Præsident Harrison nåede lige at blive malet færdig, selv om han havde snue, inden han døde.
William Henry Harrison aka Old Tippecanoe fødtes den 9. februar 1773 og døde den 4. april 1841, hvilket var meeeeeget uheldigt, da han havde et meeeeget vigtigt job, han skulle have passet. Nå, skål og skide være med det!
Medicinstuderende, general, politiker og USA's 9. præsident. En hård nyser[1] med sans for at banke indianere og andre minoritetsgrupper.
De unge år
Her ses strikkepinden som fader Abraham Benjamin plejede at benytte som forebyggende middel mod storfamilier. Den anden blev brugt til at vende æbleskiver med.
William undgik med nød og næppe den strikkepind, som fader Benjamin forsøgte at fremtvinge en abort på moder Elizabeth med, så han kunne komme grædende til verden en sur og trist vinterdag. Syv børn var de. Lortestrikkepind!
Det var en meget politisk familie, hvor fader Benjamin var guvernør over Virginia og alt muligt og hans bror, Carter, sad i Repræsentanternes Hus og gjorde sig til. Ellers gik tiden på plantagen med at plukke bomuld og tæske slaver og høre kendte oratorer belægge deres ord med en ekvilibiritiet, som få behersker i dag.
Hvad fanden er en orator?
Det er sådan en, der kan tale floromvundent, ikke. Der var hverken tv eller Ipod, så man lyttede til talere, der forstod og belægge sine ord i stedet for.
Nå, hvor kom vi fra?
Som ung studerede William en kort overgang medicin, men heldigvis lykkedes afvænningen og han kunne fortsætte sine studier under Dr. Benjamin Rush, helst i knæstrømper og med shortsene nede. På universitetet i Pennsylvania, i øvrigt. I 1791 døde hans far på grund af nogle af drengens sygelige eksperimenter, og William forlod medicinen til fordel for de mere subtile drabsmetoder, som militæret kunne byde på. I øvrigt var William så fattig efter faderens død, at han var lige ved at tage et hæderligt arbejde, men heldigvis besindede han sig.
Militærkarriere
William startede som fænrik i infanteriet, hvor man øvede sig i nedslagtning af ufødte modstandere efter strikkepindemetoden, som William jo kun kendte alt for godt. I 1792 blev han udnævnt til løjtnant, fordi han altid sad så pænt ved bordet.
Hvad fanden er så en fænrik?
Det er ligesom en Henrik, bare med F...
Nåååååh, ja...
Siden blev han general og tævede indianerne, der ustandselig tirrede de hvide med deres krav om en anstændig behandling i deres eget land. I 1811 bankede han rødhuderne så kraftigt, at han fik tilnavnet "Old Tippecanoe", der betyder "Gamle Knækpølse".
Så blev han senator for Ohio, kun afbrudt af en kort periode, hvor han underviste columbianerne i demokrati og fairplay og lærte dem at dyrke opium og sige homies.
Den gamle ged general var egentlig gået på efterløn, da han blev halet ud af plantagen og støvet af, så han kunne blive præsidentkandidat i 1836. Men han tabte, gjorde han, selv om det var "nationen der kaldte". Hans politiske modstandere gjorde nar af historien med strikkepinden, de skiderikker.
I 1840 blev han støvet af igen, og nu lammetævede han Martin Van Buren, den selvsamme, der havde lammetævet ham fire år før med en strikkepind. Og nu lå vejen til magt og ære åben.
Præsident
For ikke at træde nogen over tæeerne, lod William kongressens ledere læse korrektur på indsættelsestalen, så han - ligesom dronningen - ikke kom til at sige sin ærlige mening, hvilket jo altid virker stødende på folk med korrekte meninger.
Beklageligvis blev talen meget, meget lang og den halvdemente præsident havde glemt sit overtøj, så han fik en slem forfrysning i sin tynde militæruniform, mens han lirede kongressens langstrakte budskaber af.
Jeg har hørt om folk, der har fået forfrysninger i røven, men aldrig i militæruniformen
Har du også hørt om folk, som lukker røven?
Nedtur
Pligtopfyldende som han var, afholdt han indsættelsesballer og indsættelsestaler, selv om han var blevet forkølet. Han blev taget i at snyde næse i det ovale værelses gardiner, som havde hængt der siden fru Washingtons tid[2] og stjæle sig til en lille morfar på skødet af den nye forsvarsminister, mens han snuppede et par romtoddyer mod frost og snue.
Men det gik fra ondt til værre: Lægerne blev tilkaldt! Og vi taler ikke om vor tids veloplyste mirakelmagere med reagensglas, aspirin og erhvervsfaglig grundudddannelse, nixen bixen. På den tid var det nærmest ligegyldigt om man tilkaldte lægerne eller en henrettelsespeleton, resultatet var det samme[3].
Den stakkels præsident blev åreladet, udsat for alt fra lavementer og mirakelmedicin over giftslanger og Føtex' håndkøbsudsalg af medicin til voodoo og afsværgelse af den kristne tro. Lige meget hjalp det. Resultatet blev derefter: William døde skrigende og uden at have regeret som præsident én eneste dag[4].
Hans sidste ord var:
|
|
|
|
|
Overhold grundloven! Det er alt jeg beder om! Overhold grundloven, I slappe, kønsløse kanaljer!
|
|
|
|
|
|
| Williams sidste ord
|
Men det var der ingen, der gad. Så nu skulle vicepræsident Tyler op og slås med hele kongressen for at blive det, han allerede var - USA's nye præsident.
Var det mord?
Jeps! Eksilcubanerne gjorde det. Og Richard Nixon.
Noter på dødslejet
- ↑ Prosit!
- ↑ Og sikkert var blevet lidt umoderne, selv om moden skiftede en anelse langsommere dengang.
- ↑ Travle forretningsfolk valgte dog altid henrettelsespeletonen, da den var hurtigere.
- ↑ William havde jobbet i 32 dage - eller dirty too days, som amerikanerne siger.
Tissenumse!
Nu skal du ikke være fræk, din lille abe! Bare fordi vi sidder bag hver sin skærm, så kan jeg sagtens komme over og labbe dig en!
