Mud har du aldrig hørt om. I Danmark har de aldrig eksisteret. I udlandet er de glemt. Væk. Borte.
|
|
|
I saw you sittin' at the sodastore where all the cast-off stardusts falls... Well, they write their names on the floors and hang their photographs on the walls
|
|
|
|
Rocket
|
Når folk købte denne long-playing plade, troede de, at de fik Muds hits Dyna-Mite, Tiger Feet og The Cat crept in med. Det gjorde de næsten også. Nemlig som medley i værste Johnny Reimar-stil. Og så måtte de ud og køwe singlepladerne alligevel. Skide smart, ikke...[1]
Rygtet siger, at det drejer sig vedrørende en gruppe på 4[2], som fx hed Les Gray som var sanger, og Dave Mount som var trommeslager og Ray Stiles som var bassist og Rob Davis som spillede guitar og havde sådan et ... girlie look. Ja. De var allesammen fra Carlshalton i England.
Men hvem var de? Har de overhovedet eksisteret? Og hvad rager det os?
Hvad rager det mig?
Ja, det er jo lige det vi vil frem til. Tænk nu, at du sidder og spiller et gammelt slaw Jeopardy fra 90'erne, hvor man stadig kunne huske 70'erne og du så blev spurgt:
|
|
|
Hvilken gruppe solgte flest plader i England i 1975?
|
|
|
|
Et gammelt slaw Jeopardy
|
Som den musikfreak du er, ville du sikkert stemme på Bay City Rollers, Sweet eller Slade, men det ville være helt i skoven. Svaret er:
Mud
Nemlig! Det havde du aldrig gættet, hva'?
Og hvor skulle de så lige være kommet fra
... Om man må spørge. Og det må man da! Jamen, de kom da så fra den mere obskure 60'er scene, hvor de fjollede rundt og spillede de sange, som Rob Davis skrev, og ingen gad købe, når de udkom på et eller andet nederen pladeselskab. Men det var lige meget, for folk flippede helt ud til deres koncerter og dansede på bordene. Det kunne man nemlig godt, for der var ikke tale om koncertsale, næh, Mud måtte nøjes med klasse B-værtshusene. Og de havde borde dengang. Og nu. Selv om vi skal ryge udenfor.
Og så kom det store gennembrud!
The Secrets that you keep
Atter en 1975'er
Oh! Boy
Muds sidste 1'er fra 1975
Fortæl, fortæl!
Jamen, det gør vi da osse! De deltog i et tv-program før børn og sang et eller andet lort. Det så Mickie Most, som var pladeproducer for så kendte navne som New World[3] og Swiiit og så tænkte han:
|
|
|
So ein Ding muss Ich auch haben!
|
|
|
|
Mickie Most i et tysk-inspireret øjeblik
|
Så hyrede han Mud til at spille de melodier, som Swiiit ikke ville have og så kom de på hitlisterne - også i Danmark - med Dyna-Mite. Så blev Swiiit sure og sagde, at det kunne de have gjort meget bedre, hvis de havde villet, men det havde de altså ikke villet, og nu kunne det være lige meget. Og de talte aldrig sammen, selv om de indspillede deres melodumser lige op og ned af røven på hinanden.
Muds fjerde singleplade hos Mickie Most's pladeselskab RAK blev Tiger Feet og den blev såmænd bare årets bedst sælgende plade i 1974. I England, ihvertfald. Og de fleste andre europæiske lande.
Var det Les, eller var det Elvis?
I de sidste par rifs på Tiger Feet gi'r Les Gray den hele armen som Elvis:
|
|
|
I really love! I really love your Tiger Feet!
|
|
|
|
Les Elvis Gray
|
Det skulle han imidlertid aldrig ha' gjort. Komponistægteparret Nicki Chinn og Mike Chapman så store muligheder i en varemærkeforfalsket Elvis, så nu begyndte de at skrive sange til Mud, som om de var til Elvis.
Det er lige værd at notere sig her, at den ægte Elvis stadig gik rundt i levende live i Memphis, Tennessee og åd sig halvt fordærvet og forærede cadillac'er væk som om det var Merci og tudede og savnede sin mor og græd og åd piller.
Så de næste singleplader[4] blev á la Elvis og - hupsedasse! - der røg sgu en ny nr. 1 i fælden, nemlig Lonely This Christmas, som siden er blevet genindspillet af et heavy metal-band, der tror, det er Elvis, der har indspillet den. Ja, ja.
Vi kan da heldigvis klare os selv!
Nu syntes Mud så, at de var blevet så populære, at Mickie Most og Chinnichap kunne rende og hoppe. De kunne da skrive deres sange selv, ligesom de havde gjort før. Men hvordan var det liiiiiige, det var gået?
Og sådan gik det igen. Mud nåede at se sit sidste nr. 1 hit fise ind på hitlisten, samtidig med at de sagde farvel til RAK. Så indspillede de en plade. Og en til. Og endnu en. Og den sidste. Så gik de fra hinanden. Og skiftede navn til Ring. Det hjalp heller ikke. Og i 1979 var de lige så glemte, som Stein Bagger vil være i 2012.
Er de allesammen døde?
Ja, nu er de døde. Ihvertfald Les Gray, som takket være 60 smøger om dagen fik strubekræft og døde på et hospital i Portugal. Og Dave Mount, der efter ikke at være blevet gættet i "Gæt hvem der var stjerne"[5] og have brugt 20 år som forsikringsagent, valgte at gøre brug af sin livsforsikring.
Ray Stiles lever stadig. Han er bassist i The Hollies', som ungdommen heller ikke kan huske. Rob Davis, den lange med øreringene, har skrevet noget disco-musik. Kender du Can't get you out of my Head med Kylie Minogue? Eller er den også glemt? For den lavede Rob, gjorde han nemlig, ævbæv. Og så håbede han, at ingen kunne huske ham fra Mud-dagene. Men det kunne de alligevel. Hans producent græd sin røv i laser af grin, da han så de gamle videoer.
Er der ikke noget youtube-shit med mudderdrengene?
Gu' fa'en er der så! Bare klik på lortet, tænd joint'en og så er der ikke et øje tørt:
|
|
Mud
Lonely this Christmas
|
Muddernoter
- ↑ Der er penge i lortet!
- ↑ Hvilket desværre er lige i underkanten, hvis man vil have grupperabat hos DSB.
- ↑ Ja, kendte dengang, ikke... Har du hørt om Tom Tom Turnaround? Living next door to Alice? Den sidste kender du måske, men ikke i 1970-udgaven, nok snarere med Smokie.
- ↑ Det yngre publikum, der endnu ikke har klikket væk, ved sikkert ikke hvad en single-plade er. I må se noget-i-den-retning under Pladesamling.
- ↑ Spot a Celebrity
