Denne gamle grissebasse havde ingen problemer med at score unge damer, efter han blev USA's præsident.
John Tyler blev født den 29. marts 1790 og døde den 18. januar 1862. Tyler endte som USA's 10. præsident i perioden 1841 - 1845, en ære han gerne havde været foruden, hvis det ikke havde skaffet ham i bukserne på den smukke Julia Gardiner.
|
|
|
|
|
Hvis saadan et grihmt Baenghel kan score saadan en Laekkerbidskhen, saa skal Ieg ogsaa være Polliticcer!
|
|
|
|
|
|
| H.C. Andersen
|
John Tyler var den første amerikanske vicepræsident, der overtog præsidentembedet som følge af en forgængers mystiske død.
Baggrund
Tyler blev født på en tobaksplantage i West Virginia i 1790, som yngste datter af John Tyler Senior og mor Mary. Penge var der nok af, for der var ikke indført rygestop endnu, så John junior fik den fineste uddannelse, der nogensinde har kunnet købes for penge: jura!
Militær karriere
Den lovende unge advokat stod i spidsen for en lille samling bistandsklienter i militæruniformer, der skulle beskytte hovedgaden i Charles City i Virginia i krigen mod England 1812-'15. Delingen kom aldrig i aktion, men det skal dog nævnes at den blev udsat for visse tab i 1814, da en hel stabel madpakker forsvandt på vejen fra marketenderiet. Der forsvandt endvidere usædvanlig mange negerbørn fra Charles City i de år, men de blev da heldigvis allesammen fundet igen. Voldtagne og med hovedet skåret af. Men det er jo hvad der sker, når der er krig.
Politiker
Som politiker gjorde han karriere inden for det demokratiske parti, inden hans modvilje mod præsident Jacksons tøjsmag tvang ham over i det nye Whig-parti.
Whig
Whig betyder paryk. Tyler havde ingen paryk. Alligevel var der ingen, der mistænkte ham for at være anti-whig. Denne blåøjethed skulle de snart komme til at fortryde.
Han virkede som medlem af kongressen, senator og Virginias guvernør, indtil han i 1840 blev klasket på benene som William Henry Harrisons vicepræsidentkandidat.
|
|
|
|
|
|
Ol' Tippecanoe and Tyler Toooooooooo!
|
|
|
|
|
|
| Valgslogan fra 1840
|
Det kunne jo aldrig være så slemt at gøre bænglen til vicepræsident, for hans eneste tjans ville være at studere stueplanter og ringe med en lille klokke i senatet. Men, men, men...
Præsident!
William Henry Harrison døde af forfrysninger i pusselankerne efter 32 dage i præsidentembedet. Det mente lægerne ihvertfald, selv om de havde svært ved at forklare lugten af ricin, der steg op fra gamlingens lunger.
Efter at have vasket hænder og gemt en flaske væk i køkkenskabet, aflagde Tyler STRAKS præsidenteden på den helligste af alle bøger[1] og holdt en rask lille indsættelsestale, selv om der ikke rigtig var tale om nogen indsættelse.
|
|
|
|
|
|
Med hensyn til Whig-partiet, der har stolet på mig i et og alt, kan jeg med stolthed sige: owned!
|
|
|
|
|
|
| Den nye præsident
|
Julia Gardinstang var langt yngre end præsident Tyler, men af en eller anden grund følte han sig tiltrukket af hende alligevel.
Et sundt og godt kærlighedsliv
Tyler måtte trækkes med sin kone, Letitia, der sad i kørestol, helt til september 1842, hvor hun gjorde selvmord ved at vælte kørestolen ned ad trapperne og lande i en krumsabel, der skar hendes arme af, beskadigede hendes lever og skalperede hende. Hun nåede lige at skrive owned! med blod på portrættet af George Washington, inden hun stille udåndede med et skrig og på en eller anden mystisk måde gik op i flammer.
Der var ingen vidner til episoden, men sagen var jo oplagt.
Den sørgende præsident søgte tilflugt i skørterne på Julia Gardiner, en 30 år yngre skønhed, der havde betaget hele Washington med sin charme og ynde.
Hendes far, David Persienner, var imod deres forhold, men heldigvis omkom han ved en hændelig ulykke, da en kanon gik af i hovedet på ham under en præsidientiel udflugt med dampskibet Princeton. Sorg kan antage mange former, og psykologer har siden forklaret præsidentens voldsomme latterudbrud som et resultat af chock.
Veto, veto, veto!
Som Tyler havde lovet, nedlagde han veto mod al den politik, som Whiggerne forsøgte at hale igennem, lige fra indførelse af en nationalbank til øget beskatning af præsidenter, der havde arvet embedet.
Til gengæld trådte samtlige ministre tilbage i protest, når bortses fra Daniel Webster, der sagde at han havde nogen meget vigtige forhandlinger med England, som han lige skulle gøre færdig først.
Ud af vagten
Da der igen skulle være præsidentvalg i 1844, var Tyler den oplagte kandidat for whig-partiet, ifølge ham selv. Men de ville ikke have ham. De nedlagde veto mod hans kandidatur, gjorde de.
|
|
|
|
|
|
Hr. præsident, Whig-partiet har kun ét ord at sige Dem: Pwned!
|
|
|
|
|
|
| Partikonventets ordstyrer, Dick Tracey
|
Partikonventet sluttede med, at præsidenten blev båret ud på en jernbanesvelle kun iklædt tjære og fjer, mens de delegerede sang happy birthday toooo youuuuuu!, så der ikke var et øje tørt.
Så måtte amerikanerne nøjes med James Knox Polk på præsidentposten, selv om de slet ikke kunne udtale hans navn.
De sidste (h)år
Som ekspræsident kastede Tyler hele sin prestige ind i fredsforhandlingerne mellem Nord- og Sydstaterne, hvorefter hele lortet endte i borgerkrig i 1861.
I skuffelse lod Tyler sig vælge til Sydstaternes parlamentære forsamling, Snapstinget, så han kunne nedlægge veto mod alle deres beslutninger. Men ak, den allerførste gang ekspræsidenten skridtede op af de bonede gulve, faldt han om af et hjerteslag. Og tre skud i ryggen. Og en dolk i maven.
Tyler blev 71 år gammel. Hans kone var kun 41 år, og selv om hun ikke lige kunne følge helt med i musikken på boogie-listen, så var hun tit ude og fornøje sig med de andre ekspræsidentfruer på Damhuskroen. Hun blev efter eget ønske begravet ved siden af sin mand på Ol' Virginia Dump Yard.
Strøtanker
- ↑ Mord uden spor, 1. oplag.
