Fru Krusse, fru Eisenhower, hr. Krusse og Ike i tissekøen til afdansningsballet på Brønshøj Skole i 1959.
Ike viser hvordan man overgiver sig til russerne.
Ike og Dick henvendte sig primært til husmødrene, hvor deres let slikkede udseende scorede billige points.
Julia Nixon og David Eisenhower. To præsidenter forenet en generation for sent.
I LIKE IKE!
Dwight David Eisenhower eller Ike blev født den 14. oktober 1890 og døde den 28. marts 1969 uden at være kommet til bevidsthed.
Han var øverstbefalende for de allierede under anden verdenskrig, General of the Army og øverstbefalende for NATO 1950-52. Han var præsident i otte år fra 1953 til 1961.
Familielivet
Som de fleste andre præsidenter, blev Eisenhower født i Texas. Hans far hed David og moren hed Ida. Selv var Ike nr. 3 ud af en søskendeflok på syv.
Egentlig stammer slægten fra Lothringen i Frankrig, men det forhindrede dem ikke i at flytte fra Texas til Kansas omkring år 1900 for at komme væk fra de ubetalte regninger.
I 1916 blev Ike gift med Mamie Doud. Sammen fik de to børn, hvoraf nr. 2 stadig lever. Nr. 1 døde som lille bitte i 1922 efter en ubetydelig vådeskudsepisode i hjemmet.
Militær karriere
Fra 1911 til 1915 gik Ike på militærakademiet, hvor han blev officer og gentleman, hvilket senere er blevet så glimrende filmatiseret med Richard Gere. Så indtraf det, der populært kaldes 1. verdenskrig og Ike blev tankpasser officer i tankkorpset, hvor han kørte rundt og tankede op hele dagen. Men benzinen var jo også billig dengang.
Vel hjemme igen avancerede Ike fra den ene post til den anden, indtil han endelig røg med general MacArthur til Filippinerne som oberstløjtnant. Her gik han og gloede på søde små filippinerpiger indtil 1937, hvor et grimmer tilfælde af fladlus sendte ham retur til Staterne, indtil japserne i 1941 bød op til krigsdans ved at bombe Pearl Harbor.
Det hele endte i 2. verdenskrig og skrig og skrål, indtil Hitler måtte skyde sig i sin førerbunker og kejser Hirohito fik en ordentlig lammer:
|
|
|
Kan du sige "Panasonic sucks", din lille japser?
|
|
|
|
Ike
|
Efter krigen blev Ike udnævnt til General of the Army, som er det samme som feltmarskal, men det kan amerikanerne ikke stave til, så i stedet gjorde de Ike til øverstbefalende over NATO, så han kunne holde de slemme russere i skak, indtil mandfolket Anders Fogh Rasmussen kunne tage over.
Men nu ville Ike være præsident, lige som så mange andre jurister generaler.
Valget i '52
Var der nogen, som Eisenhower var træt af, så var det Harry Truman. Han kunne bare ikke snuppe den lille stangtøjsforhandler og nu ville han selv have embedet. Ike kunne frit vælge, om han ville være præsidentkandidat for Demokraterne eller Republikanerne. De var ellevilde med ham, hele koret. Han valgte Republikanerne. Demokraterne indså straks, at slaget var tabt, så de satte Adlai Stevenson, der både var skaldet, begavet og veltalende, på uriasposten som præsidentkandidat. Ham var der alligevel ingen, der gad høre på.
Ike gik til valg på at ville afslutte krigen i Korea, kommunismen og korruptionen. Derfor valgte han Dick Nixon til sin vicepræsidentkandidat. fnis!
Valgnatten var rent proforma. Man lod bare som om man talte stemmerne op, men tømte i virkeligheden samtlige valgbokse direkte i Hudsonfloden. To minutter efter valgstedernes åbning blev Ike kåret som vinder med 101% af stemmerne, hvilket var lidt mindre end forventet.
Præsident
Det første den nyvalgte præsident gjorde, var at opgive sin titel som femstjernet general. Man kunne ikke både være præsident og general, når man skulle være Commander in Chief, som en flok fulde jurister så rigtigt sagde over et par bajere, inden de brækkede sig på hinandens slips.
På indsættelsesdagen valgte Ike og konen at fornærme den afgående præsident, da de nægtede at stikke næsen indenfor i Det Hvide Hus til den traditionelle kop kaffe med wienerbrød. Så det var en småmopset Harry Truman, der måtte vade ud i bilen til Ike og køre til Capitol, hvor den sædvanlige præsidentlirum-larum skulle aflires.
Så Ike aflagde præsidentløftet på sin mors gamle Smith & Wesson-bibel og holdt en lang og kedelig tale, hvor han roste den amerikanske livsstil og lovede en kylling i hver en gryde og en bil i hver en carport. Og en ordentlig stivert i hver en husmor, men det blev klippet ud.
Happy Days
Der var penge i kassen i de år. Bruttonationalproduktet steg som et Norwegianfly på vej til Tenerife med fulde svenskere og Joe McCarthy jagtede alle kommunister - herunder socialdemokrater og Liberal Alliance - ud af alle offentlige embeder og Hollywood. Ren idyl.
Ike brød sig dog ikke særlig meget om MacCarthy, så han fik en hemmelig aftale med bourbon-producenterne om, at de skulle skrue låget fastere på. Dette førte til McCarthys totale nedsmeltning omkring 1956.
Som toppen på kransekagen fik de første negere lov til at gå i skole med pæne, hvide mennesker og begyndte at ville sidde ned i bussen og alt muligt, så præsidenten måtte sende hæren ud og skyde beskytte dem mod sig selv.
Byggeriet boomede, husmødrene fik køleskab og farmand fik en bil, så han kunne jolle rundt på de 66.000 km highways, som regeringen byggede til lejligheden.
Og Hawaii og Alaska kom med i unionen, så vi senere kunne få glæde af Sarah Palin som vicepræsidentkandidat og foldeud-pige for et te-blad.
I 1956 genudsendte man valgkampen fra 1952, og hele nationen lo af skadefryd, da Stevenson fik røvfuld igen, denne gang med 119% af stemmerne imod sig.
Ude i den store verden
... var alt roligt. Lige så snart Formand Mao fandt ud af, at Ike ville blive præsident, skyndte han sig at trække kineserne de nordkoreanske tropper ud af Sydkorea og nøjes med at plage sit eget folk.
Og Sovjetunionens Stalin blev så betænkelig ved Ikes magtovertagelse, at han døde og overlod den kolde krig til Krutsjev, den lille tyksak med den store virkning. Hverken Kina, Korea eller Sovjet turde så meget som vifte med ørerne, før Kennedy blev valgt, men det er en anden historie.
Og så taler vi ikke mere om det!
Farvel, Tut
Da Eisenhowers præsidenttid lakkede mod enden stod det klart, at vicepræsident Nixon ville blive republikanernes præsidentkandidat.
Pressen spurgte derfor helt naturligt Ike, på sin sædvanlige luskede og bagstræberiske måde, om hvad Nixon havde udrettet som vicepræsident.
|
|
|
Giv mig en uge, så skal jeg se om jeg kan komme på noget.
|
|
|
|
Ike
|
Det var ikke heeeelt rigtigt, for Nixon havde fuld fart i planerne om at invadere Cuba og stjæle generobre øen til glæde for mafiaen og Pepsi Cola.
I sin afskedstale til nationen advarede Ike om, at det militært-industrielle kompleks ville tage initiativet lige ud af hånden på den næste præsident, hvis han ikke var på vagt. Krige er god business, men det sagde han nu ikke højt.
Sammen med Mamie flyttede ekspræsidenten til Gettysburg og fik sine fem generalstjerner tilbage og døde i 1969, da han fik en medalje galt i halsen. Han blev begravet for fuldt honnør og æres fortsat højt i de lande vi normalt sammenligner os med.
