Chester Arthur

Selv på gulnede gamle billeder lykkedes det præsident Arthur at holde flippen pæn og hvid. En helt igennem nydelig mand med lidt fedt på sidebenene, som damerne nu engang bedst kan lide det.

Chester Alan Arthur (5. oktober 1829 – 18. november 1886) var USA's 21. præsident. En ren duksedreng. Stor og vamset, lækkert overskæg, moralsk overlegen, barmhjertig, sympatisk, retfærdig og uangribelig, men alligevel baptist. Umulig at skrive et grimt ord om. Kort sagt, skide irriterende. Og fra New York.

		Det vil være allerhelvedes til arbejde at finde noget grimt at sige om præsident Arthur. Heldigsvis er jeg død, længe før Spademanns bliver nødt til det. God arbejdslyst, drenge!
	Mark Twain

		Ingen har indtaget præsidentposten under så lave forventninger som Chester Arthur. Og ingen har forladt embedet med så stor en folkelig respekt. Irriterende stodder, hele vejen igennem.
	Sladderbladsredaktør A.K. McClure

En pæn og nydelig ungdom

Chester var søn af en prædikant ved navn William Arthur. En indvandret irer, påstod han, men han var altid ædru. Moderen hed Malvina. Men bortset fra navnet, der godt kan antyde lidt letbenethed, så var hun en jævn og kedelig prædikantfrue, der gik med kyse og bad bordbøn og næsten aldrig bandede på trods af hendes delvise indianske islæt. Intet svineri at grave frem her.

Chesters lederevner viste sig fra den tidlige barndom af. Når drengene i kvarteret bygger mudderhuse, ledte og fordelte Chester arbejdet. Et "ohøj" her og et "hold til venstre" der. De andre drenge blev så grundig indsmurt i mudder, at de måtte spules rene med en brandslange. Men lille Chester kunne gå ind og spise aftensmad uden så meget som at vaske hænder. Ren og pertentlig det var han, og god til at udnytte den uvidende hob.

Den pæne mands noble karriere

Inden for hans tid i hæren blev Arthur mest kendt for sin opfindelse af den specielle og nu så populære ansigtsbehåring: Fårekinder. Det var denne opfindelse, der senere gav Arthur de nødvendige midler til at føre præsidentkampagnen.

Men inden da skulle den pæne unge mand selvfølgelig være officer i hæren og kæmpede på den rigtige side i den amerikanske borgerkrig. Det vil sige, den side der vant. Så rejste han hjem til New York og slog sig sådan lidt på jura, men endte som toldopkræver i New Yorks havn. Her blev han kendt for sin retfærdighed og sit lækre overskæg og så var der ikke andet at gøre, end at selveste præsident Garfield tog lille Chester som vicepræsident.

Nu sad lille Chester i sit kælderkontor under Det Hvide Hus og pillede bussemænd og blev kun trukket frem ved festlige lejligheder, såsom gallamiddage eller besøg fra Rusland, fordi han altid var så pænt klædt på.

Men orv! Den 2. juli 1881, få måneder efter sin indsættelse, blev præsident Garfield skudt i ryggen af en mand, der mente, at han var blevet forbigået ved udnævnelserne til den etiske kommission for fred og fordragelighed (KFFF).

Nu havde man meget bedre tid dengang end i vore fortravlede dage, så præsidenten holdt sig i live helt frem til den 19. september samme år, hvor han døde af komplikationer i forbindelse med en omgang skibberlabskovs.

Og nu måtte store, brave, retfærdige, barmhjertige Chester Arthur med det lækre overskæg aflægge præsidenteden på en god, gammel baptistbibel, som næsten er lige så god som en rigtig bibel. Det gjorde han for øvrigt to gange - første gang på sin hjemadresse i New York og anden gang i Washington. Det bringer lille Chester med i den eksklusive klub af tiltrædende præsidenter, som har aflagt dobbelt-ed: Chester, Calvin og Hussein.

Smuds!

Præsidentens forfalskede dåbsattest vakte furore over hele landet. Her er der optræk til ballade i præsidentens hjemby, New York.

Efter at nogen havde fjernet sværdet benyttede Chester lejligheden til at opstille en statue af sig selv.

MEN! Lille Chester blev måske slet ikke født i USA! Yipppiiiie! En sladderbladsjournalist opdagede, at Chester løj sig et år yngre. Hvorfor mon det? tænkte han, for jo, denne sladderbladsjournalist kunne tænke i sammenhænge. Og så opdagede han sandheden: Hvis Chester var et år ældre, ville han være født i Canada. Og så kunne han ikke blive amerikansk præsident, for præsidenter skal være født i Amerika, ellers er det bare ud af vagten. Afsløringen vakte stor opstandelse! Oprør i gaderne! Det tog en politistyrke på 2 mand næsten et ½ minut at få styr på de protesterende, mest fordi et barnevognshjul havde sat sig fast i en rist. Chester afviste at kommentere rygterne, men udtalte i stedet:

		Tror De virkelig, at sådan en stor og vamset mand med lækkert overskæg og moralen helt i top, men alligevel baptist, render rundt og falsificerer sin dåbsattest? Tror De? Tror De virkelig?
	En indigneret, men meget retfærdig og ærbar Chester

Det var et meget smukt svar på en tid, hvor spindoktorer ikke rigtig var opfundet. Sagen gik i sig selv. Sladderjournalisten blev fundet skudt i en gyde.

Præsident

Den nye præsident følte sig højt hævet over partipolitik. Han nægtede at opføre sig som en republikaner eller for den sags skyld en demokrat.

I tide og utide sænkede han toldtarifferne, men kongressen hævede dem bare igen, for at holde dansk bacon ude af markedet. Han gennemførte en lovgivning, der skulle sikre offentligt ansatte mod politisk begrundede fyringer og tog stemmeretten fra bigamister med ordene:

		Folk der gifter sig mere end én gang har ikke fornuft nok i hovedet til at stemme!
	Engangs-Chester

Og dét havde præsidenten forstand på. Han var nemlig enkemand og havde svoret aldrig at blive gift igen.

Præsidenten gik meget op i menneskerettigheder. Amerikanerne var dødtrætte af kinesere, der var kommet illegalt til landet og arbejdede for småpenge i grillbarsindustrien. Kongressen ville forbyde al kinesisk indvandring i 20 år og nægte hele koret statsborgerskab. Chester nedlagde veto, så det blev der ikke noget af. Han var sådan en pæn mand. Til gengæld var der ingen grund til at give negrene og indianerne stemmeret, og sådan beholdt tingene sin sunde balance.

I 1884 fik præsidenten stablet en lille konference på benene, som vedtog Greenwich meridianen og standardiserede tiden, hvilket var højst tiltrængt, da en time dengang varierede fra en længde på 35 minutter i Polen til 77 minutter i Demokratiske Republik Congo.

Da tiden kom til det næste præsidentvalg, foreslog Chester selv, at republikanerne opstillede ham. Det ville de ikke. De valgte i stedet en dødssejler, der tabte stort og flot til Grover Cleveland med 48,28% af stemmerne mod Cleevelands suveræne 48.85%. Chester er således den (foreløbig) sidste siddende præsident, der ikke er blevet (gen)valgt til sit eget partis præsidentkandidat, selv om Gerald Ford og Jimmy Carter var tæt på at gentage nummeret i hhv. 1976 og 1980.

Trivia-smuds

• 1 år og 10 måneder før Chester blev præsident, døde hans kone, kun 42 år gammel, i en machete-ulykke. Chester svor, at han ville forblive enkemand til sine dages ende. I stedet fik han sin syge søster Abelone til at være en slags first lady, der kunne chatte med besøgende statsoverhoveder, diskutere de nyeste opskrifter på lammelår med den fransk præsidents fede kone eller fortælle lumre historier om Chester, når han ikke selv kunne være til stede.

• Onde tunger påstod at han rejste en 10 meter høj statue af ham selv på et gammelt mindesmærke, som blev transporteret fra England. Det var dog ikke sandt, statuen var kun 2,4 meter og han fik hjælp til at rejse den.

• Præsidenten havde 80 par bukser i sin garderobe. "Elegante Arthur" blev han kaldt. Han gik dog aldrig med mere end 2 par ad gangen.

• Da Chester trådte tilbage, tilbød fire kvinder offentligt at gifte sig med ham. Chester sagde nej. Han havde langt bedre tøjsmag end dem og orkede næsten ikke at slibe macheten.

Ekspræsident

Faktisk havde Chester været syg i årevis. Han havde en sygdom i nyrerne, som han aggressivt forsøgte at holde nede med whisky og bajere. Men uden held. En vodkakur hjalp heller ikke. Til sidst ordinerede lægerne ren kogesprit, men heller ikke her var der nogen bedring at spore.

Chester forsøgte at genoptage sin advokatgerning, men det hele sejlede. Til gengæld lykkedes det ham at blive den ekspræsident, der døde næsthurtigst efter at være blevet arbejdsløs ledig på markedet. Han nåede lige akkurat at brænde sine personlige papirer, inden en habil hjerneblødning lagde denne statelige mand i graven.