Arkæologi

Vi arkæologer er efterhånden rigtig gode til at tidsbestemme resterne fra Danmarks oldtid ved hjælp af estimatdatering. Her daterer artiklens forfatter en flok væggelus fra Høje Taastrup-perioden ved hjælp af lysindfaldet.

Jeg har ved selvsyn konstateret, at Prins Henrik er dum dyb som et hul i jorden

— Dronning Margrethe

Arkæologi er et forsøg på at finde ud af, hvad menneskeheden har bedrevet igennem tiden, fortrinsvis gennem det grundige studie af affaldsbunker, udbombede byer og massegrave, der ofte dukker op, når man ellers lige forsøger at bygge en metro, anlægge en motorvej eller pløje en mark, så man kan så noget rapsolie.

Hvis danskerne ellers havde gidet at lære at skrive og læse, havde vi ikke behøvet at grave i de gamle møddinger for at se, hvad fru Hansen fik at spise i yngre stenalder. Så havde vi kunnet læse os til det, og have sparet lidt på tøjvasken. Men nej. Som en nutidens 9. klasse var oldtidens danskere uden skriftlige kundskaber, så alt må skrabes op fra møget.

I udlandet har de kunnet læse og skrive siden Adam og Eva, så her er arkæologi stort set ukendt. Hvem behøver fx grave i sfinxens bagparti eller lede efter kejser Caligulas underbukser i det gamle Rom (by), når vi kender det hele til hudløshed fra oldtidens forfattere?

Men danskerne kunne hverken læse eller skrive før Saxo Grammaticus's tid, så vi kalder den danske fortid for mytologisk.

Og hvilke metoder bruger vi så, vi arkæologer, når vi skal finde noget at grave efter?

I røven på landmanden

Her er bonderøven

Vi følger i hælene på en landmand, der er ude at plove furen. Når ploven så sætter sig fast i en stor sten, så råber vi "helle!" og siger, at han ikke må fortsætte pløjningen, før Nationalmuseet har fået en særbevilling på 200 kr. fra Folketingets finansudvalg, så vi har råd til at sætte et skilt op med "Ingen adgang. Her graves."

Heldigvis kan moderne landmænd leve fedt af EU's braklægningsordninger, så produktionsstoppet er uden betydning.

Derefter ankommer ti-tyve af vore kolleger og begynder den møjsommelige udgravning af stenen med små pincetter og bagepensler. Udgravningen af en vilkårlig sten på 2x3 meter kan således let tage tre-fire år.

Blandt bivirkningerne ved en udgravning af denne størrelsesorden er deponeringen af 3-400 tomme bajerflasker og en skønsom blanding af pizzabakker, cigaretskod og taletidskort i op til tre meters højde.

Sidefund

Og så er der alle sidefundene.

Der kan fx ligge en død ugle fra vildmose-tiden eller en henrettet forbryder fra voldsmose-tiden. Eller en ske. Eller en sten, der ser ud som om den har været brugt til at slå arkæologer irriterende personer oven i hovedet med.

Skibssætninger

Men det var stenen, vi kom fra.

Ofte viser sådanne sten sig at være fra en gammel skibssætning, hvor en eller anden vikingekonge har ligget begravet, indtil landmændene overpløjede hans gravsted for at så havre, byg og hvede.

I Danmark har vi hundredevis - ja, man tør næsten sige tusindevis - af disse skibssætninger. Desværre er den ene i en værre forfatning end den anden, fordi alverdens arkæologer har udplyndret dem og stillet det hele i glasmontrer folk har så svært ved at holde fingrene for sig selv.

Og hvad er så en skibssætning? Jamen, det er så en flok tonstunge sten, der er stillet op med samme form som et skib. Og så har man begravet vikingekongen inde i midten i en høj af den fineste muldjord. Sammen med døde heste og hunde, så han havde nogen at bolle med ikke følte sig ensom.

Datering

Når man har fundet en sten på marken, så skal den dateres. I overraskende mange tilfælde har det vist sig, at stenene er millioner af år gamle. Men det kan jo ikke passe, de kan ikke have ligget dér altid. Derfor har vi i nyere tid taget estimatdateringen i brug, hvor vi baseret på stenens størrelse og lysindfaldet fra vest, gætter estimerer, hvor længe stenen har ligget dér og gloet ud i luften.

En af vore store triumfer indtraf i 2007, da vi med dendrokronologi-metoden fik dateret et traktordæk til år 199 f. kr. Den kære landmand blev noget overrasket over resultatet, idet koden på dækket angav 1976 som produktionsår. Men sådan bliver vi forbrugere snydt hele tiden.

Nekrofile er uden hæmninger. Denne stolte viking fra pølsemoseperioden blev skampulet af tre perverse aftenskole-elever fra Horserød og smidt ud som det rene affald.

Skeletter i skabet

De mange skeletter, som vi arkæologer render og udgraver, tiltrækker desværre en mængde nekrofile, som vi forsøger at holde borte fra udgravningerne med et stykke gult tape og i sjældnere tilfælde et gok i guldhornet med en spade.

Alligevel lykkes det forbavsende tit disse seksuelle afvigere at have kønslig omgang med fortidens store personligheder. Det er ikke rart at møde på arbejde ved elleve-tiden om morgenen og konstatere, at der er nogen der har spredt benene på dronning Dagmar.

Nutidens arkæologi

Grav eller du dør! Nutiden skal der findes nogle kranier!

Skal du vide noget om arkæologi, så skal du enten se Indiana Jones eller spørge Dronning Margrethe. De ved det meste, og det, de ikke ved, er alligevel ikke værd at interessere sig for. I virkeligheden er det ikke et spørgsmål om en lille skovl og en kost. Det er et spørgsmål om enten at have din egen hær, eller, som minimum, en pistol.

Det er en udbredt misforståelse, at arkæologi drejer sig om at rode i andres afføring køkkenmødding. "Oldtidsfund", "Danefæ" og "Antikke skatte" er fællesbetegnelser for genstande, der har form som smadrede potteskår, og som har til formål at stavnsbinde den stakkels bonde, der ikke har råd til at få flere sæsoners høst destrueret, af arkæologer med koste, islandske sweatere, briller, fuldskæg og en pibe i munden. Ad!

Arkæologi laves bedst ved at skyde/dræbe nogle lokale og stjæle deres årtusindgamle arvegods. Hvordan tror du ellers, at verdens største obelisk endte i Rom (by) Har du kigget efter i London? I Paris? I Tilst?

Lommefilosofi

Mange arkæologer er digtere. Det kommer sig af, at man er nødt til at bruge fantasien når man skal have et klinkeskår fra 1948 til at passe ind i en oldnordisk sammenhæng, så den kan tiltrække flere turister til søfartsmuseet i Aakirkeby.

Hr. overarkæolog, ridder af Dannebrog, hofjæger og bybud, Johannes Wilhelm Graversen, skrev dette digt tilbage i 1969:

Han graver
Hun graver
Der graves
Hunden graver
Katten gravede
Muldvarpen gravede
Graveren har gravet

Ja, måske ikke den store poesi på overfladen, men dybt.

Fremtiden

Hele tiden gøres der fremskridt inden for arkæologien. Vi bliver bedre til at datere, til at grave med vores lille bagepensel og til at samle de tomme flasker op efter os, så der er pænt og ryddeligt, når vi daffer af. Og på fredag har vi personalefest, så der vil være rig lejlighed til at vidensdele med afdelingens øvrige oldsager.

Se også

Ting som arkæologer siger