Martin Van Buren fødtes den 5. december 1782 og levede helt frem til den 24. juli 1862. Han var USA's 8. præsident i perioden 1837-1841 for demokraterne. Hans lillebror var en undulat.
Det lykkedes Martin Van Buren at blive præsident to måneder før den amerikanske økonomi brød sammen. Han skulle have hørt den lille klokke ringe, skulle han, men han havde for travlt med at kigge sig i spejlet.
Piphans Van Buren var skuffet over storebrors indsats som præsident. Ikke så meget som billigere hirsekolber kunne det blive til. "Han klatter det hele væk" udtalte Piphans kort før sin død i 1953.
|
|
|
|
|
De to lykkeligste dage i mit liv: Den dag jeg aflagde præsidenteden og den dag jeg fløj hjem igen
|
|
|
|
|
|
| Martin Van Buren
|
|
|
|
|
|
|
Det rene pip!
|
|
|
|
|
|
| Piphans Van Buren
|
Opvækst
Martin var den første præsident, der var indfødt amerikaner - de tidligere var alle født som britiske undersåtter. Det blærede han sig meget med. Faderen, Abraham Van Buren, var fra Holland, hvor de spytter hinanden i ansigtet, når de taler[1]. Det havde fået faderen til at søge selskab med undulater, fordi de kan lære at tale uden at spytte. I 1778 blev Abraham gift med sit livs Pippernus, en flot lille lysegrøn sag med et smukt næb og et svaj i halepartiet, der kunne ægge enhver rigtig mand. Sammen fik de børnene Martin og Piphans samt et par mere hårdkogte sataner, som vi ikke gider omtalte her.
Den unge Martin voksede op på sin fars bodega med sand på gulvet, hvilket var dejligt, når man skulle slippe en lille klat. Her blev der diskuteret politik til den lyse morgen og der kunne hurtigt ryge en hel pose hirsekolber ned, når klientellet sad og næbbedes hele natten.
Politik
Siden fik Martin en tjans som piccolo på et sagførerkontor, hvor han fik lov at læse i lovbøgerne i sin fritid. Han fulgte sine politiske instinkter og meldte sig ind i "De Demokratiske Republikanere", hvor han snart fik en betroet stilling som partiets rådgiver i sandpapirsspørgsmål. Han steg i graderne og endte efterhånden i senatet, hvor han kæmpede indædt mod burhønsehold og skandaløse foderautomater.
Martin gik stærkt ind for Thomas Jeffersons og Andrew Jacksons tanker om en minimalstat, hvor prærien blev privatiseret, så bøflerne kunne give overskud. Da Andrew Jackson blev præsident, udnævnte han derfor Martin til udenrigsminister, fordi han havde erfaring med hollandsk, australsk[2] og fransk[3].
Jackson og Martin var på så god fod, at Martin endte som vicepræsident i den elskede gamle generals anden præsidentperiode og man så dem ofte i Café Fugleburet, hvor de delte noget humle og en Maria Hirsekolbe.
Endelig præsident!
I 1837 aflagde Martin præsidenteden med hånden på en stak af det dyre underlægspapir fra den autoriserede dyrehandel og holdt en uinspireret tale, hvor "poppedreng vil have sukker" og "mors lille pusser" dukkede op med jævne mellemrum. Og så var han ellers klar til en periode på pinden i det ovale bur værelse.
Aktiemarkedet reagerede prompte på "mors lille pusser"-talen og kørte landet i sænk som sædvanlig. "Panikken i 1837" kaldte man det[4]. Hele landet fik en depression og lykkepillen var ikke opfundet, så det var kun de mest velhavende, der havde salt til et æg.
Præsidenten fulgte en klar strategi: Beskyttelse af overklassen mod nedturens farer og så ellers lade det hele sejle ordne sig selv. Han nægtede at oprette en nationalbank, der kunne regulere økonomien og brugte tiden på at næbbes med kongressen i stedet for at gøre noget.
Så var der Texas, der så gerne ville optages i De Forenede Stater. Martin sagde nej og hoppede ud i fuglebadet i protest. Så røg England og USA i fjerene på hinanden, da man ikke kunne blive enige om, hvor grænsen mellem Canada og USA skulle gå. Som bekendt indgik man et kompromis, og lod grænsen løbe langs Rio Grande[5].
Ellers gik tiden med ommøbleringer: En tidlig morgen hev han 20.000 cherokee-indianere ud af fjerene og tvangsforflyttede dem til Oklahama, uden de turde protestere med det ringeste pip.
I sin sparsomme fritid spillede han lidt soccer, men havde ikke den store succes med at holde buret rent.
Nederlaget
Tidens bedste spindoktorer arbejdede ikke for Martin Van Buren, men for hans modkandidat, general William Henry Harrison ved valget i 1840. Så alt blev vendt på hovedet: Martin blev fremstillet som et udueligt overklasseløg, mens Harrison var den folkelige krigshelt. I virkeligheden var det Martin, der var opvokset på det tarveligste sandpapir, mens Harrison var prinsessen på ærten.
Martin fik smæk over næbbet på valgnatten. Han vandt ikke engang sin egen hjemstat.
Utrøstelig gemte han sig i bunden af buret i flere uger. Han, der ellers var lidt af en selskabspapegøje, holdt sig for sig selv og kom kun ud for at få rent vand, ja, spiste nærmest som en fugl.
Så godt som Intet blev sparet til ekspræsidentens pompøse begravelse. Salaten var dog mest for damernes skyld og man havde glemt drikkevarerne.
Eftermæle
Martin Van Buren huskes i dag som en god æggeleder, men en dårlig præsident, der ikke kunne rette op på økonomien, styre indianerne eller smide mexicanere og englændere hjem til sig selv. En damernes ven, ja, men damer og undulater havde ikke stemmeret, og mændene ville ikke have ham. Opfinder af det amerikanske to-partisystem og en lækker sirup, der bruges på undulatslikkepinde.
Martin døde i sin rede, som man siger. Og smagte dejligt med pomfritter til.
Det med småt
- ↑ Forskere kæmper fortsat for at finde en metode, der kan adskille hollandsk fra en snotklat på vej ud af en mere eller mindre naturlig kropsåbning.
- ↑ Undulater er fra Australien for fanden da!
- ↑ Fra en bytur i New York i 1801 under byens røde lygter, men det holdt han for sig selv
- ↑ Mere for at skelne det fra Panikken i 1836 og Panikken i 1838
- ↑ Eller osse var det grænsedragningen med Mexico...
