Abraham Abe Lincoln, født den 12. februar 1809 og død den 15. april 1865, var USA's 16. og største[1] præsident. Fra Springfield, Illinois.
Han blev den første præsident fra det spritnye republikanske parti, der siden har givet os så fornemme statsmænd som Bush og Bush.
Abe var præsident under borgerkrigen 1861-1865 og var som sådan ansvarlig for, at alle slaverne slap væk.
Opvækst
Selv om Abe's far, Thomas, var både hårdtarbejdende og ædruelig, havde drengen en nogenlunde normal opvækst. Ihvertfald indtil han blev 9 år, hvor næsten hele familien døde, inkl. mor Nancy. Så var den dag ødelagt. Far Thomas giftede sig med en enke, som han havde torperedet til et afdansningsbal på prærien i sine unge dage, nemlig Sarah Bush[2]. Abraham elskede hende højt[3], men faderens jalousi og mistænksomhed mod parret hindrede egentlig blodskam.
|
|
|
|
Han er luddoven! Det er ligegyldigt hvad jeg sætter ham til, så ender han i et hjørne med en bog. Forbandede rær!
|
|
|
|
|
Købmanden i New Orleans
|
|
|
|
|
Men han er en glimrende parodist! Han kan lave en Linda Lovelace på købmanden, så alle kunder standser op og glor!
|
|
|
|
|
Anonym købmandskunde
|
Tro aldrig på dette
Abraham rendte byærinder og gik til hånde for købmand Denton Offut, der solgte huder, glas, sukker, salt, heroin og kaffe. Hvis ellers ikke han sad på sin flade røv og læste Homer's Illiaden.
Konstant stillede denne bønnestage op til valg i New Salem, men byens borgere vidste heldigvis bedre end at stemme på sådan en lang lemmedasker. I stedet måtte han nu klare sig som byens postmester og som jernbanearbejder, høstmedhjælper, butiksassistent og landmåler[4]. Udover det læste han til advokat og blev endelig byrådsmedlem i 1834. Og dér sad han så og kukkede, ene mand i byrådet, for New Salem var døet ud og produktionen flyttet til Springfield.
|
|
|
|
Jeg er ung, ukendt og født i fattigdom. Jeg har ingen rige eller populære forbindelser, der kan anbefale mig, men opstiller i håbet om at byens uafhængige vælgere vil overdrage mig det ansvar at tjene i byrådet.
|
|
|
|
|
Abraham Lincoln, da han stillede op til byrådet i New Salem
|
|
|
|
|
Fis af, fætter langben! Vi stemmer kun på folk med penge!
|
|
|
|
|
Byens borgere
|
Som advokat slog Abe sig sammen med William Herndon, en dranker og hidsigprop uden humoristisk sans. Det gik selvfølgelig fint, for de var begge to nogle rodehoveder. Herndon havde sine papirer alle vegne, Abe havde sine i hatten. De red fra by til by og lavede lort i skilsmissesager, jorddisputser og testamenter.
I 1845 blev Lincoln valgt til kongressen, så han og konen, Mary Todd, flyttede til Washington, som dengang var USA's hovedstad. Mary flyttede dog hjem igen, hun var jo bare en simpel landsbytøs og ikke vant til toppede brosten, udendørs belysning eller rent undertøj. Og så havde hun også sine elskere hjemme i Springfield, naturligvis.
Desværre blev det unge kongresmedlem meget upopulær, da han var imod krig med Mexico, mens resten af USA ville se blod. Og naturligvis kæftede han op imod krigen, istedet for at sidde pænt på taburetten og lade sig brødføde af skatteyderne. Så - intet genvalg til upatriotiske Abe, bare hjem til flækken og lege advokat igen. Og Mary måtte smide en flok sømænd ud af bagdøren, da Abe pludselig råbte Hååårny, I'm håme!
Ballade om en jernabebane
Hvis det slavefri Illinois skulle have en jernbane, var det nødvendigt at de tillod slaveri, sagde Stephen Douglas, et kongresmedlem, der virkelig ikke kunne se, at man kunne bygge en jernbane udelukkende med lønarbejdere[5].
Fast ejendom
I 1857 fastslog den amerikanske højesteret, at en neger var en ejendom, ikke en borger. Og ejendomme har ingen rettigheder, så der var intet til hinder for, at slaverne byggede jernbanen uden nattillæg.
Så blev Abe sur og gik med i det nye republikanske parti, der var imod slaveri - dengang. Han holdt en storslået tale i Bloomington, der desværre er gået tabt for eftertiden, fordi referenten fik tyndskid. "The lost speech" kaldes den[6]. Vi ved intet om den. Men den var god! Og gribende! Og indtrængende! Og.. hvor fanden ved vi det fra???
Præsident
Aviserne var vilde med Abe og snart blev han det nye partis præsidentkandidat. Når han holdt taler overdøvede de bestandige klapsalver hvert et ord, men alle var enige om, at ræret havde ordet i sin magt.
Og Abraham Lincoln vandt valget så let som man trækker en gummistøvle op af mudderet.
De første dødstrusler mod Abe indløb, før han overhovedet havde tiltrådt embedet. Iført burka luskede han fra Illionois til Washington, hvilket selvfølgelig udløste en ophedet diskussion om indvandreres rettigheder i tidens dameblade.
PET valgte at skærpe sikkerheden omkring præsidenten: De gav ham tidens mest moderne overfaldsalarm, en ringeklokke.
POLITIETS EFTERRETNINGSTJENESTE siger:
|
|
"Det' dælme smart, do der, do der do! Så kan han da bar' ringe uden a' det koster en kron'!"
|
"Vi bekæmper trusler mod den indre sikkerhed og befolkningens tryghed"
|
I sin indsættelsestale rakte præsidenten en forsonende hånd ud til at alle niggerhaderne:
|
|
|
|
I jeres hænder, mine utilfredse landsmænd, og ikke i mine, ligger det store spørgsmål om borgerkrig. Hvis I starter en krig, så skal I satanbroderme osse få en krig, til I ligger og rådner i en sumpet massegrav!
|
|
|
|
|
Sure Abe
|
Sydstaterne svarede med at angribe fort Sumter, som var et nordstatsfort, der lå i South Carolina[7], en stat, der havde trukket sig tilbage fra unionen.
Lincoln indkaldte 75.000 mand til hæren:
Kære _____ !
Det ville glæde din præsident, hvis du tog noget orn'lig militærtøj på
og døde for dit land. Er torsdag kl. 7 i orden med dig?
Så ses vi bare der, ikke. Hils din mor og far og sig, at du døde for
niggernes frihed, så skal du se dem smile, når du drager afsted.
Knus,
Abraham L.
Negrenes frihed
Snart tæskede alle amerikanerne løs på hinanden, mens slaverne bare stod og grinede dumt i baggrunden.
Lincoln svarede igen ved at proklamere negrenes FRIHED gældende fra nytårsdag 1863, så nu havde de hverken en bomuldsplantage at arbejde på, en stald at sove i eller en hytte, hvor deres kvinder kunne blive voldtaget og føde små søde mulatbørn. Slaverne var i oprør! I vrede dannede de KKK, hvor de forklædte sig bag hvide kapper, men deres sorte negle afslørede dem.
Snart var både negre og almindelige mennesker med i nordstatshæren, hvor de skød huller i buksebagen på sydstatshæren og brændte 1/3 af Amerika af.
Gettysburgtalen
Efter et blodigt slag ved Gettysburg i Pennsylvania, hvor 45.000 soldater blev skudt i bærret og en nordstatsmand tabte sin hat og en neger brækkede en tånegl, blev det besluttet at lave stedet om til en kirkegård. Så slap man for at slæbe ligene alt for langt væk. Her holdt Abe den tale, der siden er blevet kendt som gettysburgtalen, fordi det var en tale, som han holdt i Gettysburg, Pennsylvania ved indvielsen af den nye kirkegård, fordi man ikke gad slæbe alle de døde væk.
Præsidenten holdt bare en kort lille tale, men siden er den blevet lært udenad af skolebørn i generationer[8]. Der er ingen grund til at gengive hele lortet her, essensen er, at "de døde ikke forgæves, vi kan bruge dem som gødning". Smukt og enkelt.
Om talen skrev en bevæget journalist fra Chicago Times:
|
|
|
|
Enhver amerikaners kinder må rødme af skam, når han læser de tåbelige, flade og opvaskevandsagtige ytringer fra en mand, som man må pege ud for intelligente udlændinge som De Forenede Staters præsident.
|
|
|
|
|
Chicago Bad Times
|
Genvalg
Selv om Abe genopstillede i 1864 var chancen for et genvalg ikke særlig god. De sidste 32 år havde alle siddende præsidenter været engangsknald. Men nordstaterne vandt efterhånden sejr på sejr, og med den endelige sejr i sigte, blev han genvalgt med reklamation.
Den 9. april 1865 overgav sydstatsgeneral Robert E. Lee sig officielt til U.S. Grant og krigen var forbi.
De frie negre misbrugte straks deres frihed til at grundlægge Bronx, jazz og hiphop, så det ikke var til at finde noget ordentlig musik med Birgit Lystager nogen steder. Og de røg crack og gik med store guldkæder og fyldte op i fængslerne, så man næsten ikke kunne finde en ledig celle til et anstændigt menneske.
En skuespiller overspiller sin rolle
Mordet på Lincoln har sin egen artikel, hvor du kan læse om svig, overdreven fædrelandskærlighed, et hop fra en balkon og en kugle bag øjet. Spændende, medrivende, blodigt og måske lidt søvndyssende for ADHD-patienter.
Ihvertfald endte Lincoln sine dage den 15. april 1865 kl. 7.22 i et soveværelse, der ikke var hans.
Hvad der videre hændte
Sønnen Todd var en overgang minister. Hustruen Mary døde i sit hjem i 1882, da sengen brast pgra. for mange sømænd.
I dag er mange ting opkaldt efter præsidenten. Man kan kende dem på, at de hedder noget med Lincoln - fx biler, forsikringsselskaber, byer og parker, hønsehuse og et udedas i Minnesota. Ligeledes hører man ofte i nattelivet politibetjente omtalt som aber, hvilket er en kærlig hentydning til den principfaste, kampklare og elskede Abe Lincoln.
|
|
|
|
Du må da være skudt i roen!
|
|
|
|
|
Skoleelev, der sammenligner sin elskede lærer med Lincoln
|
Versefødder
- ↑ 1.90 m
- ↑ Der kan man bare se - atter en Bush! "Og der stod Thomas med hovedet i Bush'en"
- ↑ 1,90 m
- ↑ Det var som landmåler den unge Lincoln erfarede, at Illinois efterhånden var vokset så stor, at den dårligt kunne være i Illinois.
- ↑ Alene efterlønsspørgsmålet kunne lægge landet i ruiner.
- ↑ Talen, ikke tyndskiden.
- ↑ Karoline for neden, som hun også kaldes.
- ↑ Dog ikke de seneste generationer. Man har opgivet at lære dem noget som helst, da de hverken kan sidde stille eller holde kæft.