<span class="mw-page-title-main">Al Capone</span>

Al Capone mens alting stadig var fryd og gammen. Og hjemmebrænding. Og paranoia. Og vold til overmål. Hvis man kigger godt efter, kan man se arret på venstre kind. Hent en lup, for fanden.

Alphonse Gabriel "Scarface" Capone (f. 17. januar 1899, d. 25. januar 1947) er nok verdens mest kendte opfinder, whiskysmugler, morder og luderkarl, hvis storhedstid varede fra de brølende tyvere til 1931, hvor skattevæsenet fik knaldet ham. Og så i Chicago, af alle steder.

		You can call me Al!
	Pauly Alphonse Capone Simone

Ungdom

Lille Alphonse blev født i Brooklyn, New York, som det første ud af ni børn. Farmand Gabriele og mor Teresina var italienske immigranter, så klicheen med mafiaen fra Sicilien holder næsten hele vejen. Mor var syerske og far var barber.

		Han forstår at rage til sig!
	Unge Al om sin far

Det lykkedes lille Alphonse at holde sin skolegang gående helt til han blev 14 år, hvorefter han blev smidt ud. Men da havde han også forvandlet halvdelen af skolepigerne til ludere og alle drengene til ludomaner eller crack addicts.

I stedet knyttede den unge Al sig til lapsen Johnny Torrio, der så at sige blev hans privatlærer. Og denne mesterlige luderkarl fik snart lærte Al alt, hvad der var værd at vide om håndvåben, intimidering og karpeopdræt.

Siden gik Al fra den ene ungdomsbande til den anden, mens han bijobbede som dørmand på The Harvard Inn, en lækker lille bodega, hvor man kunne danse med damerne for 10 cents. Det var her, at Al gjorde sig fortjent til sit øgenavn Scarface, da han fornærmede en nydelig dame ved indgangen:

		Vil du med hjem og lege brandbil? Du hyler, jeg sprøjter.
	Score-Al

Damens bror hed Frank Gallucio og ham fik Al snart hilst på. Han tævede næsten livet ud af score-Al og efterlod ham med tre kraftige ar på venstre side af trynen. Derefter lod Al sig helst fotografere fra højre. En del år senere hyrede Al hr. Gallucio som livvagt. Han vidste jo, at der sad et par gode næver og en lille hækkesaks på den psykopat.

30. december 1918 giftede Al sig med Mae Coughlin, inden det kunne ses. Mae var irsk katolik, så det var et helt under at den lille families søn, Sonny, ikke blev født med alkoholskader. Da parret var under 21 år, måtte forældrene skrive under på, at det var i orden at de giftede sig. Det krævede lidt venlig overtalelse.

		Venlighed kan bringe dig langt. Venlighed og en pistol kan bringe dig længere.
	Ordsprogs-Al

Snart efter flyttede familien til Cicero, en forstad til Chicago, hvor Al fik arbejde hos onkel Johnny Torrio.

Karriere

		Der findes overhovedet ikke nogen "Cosa Nostra"!
	J. Edgar Hoover

Efter et par heftige dødsfald på grund af blyforgiftning i den allernærmeste familie underverden, sad onkel Johnny pludselig på hele markedet for hjemmebrændt sprut, nydeligt placeret lige ved jernbanen, så sprutten ikke nåede at blive for gammel inden den nåede de såkaldte speakeasies eller smugkroer, om man vil. Derefter satte familien sig i bogstaveligste forstand på borgmesterkandidaten i Cicero og lovede ham, at han ville leve op til 100% længere, hvis han kyssede røv på Capone. Og han kyssede til tungen blødte, den rare mand.

En af Als håndgangne mænd var i øvrigt Jack Ruby, men heldigvis kunne Warren-kommissionen senere forsikre os om, at mr. Ruby ikke havde mafia-forbindelser.

Ellers gik tiden mest med bandekrige a la Nørrebro 2012, indtil onkel Johnny blev hårdt såret i 1925 og rejste hjem til Italien for at dø langsomt. Al overtog ledelsen af syndikatet, som nu kaldte sig Chicago Outfit, efter at have taget en kort merkonomuddannelse på The Cicero Institute for young Sociopathic Shitheads with large guns, no IQ and small dicks.

Og det var lidt af en biks, der skulle drives. Den årlige omsætning i sprutsmuglerbranchen var på 100 millioner dollars, men så risikerede man også at få knoppen plaffet af hvert sekund det skulle være. En erhvervsskade, kan man sige.

Nogle af pengene brugte Capone til at gøre sig populær blandt menigmand, blandt andet åbnede han et suppekøkken, så de arbejdsløse kunne få noget bouillon at slubre i sig. Derfor var Capone i lang tid kendt som en slags Robin Hood blandt de fattige, ligesom Bill Gates er det blandt folk, der ikke har forstand på computere. Den gode stemning sluttede dog brat i 1929 på selve den dag, hvor alle erklærer hinanden deres inderlige og indbyrdes kærlighed.

Valentinsdagsmassakren

Capones ærkefjende var Bugs Moran og hans North Side-slæng af platugler og Breivik'er, der endda havde plaffet knoppen af to Capone-betalte fagforeningsfolk, ikke at det betød noget for udførelsen af deres arbejde, men alligevel.

Her ligger alle "mekanikerne" og fiser den af i arbejdstiden i stedet for at passe sit arbejde, så man kan få sin Ford tilbage og komme ud og holde i kø på motorvejen.

Al Capone ville have hævn, og hævn var hvad han fik.

Den 14. februar 1929 trådte en flok "politifolk" ind i bilværkstedet på 2122 North Clark Street, hvor Bugs Morans ubetroede medarbejdere fuskede med tændrør og sorte negle. Betjentene beordrede de 7 tilstedeværende op af væggen. Efter en lille hurtig kropsvisitering med deraf følgende morgenstiverter og røde kinder, vinkede de falske betjente et par gorillaer med maskinpistoler ind i værkstedet. Alt blev skudt i smadder, vægge og bildæk, glødepærer og donkrafte, selv luftfilteret til en gammel Ford T, som ejeren havde ventet på i to måneder, blev omdannet til småt brændbart. Fuldstændig hjerteløst, mand.

Selv om Al Capone aldrig tilstod det offentligt mente alle og enhver, at han stod bag massakren. Folkestemningen var ikke længere særlig positiv og de fattige tog kun små portioner gratis suppe, mens de lod som om de ikke nød den og undlod at sige tak for mad. Myndighederne kunne som sædvanlig ikke bevise noget, det var de alt for velbestukkede til.

Ind og spjælde den

Men forbundsagenten Eliot Ness var ikke sådan at bestikke. Han havde allieret sig med en revisor, der lige så stille gravede sig igennem Capones selvangivelser og fandt den ene gang skattesnyd efter den anden.

I 1931 kom sagen for retten, men Capone var sgu da ligeglad, for han havde bestukket juryen. Det fandt den skide agent Ness dog ud af, og lige inden sagen gik i gang skiftede han juryen ud med juryen i retssagen ved siden af. Spild af penge, mand.

Den 17. oktober vendte juryen tilbage efter ni timers vinsmagning votering og fandt Al Capone skyldig i grov skattesvig og ulæselige underskrifter. Han blev idømt 11 års fængsel og fik beslagt alle sine ejendomme, ikke mindst en næsten komplet samling af prins valiant-hæfter samt huse til en værdi af 100 billiarder millioner i nutidskroner.

Når man tænker på at billedet er taget af en offentlig myndighed, så må man alligevel sige, at man har fremhævet Als følsomme øjne helt fantastisk.

I starten klarede Capone sig nogenlunde i fængslet, men i 1933 ophævede regeringen spiritusforbudet, som havde holdt det kriminelle Amerika ude af finanskrisen i over ti år, og Capones sorte indtægtskilde tørrede ud som en hvedemark i Georgia. Og dermed røg hans street cred, som de unge psykopater kalder det i dag.

Engang gik han uden om køen til fængslets barber og lige frem for at blive studset i nakken. En medfange bad ham skrubbe bag i køen. "Ved du ikke hvem jeg er?", spurgte Al.

		Jo. Og hvis du ikke pisser bag i køen, så ved jeg hvem du var!
	James Lucas, bankrøver med barbersaks i hånden

Ren nedtur, du gamle.

I 1939 blev Al løsladt, men nu havde syfilissen, som han havde erhvervet sig under et besøg i Trekantsområdet, ædt hans huld og tænkeevne. De næste år levede han i en evig paranoia, hvor kommunister, bandemedlemmer og flødekager lå på lur for at bøffe ham. En lægelig vurdering anslog hans mentale alder til 12 år, hvilket egentlig er fint for en italiener.

Al Capone døde af lungebetændelse, slagtilfælde og et lillebitte uskyldigt hjerteanfald i Florida, omgivet af sin familie og med en lille skare kommunister, bandemedlemmer og flødekager udenfor i buskene.