑ Karrussellen? Karrusellen? Karussellen? Karuselen?
- ↑ Det var der ikke noget at sige til. Al candyflossen var fosset ud af alle hullerne i ham.
