Franklin Pierce

Ooork jo! Der findes da bedre billeder af Franklin Pierce end lige netop dette her. Men hvis du læser tragedien her, så vil du sikkert synes, at dette billede er meget passende.

Franklin Baby Pierce - født 23. november 1804, død 8. oktober 1869 - var USA's 14. præsident. General og sagfører, naturligvis. En ynkelig figur, der gik fra tragedie til tragedie og endte med at blive totalt afskrevet af den amerikanske befolkning og sluttede sit liv med at kigge alt, alt for dybt i flasken.

Sød ved børn, var han dog. Og mod sydstatsfolk, ikke mindst.

Drengeårene

Lille Baby-Pierce blev født i en træhytte som barn nr. 17 ud af 81. Hans far var landmand, og hans mor var et hjemmegående husdyr, der holdt indianere og nullermænd væk fra krydderbollerne. Selv som lille så Franklin ualmindelig piget ud, men faderen slog det hen med ordene: "han vokser nok fra det". Det gjorde han ikke.

Lille Franklin kom på pop-drengeskole, men i et anfald af hjemve stak han af på strømpesokker og uden underbukser og løb hjem. Uden at sige et ord satte faren ham op på hestevognen og kørte ham halvt tilbage til skolen. De sidste 110 kilometer måtte han gå på sine flade klovnepoter. Så var han kureret for den hjemve.

På college gik det lidt bedre. Første og andet år havde han bundplaceringen i klassen, men da han tog sig lidt sammen og viste lærerinden sin lille orm, endte han som klassens tredjebedste.

I attenhundredoghvidkål bestod han jurastudiet og begyndte som advokat. Hans første sag var en fængslet alkoholiker, der havde lagt sag an mod sig selv for selvdestruktiv opførsel. Men Pierce tabte sagen; Klienten blev frikendt, og måtte derfor betale alle sagens omkostninger, da alkohol blev anset for at være uskadeligt i mængder under fem liter dagligt.

Pollertæææk

Den lovende unge sagfører blev rodet ind i det demokratiske partis mange krinkelkroge, og gik fra 1828 fra det ene smålumre embede til det andet. Det hjalp lidt på det, at farmand var guvernør en overgang.

I 1832 blev han valgt til kongressen. Kun 27 år gammel, det rene barn, og ikke kun af udseende. Han gik til valg på løfter om større glas med babymos og bleer, der ikke giver rød numse. Siden forlod han igen politik, og sagde nej til alle de embeder, der kom i vejen. Kun jura, ingen politik.

Op på hesten igen, du gamle

Pierce fik rang af brigade-general under den mexicansk-amerikanske krig, hvor han faldt af en hest og besvimede ved et vigtigt slag dagen efter, indtil det lykkedes ham at indtage Mexico City med jalapenos og tortillas og god, mexicansk øl til. Helt og antihelt på samme tid.

Præsident som 48-årig

Demokraterne havde fire lovende emner i 1852, da de mødtes i Maryland for at vælge præsidentkandidat. De røg i totterne på hinanden. Partiet var splittet. Ingen klar vinder i første afstemning. Ej heller i anden afstemning. Eller i tredje afst.. (forkortet af red.). End ikke i afstemning nr. 48. Så kunne det hele også være lige meget - de fire kandidater blev kasseret og i stedet valgte man Pierce, fordi han havde sådan nogle søde pusselanker, og fordi han havde været ude af det politiske liv de seneste 10 år.

Da Pierce aldrig havde udtalt sig hverken for eller imod slaveriet, som var det helt store spørgsmål i de år, kunne alle acceptere ham. Han vandt så stort over sin modkandidat fra Whig-partiet, general Winfield Scott, at hele Whig-partiet afgik ved døden.

Et dødsfald I

To måneder før sin indsættelse, blev Pierces søn dræbt i en togulykke, som Pierce og konen Jane kun med nød og næppe overlevede.

Jane blev overbevist om, at sønnens endeligt var en guddommelig hævn, fordi familien havde hævet sig over sin klasse.

Et dødsfald II

Pierces vicepræsident kunne kun holde til at spise pindemadder og nippe til cocktaildrinks i en måneds tid, så døde han af kronisk forstoppelse i mellemøret. Resten af sin præsidentperiode havde Pierce ingen vicepræsident, selv om den guddommelige hævner hvert øjeblik kunne slå til igen, ifølge Jane.

Det hele sejler

Det gode ved at vælge en præsident, der ikke har en mening om noget, er, at han ingen uvenner har. Det dårlige er, at han heller ingen venner har.

Igen og igen kom nationens problemer helt bag på regeringen.

Kansas bløder

Indtil 1850'erne var Kansas et Ingenmandsland fyldt op med tvangsforflyttede indianerne og skvalderkål. Efterhånden fandt de såkaldte pionerer dog ud af, at de egentlig godt kunne bruge dette ørkenlandskaw alligevel.

I 1854 fremsattes lovforslaget om Kansas-Nebraska, der skulle dele området op i to stater, ja, nemlig, Kansas og Nebraska. Kansas skulle blive en slavestat, mens Nebraska skulle blive slavefrit, en såkaldt fri stat. Men nu gik det op i lort og lagkage. Fupvælgere flyttede til området for at påvirke valgresultatet, og jo, der var langt flere stemmer end der var stemmeberettigede.

Slavetilhængerne valgte deres egen regering, mens Washington anerkendte en slavefri regering. I fire måneder herskede borgerkrigsagtige forhold, indtil en såkaldt våbenhvile kom i stand, der blev overholdt på overfladen, men ikke rigtig i praksis - sikkert fordi mægling mellem voldsmand og -offer ikke rigtig var slået igennem endnu.

Bleeding Kansas er blevet kaldt starten på den amerikanske borgerkrig.

I al hurlumhejet om slaver/ikke-slaver, døde tiltroen til præsident Pierce, og der var ikke rigtig nogen, der gad ham mere. Han blev end ikke nomineret som sit eget partis præsidentkandidat i 1856.

Han var også den første præsident, der havde en fuldtidslivvagt, fordi en eller anden havde kastet et blødkogt æg efter ham.

Farvel, farvel

Og goddag, goddag til flasken.

Ekspræsidenten brugte enhver lejlighed til at fortælle de slavefrie stater, at de skulle behandle slavestaterne stuerent og at alle da måtte kunne tale sammen, før det hele endte i ballade:

		Skål for helvede da! Og skide være med det! Vi er sgudda venner, ikke? VENNER, FOR SATAN DA!
	Fredsmægler Pierce

Da det hele så alligevel endte i ballade, angreb Pierce præsident Lincoln for at slække på retsprincipperne:

		Du ka' sgudda ikke smide folk i fængsel, bare fordi de har brændt et af dine lorteforter af, mand! Sæt dig nu ned og la' os tage en bajer, Abe, vi må sgudda kunne snakke om det, for fa'en da...
	Ekspræsidenten

Så kom noget smudskorrespondance mellem Pierce og sydstaternes præsident Jefferson Davis frem i lyset, hvor Pierce gav indtryk af at holde mere med sydstaterne end med nordstaterne:

		Kære Jefferdreng! Når du snart vinder krigen, så vil jeg være krigsminister i din regering. Tænker altid på dig. Gi'r du en bajer efter krigen? Ååååhr, bare én, din lille nærigrøv!
	Brevskriver Pierce

Den lærde forfatterinde Harriet Beecher Stowe kommenterede korrespondancen i en avisartikel med disse få, velvalgte ord:

		Ærkeforræder! Lusepuster! Pissenarrøv! Nigger!
	Forfatterinden bag Onkel Toms hytte

Heldigvis døde Jane i 1863 af indestængte agressioner, så hun slap for at høre på den slags pis.

Efter Mordet på Lincoln smed regeringstilhængere sort maling på Pierces bolig og anklagede ham for at være medskyldig i præsidentmordet. Pierce forlod frygtløst sit hus, vaklede ud til flokken og talte dem til ro over en kasse bajere. Flokken takkede ekspræsidenten på det hjerteligste ved at stikke af med de tomme flasker.

Pierce blev 64 år. Hans lille mavse var ødelagt af alkohol.

		Bøøørps!
	Pierces sidste ord