Jack skal til at forklare anklageren det samme én gang til. Pas på blodtrykket, du gamle.
Oprindelig Jacob Rubenstein, 25. marts 1911 - 3. januar 1967. Femte barn ud af en børneflok på otte. Gangster, våbensmugler natklubejer, små-alfons, og verdenskendt for mordet på Lee Harvey Oswald.
Den lykkelige barndom
Jack voksede op i Chicago, hvor han løb byærinder med lukkede kuverter for Al Capone. Én dollar pr. udbringning og ikke noget med at kigge.
Farmand var ikke alene fordrukken, men også voldelig og nægtede børnene at tage en uddannelse, for sådan en flok klogeåger skulle da bare lukke røven. Mor var psykotisk, men forsøgte at hjælpe sine børn når far flippede ud ved at skrige hæmningsløst ud af vinduet og kaste salatmayonnaise efter katten. Stakkels mor endte på nervesanatorium i 1922, hvilket var året efter forældrenes skilsmisse. Børnene blev fordelt hos forskellige jødiske plejefamilier, så de lærte af fejre Hanukka og gå med kalot og sige goy, klots og kosher.
Stakkels lille Jack blev mentalundersøgt i 1922, bare for en sikkerheds skyld: Han havde svært ved at fokusere, var ikke ubegavet, faktisk meget socialt anlagt, men opfarende og udisciplineret. En skidt knægt, uden at være totalt Per Pallesen. Sund og rask i lovens forstand, i hvert fald. Men han kom altid i slagsmål, når pæne folk så meget som påpegede hans polske adkomst eller kaldte ham en jødesmovs.
En fremmelig ung mand
Den unge Jack kunne heller ikke holde på et arbejde. Gad ikke stå op om morgenen. Levede af småjobs, som fx at sælge pirat-nodeark, så folk kunne sidde hjemme ved klaveret og spille "I got rhytm, I got music, I got my man, who could ask for anything more?" for 10 cent i stedet for 25 cent, som det originale nodeark kostede. Datidens piratkopiering.
Han flyttede lidt rundt i USA for ligesom at holde sig under skattevæsenets radar, men vendte hjem til Chicago i 1937 og blev sekretær i skraldemændenes fagforening. Mafiaen havde nemlig fået øje på fagforeningernes bugnende pensionskasser, så i hver eneste fagforening blev en mafiamand "valgt" som formand og fik sine egne drenge ansat i betroede stillinger. Så Jack Ruby, manden uden uddannelse, fik sig en fin kontorstilling, men selvfølgelig behøvede han ikke bestille andet end at se den anden vej, mens fagforeningen blev malket.
Jack forlod jobbet nogle få år senere, da antallet af mord og malkningen af pensionsfonden var blevet ham for broget.
Jeg er måske ikke en fin mand, men der er grænser. Alt hvad jeg har gjort, er blevet gjort med god smag.
— Jack Ruby
Snart efter blev Jimmy Hoffa formand for denne fagforening. Senere blev han formand for Teamsters, den magtfulde fagforening for fragtfolk og kom i kold krig med Jack og Bobby Kennedy der dengang sad i McClellan-komitteen og undersøgte interstatslige forbrydelser, altså forbrydelser der faldt under FBI's jurisdiktion, hvis ellers J. Edgar Hoover gad efterforske det, men han havde jo så travlt med at bruge bureauet som sit eget private afpresningsfirma.
Nu blev Jack igen selvstændig forretningsmand uden nogen bestemt vare på hylderne. En hustler, der solgte falske samlerkort og ægte varemærkeforfalskninger til de ukritiske forbrugere. Hans kontor var en sengekant, et køkkenbord, det lokale værtshus eller en telefonboks, hvis han trængte til slappe af med lidt telefonfis.
Dallas, Texas
Efter at have aftjent sin værnepligt, som han havde forsøgt at undgå i årevis, flyttede Jack til Dallas i 1947. Her skiftede han officielt navn til Jack Ruby, der lød knap så jødisk. Her brugte mafiaen Jack som natklubsejer, først i søsterens natklub, siden i sin egen tarvelige joint, hvor The Band spillede en gang[1]. I deres forsøg på at monopolisere nattelivet bestak mafiaen politiledelsen, så der ikke blev kigget så grundigt på bevillingerne. Det hele blev dog afsløret, da en enkelt betjent viste sig at være hæderlig. Jack Ruby undgik afhøring, mindre ånder måtte tage straffen.
Et pudsigt sammentræf: En af politimændene som mafiaen forsøgte at bestikke, hed George Butler. Han nåede lige at trække snuden til sig, da han opdagede at sagen blev efterforsket. Samme Butler havde ansvaret for at overføre Lee Harvey Oswald fra politigården til fængslet den 24. november 1963, hvor Jack jo gjorde sin entre på verdensscenen.
Nå, Jack var tit i politiets søgelys - for vrøvl på natklubben, prostitution, udskænkning efter lukketid, porno, hasardspil, vold og lidt narkosmugling. Men han havde meget fine venner i sin nye hjemby, ikke mindst milliardæren H.L. Hunt, distriktsanklager Henry Wade, borgmester Earle Cabell og det meste af byens politistyrke, så det hele fes ud i sandet. Hårdeste straf i Jacks straffeattest var en fartbøde på 39 dollars. Nice, dér.
Rigtige venner
Men Jack havde mange flere venner, rigtige venner. Her er bare et par stykker af dem, som han ringede til oftere og oftere op til den 22. november 1963. Man kan hurtigt se, at menneskekenderne i Warrenkommissionen forstod at se dem an:
Barney Baker
Jimmy Hoffa's højre hånd med ekspertise i håndfast overtalelse af fjender af "fagforeningen" Teamsters. God til at grave dybe huller ude i skovene.
Joseph Campisi
Indehaver af mafiaens foretrukne joint i Dallas og god til at sige fugeddaboudit.
Frank Caracci
En af mafialederen Carlos Marcellos håndgangne mænd. God til pasta med kødsovs, lavet på nybankede snitches med en hammer frisk fra kælderen.
Frank Chavez
Endnu en af Teamster-fagforeningens voldsmænd. Ofte anklaget for vold og mordforsøg, men aldrig dømt, så det var nok bare rygter altsammen.
Johnny Roselli
Hardcore mafiatype. Jack og Johnny kendte hinanden helt tilbage fra Al Capone-årene. Johnny samarbejdede også med CIA i attentatplanerne mod Castro[2].
Lewis Chilly McWillie
Jacks bedste ven. Professionel gambler og bonkammerat med prominente herrer som Meyer Lansky, Santos Trafficante og Dino Cellini. Blev smidt ud af Cuba sammen med resten af mafiaen efter Castro overtog magten. Våbensamler og -smugler[3].
22. november 1963
Jack Ruby rumsterede lidt rundt hist og pist efter præsidentmordet. Her er han på politigården for at få et glimt at LHO.
Selv sagde Jack, at han sad på den lokale avisredaktion og hyggesnakkede, mens JFK fik en seriøs blyforgiftning på det nærliggende Dealy Plaza. Han skulle indrykke sin ugentlige annonce for natklubben og måske bage lidt på den nye sekretær. Avisfolkene kunne godt huske at Jack havde været der, men tidspunktet var de nu ikke så sikre på.
Anyway, så ved vi at Jack både var på Parkland Hospital, mens lægerne forsøgte at redde JFK og på politigården efter Lee Oswald blev arresteret. i begivenhedernes centrum, om man så må sige, og godt informeret. Da distriktsanklager Wade i en pressekonference fredag aften kom til at kalde Oswald's lille protestforening for "the Free Cuba Committee" lød det korreksende fra bagrækken "That's Fair Play for Cuba". Det var såmænd Jack, der stod mellem alle reporterne og løbende kunne rette småfejl fra distriktsanklagerens side. Imponerende, når man tænker over det.
En politibetjent kunne senere fortælle, at han måtte bede Jack om at lade være med at gå ind i afhøringslokalet, hvor Oswald var tilstede. Betjenten blev selvfølgelig overflyttet til andet arbejde, sådan går det, når man ikke kan holde sin kæft.
24. november 1963
Fil:Lee Harvey Oswald shot by Jack Ruby
Bemærk det lille DYT i samme øjeblik Lee Harvey Oswald kommer til syne.
Warren Kommissionen besluttede hurtigt, at Jack Ruby bare var gået ned ad rampen til politiets parkeringskælder, havde stillet sig op iblandt journalisterne og sprunget frem og skudt Oswald, da lejlighed bød sig.
Betjenten der holdt vagt ved rampen påstod hårdnakket, at ingen havde fået lov at gå forbi ham, men det var selvfølgelig noget fordrukkent sludder, som kommissionen ikke gad bruge mere tid på.
Hårdnakkede og ondsindede rygter om, at George Butler skulle have lukket Jack Ruby ind, måtte klart afvises, da det ikke passede ind i kommissionens konklusioner, der sådan set allerede var klar til at gå i trykken. Og det fine papir skulle jo nødig gå til spilde.
Hvis man troede, at Jack Ruby ville få en mild dom, så blev man glædeligt overrasket den 14. marts 1964, da han blev dømt til døden i den elektriske stol. I øvrigt første dødsdom i Amerika afsagt på live-tv, jo, lidt kongelig har man da lov at være.
Warren Kommissionen på besøg
Kommissionen har ikke fundet nogen indikationer på, at mr. Ruby skulle være indblandet i organiseret kriminalitet.
— Warren Kommissionen
Mordet på Oswald havde alle kendetegn på et mafiadrab.
— Robert Blakey & Richard Billings fra den senere HSCA-kommission
Da kommissionen syntes, at dens arbejde lakkede mod enden, blev de nødt til at tage en snak med Jack Ruby. Ja, det var egentlig ærgerligt, når de nu havde besluttet at han var en enlig nar, der handlede helt på egen hånd, så der var da heller ingen grund til, at hele kommissionen skulle ulejlige sig til fængslet i Dallas. Det kunne klares af Earl Warren og Gerald Ford og en sekretær eller to. Herregud, da.
I meget lang tid gik interviewet godt, Ruby rablede om alt og ingenting, så de kære kommissionsmedlemmer følte sig helt trygge. Først omkring kl. kvart i tre begyndte antydningerne af, at Ruby vidste mere end han sagde. Han bad om at blive fløjet til Washington, så ville han aflægge sin tilståelse tilsluttet en løgnedetektor. Det var selvfølgelig ikke så godt, der var ikke nogen der var interesseret i at få noget opklaret, så det endte med en lille hvid løgn, som man siger: Warren lovede Ruby, at det ville blive ordnet.
Mens kommissionen pakkede skoletaskerne sammen i fængslet, fik de en lille afskedssvada fra Ruby:
Ja, mig kommer I ikke til at se igen, det kan jeg godt sige jer. Og jeg har mistet min familie.
— Ruby til Earl Warren
Der blev ingen løgnedetektortest. Ingen overflytning til Washington. Ikke flere samtaler eller afhøringer. Mr. Ruby var levende begravet i sin fængselscelle i Dallas. Familien slog hånden af ham.
Dorothy, den sladdertaske
[[Fil:Monroe-Kilgallen.jpg|thumb|400px|Marilyn Monroe (t.v.) og Dorothy Kilgallen fotograferet sammen til en fundraiser for svenske puddelhunde i 1960. Deres dødsfald blev påfaldende ens.}}
I 1965 fik Dorothy Kilgallen, en kendisjournalist i blade og på tv, lov til at få et interview med Jack Ruby. Uden opsyn, i forbindelsemed, at hans sag skulle gå om. Bagefter var hun helt oppe og køre og lovede at "blæse præsidentmordet pivåbent".
Dorothy blev fundet død 8. november 1965 i sin seng med en god bog. Hendes læsebriller lå i den anden ende af soveværelset. Død af en blanding af alkohol, sovemidler og nikotin. Dorothy røg ikke. Hun var åbenbart gået i seng uden at fjerne sin make-up for at læse en bog uden sine briller, ak ja, selv et selvmord laver de ged i, hvad tænker de dog på, de kvinder?
Død og bortgang
Jack fik konstateret kræft nogenlunde samtidig med, at hans retssag skulle gå om. Der var dog ingen grund til at ulejlige hospitalet med den slags detaljer, næ, Ruby lå pænt og var syg og ensom i spjældet i Dallas, hvor han havde alle moderne bekvemmeligheder til sin rådighed, lige fra vand og brød til højtsiddende vinduer med tremmer. Og så var der også bedre styr på, hvem han talte med, vi skulle jo nødig have sådan en sladderkælling som Dorothy rendende igen, vel?
Fodnoter
- ↑ Fortalt af Robbie Robertson i Martin Scorseses The Last Waltz
- ↑ Hans radbrækkede lig blev i øvrigt fundet i en olietønde i Biscaynebugten i Florida i 1976, hvilket var meget ærgerligt, da han ellers lige skulle til at vidne overfor HSCA (House Select Committee on Assasinations, der i halvfjerdserne blev nedsat for at undersøge mordet på præsident Kennedy og Martin Luther King Jr.).
- ↑ Menige medarbejdere i Warren Kommissionen foreslog flere gange, at McWillie blev indkaldt som vidne, da han dukkede op i undersøgelserne i utallige sammenhænge. Men det var der ingen grund til, sagde Earl Warren, "det vil bare forøge kommissionens arbejdsmængde og vi er nogen, der gerne vil have lang weekend".
