<span class="mw-page-title-main">James Monroe</span>

James Monroe havde en slående lighed med Humphrey Bogart og er sikkert den oprindelige inspirationskilde til "Play it again Sam".

James Monroe, født den 28. april 1758 - død den 4. juli 1831, var USA's 5. præsident i årene 1817 - 1825. Han optog Florida og Maine som delstater i unionen, tillod slavehold i Missouri og fremsatte Monroe-doktrinen.

Monroe-doktrinen, siger du?

JA! Det siger jeg fandeme! Var der noget?

Den unge Monroe

Farmand Spence var en plantageejer i den bredere middelklasse. Ikke rig, ikke fattig. Sammen med mor Elizabeth avlede han et utal af unger, hvoraf flere viste sig levedygtige i flere måneder - og enkelte i flere år. En af de sidstnævnte var vores lille James.

Som de fleste andre unge, der får lov til at tage en universitetsuddannelse, var James mere interesseret i at lave ballade end at lave lektier. Det kulminerede i 1775 ved slagene ved Lexington og Concord, hvor den unge mand sammen med en flok subsistensløse gamle drankere stjal den engelske guvernørs sytøj og sprængte arsenalet af hundeprutter og bagladekanoner i stumper og stykker. De stjal 200 musketter og forærede dem til en flok anarkister, der kaldte sig den kontinentale armé, der efter sigende slåssede for et frit Sydafrika. Altså negerfrit, ikke.

Efter krigen blev James advokat i Fredericksburg og medlem af kongressen, der bestod af en samling krigsgale døgenigte, der havde smidt den kære engelske konge ud og forvandlet Amerika til USA - og således er skyld i al den kaos, vi daglig ser på Youtube derovrefra: Finanskriser, terrorangreb, MacDonald's og forsikring af syge uden penge.

Det' s'gudda ikke særlig morsomt, det her!

Hold din kaje, din lille prutterøv! Hvis du vil more dig, så skrub over på Spademanns!

Ægteskab og hvad deraf følger

18 somre (og 17 vintre) - mere skulle der ikke til at skabe denne dejlige udsigt.

James Monroe giftede sig med Elizabeth Kortright i 1786, da hun stadig var lidt smålækker, nemlig 18 somre. Sammen fik de tre børn, da præventionsmetoden "jeg står bare af i Roskilde" havde det med at svigte, når det hvide vendte ud af øjnene og englene sang Hosianna i det Høje.

Som alle andre seksuelt veltilfredsstillede mænd, søgte James alligevel nye græsgange og endte derfor som senator i 1790, da han havde hørt at mænd med magt havde en god chance hos fruentimmerne.

Ambassadør i Frankrig

I 1794 blev James udpeget til ambassadør i Frankrig, hvor kongen hed Ludvig den 16., fordi de femten foregående var døde under mystiske omstændigheder. To år senere havde han forpurret det fransk/amerikanske forhold så grundigt, at han blev kaldt hjem og måtte ernære sig som advokat.

Det forhindrede dog ikke den nævenyttige James i at blive guvernør i Virginia, hvor han hængte 27 slaver for at gøre anstiftelse til oprør i stedet for at plukke bomuld.

Præsident Jefferson besluttede dog at sende James tilbage til Frankrig, hvor han endte med at købe Louisiana, det senere så kendte museum. Så blev han forflyttet til England, hvor det hele endte i håndgemæng og den britisk-amerikanske krig af 1812, hvor bl.a. Det Hvide Hus blev futtet af.

Jefferson og siden Madison - vidste snart ikke sine levende råd, og skiftevis lod de James være udenrigs- og krigsminister. Til sidst gav de op og overlod præsidentposten til hr. Monroe himself, da han slog sin modkandidat så eftertrykkeligt med et baseballbat, at al sang forstummede i 150 år.

1817-1825 - En æra af gode følelser

James Monroes fortid som tårnlinedanser kom ham til gode i hele præsidentperioden. Ved at udpege dygtige sydstatsmænd på den ene side og næsten lige så dygtige nordstatsmænd på den anden, balancerede han knivskarpt mellem de politiske fløje. Ingen havde noget at sige Monroe på. Ingen. På grund af hans del og hersk-politik kaldes tiden for "æraen af gode følelser", hvor alle havde noget at skulle have sagt, så længe de bare holdt deres kæft.

Præsidenten var en stor tilhænger af lokalt selvstyre, og sagde endda nej til at staten skulle støtte vejbyggeri og kontrol med renheden i isterninger.

Monroe doktrinen

I en tale til kongressen den 2. december 1823 slog præsidenten fast, at europæerne skulle holde sig ude af De Forenede Staters territorium og wannabe-territorier. Ingen kolonier ville blive tolereret. Ikke engang Gabriel Jensens. Til gengæld ville USA ikke blande sig i interne europæiske forhold, om så en skide malersvend fra München begyndte at terrorisere hele området.

Seminolekrigene

I december 1817 gav James Monroe Andrew Jackson ordre til at lede et felttog i Georgia mod Seminole og Creek indianere. Det lykkedes over al forventning og rødhuderne blev tævet ud af deres sidste ordentlige landområder og ud i ødemarken, hvor de kunne spise alt det sand, de ville.

En delegation af indianere tog til Washington og høvding Pushmataha fra Choctaw-stammen sagde til krigsminister Calhoun, at "Choctaw aldrig har spændt sin bue imod De Forenede Stater. Vi har givet og givet af vores land, indtil der ikke var mere." Krigsministeren tørrede en tåre af sin kind og nøjedes med at tage 2/3 af det land, som Choctaw'erne havde tilbage af bare bevægelse.

Senere liv

Den 4. marts 1825 futtede Monroe hjem til Virginia, hvor han levede i insolvens på akademikernes nåde og barmhjertighed, der åbenbart var lidt større dengang end i dag.

Af respekt for den gamle ventede de med at lave hans plantage om til et universitet, til efter han var død. Eller næsten.

I 1830 døde Elizabeth og James måtte flytte hjem til sin datter i New York. Hun lod ham leve i næsten et helt år, inden det bare blev for meget med den gamle klaphat og han sov stille ind af tuberkulose og en pude over ansigtet den 4. juli 1831, på USA's nationaldag. Han blev først begravet i svigerfamiliens gravsted, men i 1858 blev han alligevel gravet op og flyttet til Virginia, fordi han var begyndt at lugte og området skulle udstykkes til parcelhuse.