Magt.
Og Lyndon gik efter guldet. I 1948 stjal han med sin gode ven, advokaten Ed Clarks hjælp, sejren i senatsvalget i Texas. 87 ud af 988.000 stemmer til Lyndons side afgjorde valget. (Desværre var en del af disse overskydende stemmer afgivet af afdøde eller ikke-eksisterende vælgere). Hurtigt blev rygtet spredt blandt de rige (Big Oil) i denne store oliestat, at penge investeret i Lyndon var penge i egen lomme. Nogle, der havde forstand på god værkstedshumor, begyndte at kalde ham Landslide Lyndon. Ja, ja. Om Lyndon vidste, hvordan man pisker sin vilje igennem senatet? Årh, jo du!
I de kommende år var Lyndon skiftevis mindretals- eller flertalsleder i senatet.
Og på mystisk vis blev skolelæreren/senatoren hovedrig i løbet af 50'erne uden at have anden indtægtskilde end sine valgpenge og senatorlønnen. Og Big Oil i Texas kunne læne sig tilbage og nyde, at ingen lovgivning, der ville begrænse deres indtægter, slap igennem senatorens hårde hånd. Demokraten Lyndon kørte et tæt parløb med den republikanske præsident Eisenhower op igennem 50'erne og særligt de rige nød godt af "Grease"-periodens økonomiske velstand.
Voksne Lyndon
I 1960 kunne Lyndon da egentlig godt tænke sig at blive præsident. Ideen var, at når de andre præsidentkandidater havde slidt hinanden op, skulle vores allesammens Lyndon lade sig krone på partikonventet som den eneste kandidat, alle kunne enes om. Not so. En ung knøs, John F. Kennedy, havde allerede før konventet stemmer nok til at blive demokraternes præsidentkandidat. Pis!
Lyndon blev tilbudt vicepræsidentposten. Det gav jo anledning til nogle overvejelser:
- Al den magt, som Lyndon havde udøvet som leder af senatet ville være pist borte
- Der skulle kysses en masse børn
- Han måtte holde kæft og være smuk, som en anden Vita Andersen
Hmmm.... Altsammen på minussiden. Men var der slet ingen plusser? Jo, et enkelt kunne det da blive til:
- Præsidentposten var blot et hjerteslag væk.
Big Oil fik for en sikkerheds skyld lavet valgreglerne i Texas om, sådan at Lyndon kunne stille op både til senatet og vicepræsidentposten. Skulle han så tabe kampen om Det Hvide Hus sammen med Kennedy, kunne han vælge at modtage valget som senator, og fortsætte som hidtil. Godt nok...
Vicepræsident
I januar 1961 blev JFK og LBJ indsat i deres nye embeder efter lidt valgfiflen i november 1960. Det var en spændende tid der fulgte, med en forfejlet invasion af Cuba, Berlinmuren, Cubakrisen og noget militært engagement i Vietnam.
Men for Johnson var der ting i gære, som vejede tungere: To af hans mere uheldige forretningspartnere var på vej i retten for bedrageri i større målestok og desværre kunne et obskurt pengevask-holdingselskab kaldet Brazos-Tenth Street spores direkte til Johnson, hvilket ville fjerne ham fra vicepræsidentposten og knuse ethvert håb om højere magt. Ikke så godt...
Lyndons fine venner i Texas havde før hjulpet ham med at påvirke dommere og embedsmænd, når Lyndons ryg skulle dækkes, men det kneb denne gang. Nu var det enten total nedtur eller en hurtig elevering til magtens tinde. Lyndon og hans kammesjukker besluttede sig for sidstnævnte.
Lyndon er nu præsident og alle er glade... Nåh, ja,
næsten alle
Dallas, Texas
Oh, hvilken herlig dag at starte sin præsidentkarriere i! Lyndon vidste ikke på forhånd, hvordan kammesjukkerne havde tænkt sig at fjerne Kennedy, men da riffelkuglerne fløj om kortegen på Elm Street fik han ligesom en anelse på en eller anden måde.
Lad os gøre en lang historie kort: Kl. 12.30 blev Kennedy ramt af flere skud, hvoraf ihvertfald det sidste var øjeblikkeligt dræbende. Lille Lyndon var de facto-præsident. Og nu var det tid for en lille hurtig oprydning.
Efter en lynhurtig obduktion af JFK blev liget ført ombord i præsidentflyet, Jackie Kennedy blev halet med, da Lyndon insisterede på, at hun skulle stå ved hans side, når han tog hendes afdøde mands job.
Og så aflagde Lyndon præsidenteden:
|
|
|
|
|
I, Lyndon Baines Johnson, do solemnly swear that I will faithfully execute the President of the United States and take his job, and will to the best of my Ability, abuse the Constitution of the United States and get rich real quick along with my fatty ol' friends!
|
|
|
|
|
|
| Præsidentlyndon
|
Så skulle der laves lidt dillerdaller med obduktionsrapporten og laves lidt dækhistorie til "de indviede" om, at mordet havde rødder i Cuba og at en verdenskrig var på vej, hvis den sande historie nogensinde kom ud. Og en tudende højesteretspræsident Warren måtte stå i spidsen for en kommission, der skulle tildække sandheden og alle, der ikke troede på lortet, var kommunister eller upatriotiske eller sindssyge.
Nu skulle man selvfølgelig tro, at Lyndon selv bakkede op om Earl Warrens rapport i 25 bind, men privat gav han ofte udtryk for, at der lå en konspiration bag. Og det havde han jo ret i. Det rejser dog et væsentligt spørgsmål til Warren-rapport tilhængeren:
- Når Lyndon Johnson ikke troede på sin egen kommissionsrapport - hvorfor gør du det så?
De to retssager, der havde truet med at knuse hans karriere, blev kørt til ende, uden at præsidenten blev indblandet.
|
|
|
You don't mess with The White House!
|
|
|
|
En skræmt anklager (ja, det var dengang)
|
Lyndon var en stor kunstkender og kunne tage sig en ordentlig tudetur, når han fik fat i et af
Gyda Larsens gamle bånd. Her lytter han til
Min røv har fregner (1901).
Præsidenttiden
Efter et lille års tid blev Johnson valgt til USA's præsident med en sejr over Barry Goldwater, der var så stor, at Amin Jensens navle virker lille i sammenligning. Og så eskalerede han naturligvis krigen i Vietnam, så hans venner i det, Dwight D. Eisenhower kaldte det militært-industrielle kompleks, kunne tjene nogen flere grunker.
Men var Johnson ellers en dårlig præsident? Næ, egentlig ikke. Han fik banket lovgivning igennem som kun han kunne:
- Sikring af stemmeretten til sorte,
- sygdomsbekæmpelse,
- skattenedsættelser til de fattige (og lidt til de rige),
- kriminalitetsbekæmpelse,
- statsstøttede uddannelsesmuligheder og
- medicintilskud til ældre og fattige.
Men den dersens skide vietnamkrig, blev ved med at gnave som en sten i skoen.
Da det igen var præsidentvalgstid i 1968 viste meningsmålinger, at Johnson ville have overordentlig svært ved at sikre sig sit partis præsidentnominering. Ikke så godt. Helbredet gik også ned ad bakke. Demonstrationer mod krigen tog til. Johnson gav op, selv om han havde vundet de første primærvalg. Den 31. marts 1968 sagde han på tv:
|
|
|
|
|
|
Accordingly, I shall not seek, and I will not accept, the nomination of my party for another term as your President even if you shoot the fuck out of the other candidates!
|
|
|
|
|
|
| Fjernsynslyndon
|
En kommende og en afgående præsident diskuterer, hvor meget lille Dick skal betale for båndoptagerinstallationerne i Det Ovale Værelse. Set i bakspejlet skulle Dick nok have sagt nej til tilbudet.
Så blev vennerne i Big Oil lidt sure, for de havde regnet med, at Lyndon skulle se efter deres interesser de næste fire år. Nå, skidt, der var jo altid Richard Nixon.
Pensionisttilværelsen
Lyndon blev depressiv. Der var noget, der nagede ham. Vennerne blev bekymrede og enedes om, at en psykolog måtte tale med ham. Men, men, men... Der kunne jo komme alt muligt skidt ud af sådan nogle terapeutiske samtaler, så det måtte gøres rigtigt:
- Den valgte psykolog blev knyttet til Ed Clark's advokatfirma og underlagt det meget amerikanske attorney-client privilege. Et holdkæft-bolsje, om man vil.
- Der blev banket en fond op, der skulle give psykologen nogle fede udbetalinger med års mellemrum, hvis han ikke havde kæftet op i mellemtiden.
- "De" vidste hvor han boede.
Så Lyndon fik sin terapi. Psykologen holdt kæft og fik sine penge. Og Johnson fik en iltmaske, fordi han ikke formåede at hive ilt ud af den omgivende luft. Og Lyndon gad ikke engang blive klippet og barberet mere. Det var jo alligevel midt i en hippie-tid.
Så blev Richard Nixon genvalgt som præsident og indsat i januar 1973. Så døde Lyndon. Og det var det.
