Selv om præsident Adams havde købt sin nye paryk for en slik mente kritikerne, at pengene kunne være givet bedre ud.
Der er to ting du skal vide. Hvordan du tjener penge og hvordan du bruger dem
John "Hvem sagde det?" Adams født den 30. oktober 1735, død på USA's nationaldag den 4. juli 1826, var USA's første vicepræsident og anden præsident.
Han var den første præsident, der boede i Det Hvide Hus. Selv om han dårligt nåede at flytte ind, før han blev smidt ud.
En mut og indesluttet oprører uden folkelighed og charme. Og en dårlig taber.
Baggrund
Lille John var efterkommer af Henry Adams, der var flygtet flyttet til kolonierne fra England omkring 1636. Hans far var landmand, så der var penge nok til at lille John kunne starte på Harvard i 1755 og blive jurist, ligesom 2/3 af rosset, der har siddet på præsidentposten. Hans mor karakteriserede ham senere som "en stridslysten lille satan, en ungdomsoprører og en rebel, der nægter at tage opvasken".
Sex! Sex! Sex!
John og Abigail diskuterer på deres sølvbryllupsdag om ægteskabet nu også var bindende.
I 1764 blev John gift med sit livs Abigail Rocket Blast, der var datter af en pastor, men det lod hun sig heldigvis ikke mærke af. Vielsesritualet tog lidt længere tid en planlagt, da John ikke bare kunne sige ja, men absolut skulle diskutere hvorvidt "i medgang og i modgang" var bindende rent juridisk. Og om det gjorde ondt.
Sammen fik de 6 børn ved kunstig befrugtning[1], hvoraf de 5 overlevede til en forholdsvis moden alder og John Quincy Adams blev præsident, ligesom daddy.
|
|
|
|
|
Daddy who? Daddy Cool, daddy cool!
|
|
|
|
|
|
| Darts
|
Ballademager
Nu skal vi jo huske på, at lille John voksede op før der var noget, der hed USA. Det var bare en lille flok kolonier, der hørte under den engelske trone, ligesom fx Sydafrika og Hong Kong i dag. Så kolonierne skulle betale skat til England, bla. den forhadte stempelafgift af 1765.
Den unge lille John tog som sagfører den lille mands parti imod kronen og blev snart så populær, at han blev valgt til Massachusetts repræsentantskab og siden den kontinentale kongres. Her var han med til at gøre George Washington til øverstkommanderende for hæren og piskede i det hele taget en stemning op imod kronen.
Afhængighedsuerklæringen
I 1776 blev han sammen med Thomas Jefferson, Benjamin Franklin, Robert R. Livingston og Roger Sherman sat til at skrive en uafhængighedserklæring. Det gik op i røv og gulvsand, fordi John ville diskutere formuleringen helt forfra, hver gang de mødtes. Til sidst skrev Jefferson erklæringen selv og lille John fik en olfert.
Nu udbrød hele balladen, der gjorde kolonierne fri af kronen. Johns opgave var at være forsyningsleder for oprørerne, sådan nærmest en brugsuddeler af en slags. Meget kan man sige om Johns formåen, men aldrig hørte man en oprører beklage sig over manglende toiletpapir eller Familie-Journalen.
Han blev sat til at forhandle med Frankrig, der ikke kunne døje englænderne og sammen fandt de på en rigtig god måde at holde englænderne uden for indflydelse både i Amerika og på kontinentet[2]. Desværre ville oprørsregeringen i Amerika skide på, hvad John havde aftalt med frøæderne. Så vandt oprørerne over kronen[3], og den nye regering sendte fluks John til England, så han kunne forklare den engelske konge, hvorfor han havde forsøgt at lave en fræk aftale med franskmændene. Han slap levende tilbage til Amerika, fordi han i et klarsyn så sig selv som en krybende orm i stedet for en diskussionslysten pernittengryn.
|
|
|
|
|
|
Og jeg så! Og se! Jeg kravlede baglæns ud fra tronsalen og varede min mund!
|
|
|
|
|
|
| Adams' erindringer
|
Vicepræsident
I 1789 fik amerikanerne så den ide, at de ville afholde præsidentvalg. Som noget helt naturligt stillede John op og da han fik hele fire stemmer mod Washingtons 2.343.433.231.765 blev han automatisk vicepræsident. For dengang gik vicepræsidentposten til den, der fik næstflest stemmer. Nu om dage svarer det til, at John McCain skulle være Osamas Obamas vicepræsident.
De næste 8 år sad han og diskuterede politik med sig selv, da ingen andre ifølge ham selv kunne komme med begavede indvendinger.
Til valget i 1796 gad Washington ikke stille op, da hans vælgertilslutning var faldet til 110%. Så måtte folket[4] vælge en anden. På en eller anden måde lykkedes det valgmandsforsamlingen at lave lort i det, så de kom til at vælge lille John i stedet Thomas Jefferson, der var medlem af et andet parti, men som altså blev vicepræsidentbørge.
Præsident
Det var selvfølgelig lidt af en nedtur for amerikanerne at se lille selvfede John som præsident, når de nu havde haft en rigtig præsident i otte år. Men sket var sket, og det kunne først rettes op ved næste valg.
Johns præsidentperiode gik selvfølgelig med uendelige diskussioner og bavl med franskmænd og englændere, der ville have/ikke have, at disse såkaldt forenede stater skulle blande sig/ikke blande sig i deres egen lille lortekrig.
|
|
|
|
|
|
"Som præsident nægtede jeg at lide i stilhed. Jeg sukkede, tudede og jamrede og nogle gange peb og skreg jeg. Og jeg må med skam erkende at jeg indimellem bandede. Jeg tror, jeg sagde pruttenumse engang. Eller to. Og fiselette, men det var mest til min kone. Og røvbanan.
|
|
|
|
|
|
| Johns dagbog
|
Heldigvis lykkedes det vicepræsident Jefferson at udmanøvrere pedanten John ved næste præsidentvalg, og der gik mange år, før de to igen kom på talefod via datidens Facebook, brevskrivningen.
Hvorfor skred han?
Jubelidioter påstår, at Adams rejste fra Washington i utide, så han kunne pleje sin søn Charles, der var ved at dø af druk. På en måde er det rigtig: John Adams ville hjem og sælge de tomme flasker, før de indgik i sønnens dødsbo.
John Adams kvitterede for nederlaget ved at skride fra Det Hvide Hus, lige så snart valgresultatet forelå, så USA reelt stod uden præsident, indtil Jefferson tiltrådte.
De sidste mange, mange år
Lille John henslæbte de næste 25 år som ekspræsident i sit hjem i Quincy, hvor han gerne tog imod kongresmedlemmer, senatorer, dommere, jurister, skabsbøsser og andre intellektuelle, der ville diskutere nationens fremtid med ham. Men der kom aldrig nogen.
|
|
|
|
|
|
Det er som at være vicepræsident igen. Jeg sitter her og taler med mig selv. Og bliver uvenner. Røvbanan! Du kan selv være en røvbanan!
|
|
|
|
|
|
| Demente John
|
Ih, hvor er jeg dårlig!
John Adams var
hypokonder og derfor syg fra barnsben til en høj alderdom, den sejlivede skiderik.
Da han endelig[5] lå for døden og skulle sige sine sidste ord, blev det selvfølgelig noget sludder.
|
|
|
|
|
|
Men Jefferson lever stadig!
|
|
|
|
|
|
| Døende John
|
Men det gjorde Jefferson bare ikke-nikke-nej, gjorde han ej. Han var død nogle få timer før. På årsdagen for uafhængighedserklæringen, ak ja, som John troede, at han havde været med til at skrive.
Må han hvile i fred, den gamle hugorm.
Det med småt, selv om det altid kan diskuteres
- ↑ Man skal passe meget på med at udveksle kropsvæsker. Man kunne gå hen og blive forkølet.
- ↑ Det er her. Os. Vi danskere. Europæere, om man vil, med EU og alt det lort.
- ↑ Kronen betyder her den engelske konge. Ikke den dersens devaluerede lille puttegøj, der gemmer sig i din sparegris
- ↑ Folket og folket. Præsidenten blev valgt af valgmandsforsamlingen, da den gemene amerikaner ikke kunne betros en stemmeret. De havde jo mudder på træskoene og alt muligt.
- ↑ Eeeeendelig!
