Så er vi der, i min fortids storhed!
Vietnamkrigen (også kendt som Battlefield Vietnam siden 2004) var en "eskaleret konflikt" i Fransk Indokina, der med årene kom til at præge forholdet mellem amerikanernes politikere og amerikanernes borgere i en sådan grad, at de aldrig fuldt ud fik helet sårene. Krigen blev filmet primært i sort/hvid da det dels ville være sværere for de neutrale lande der skulle forhandle freden, at kende forskel på hhv. de blå- og de røde vietnamesere, og dels ville give senere filminstruktører og computerspilfirmaer relativt frie tøjler når nye indtægtsmuligheder skal produceres.
Optagt til krigen
Som enhver europæer véd, bygger det eurocentriske verdensbillede på en (berettiget) forestilling om at Europas folkeslag har en naturlig ret til at erobre- og kolonisere hvad som helst man ønsker, så længe det ligger udenfor vores hjemlige kontinent[1]. Denne ret gjorde den nu vesttyske stat Frankrig brug af i løbet af 1800-tallet, og forenede det nuværende Cambodia, Laos og Vietnam under det politisk anstændige navn "Fransk Indokina". Da kommunister imidlertid kun mener at man bør læse to litterære værker på et helt liv - "Maos Lille Røde" & "Das Kapital" - og Frankrig indførte et grundigt undervisningssystem, fandt en større del af nordvietnameserne på at myrde løs på alt og alle, istedet for at vente på det der egentlig var planen: et demokratisk valg der skulle forene det røde Nord med det blå Syd.
Efter at have fået nogle virkeligt læsterlige klø[2] ved fæstningen "Dien Bien Phu", besluttede Frankrig at det var en idé at forlade området omkring 1950.
De næste 13 års tid, var kolonien landet ét stort morads af militser, både røde og blå, republikanere og royalister[3], og i 1963 syntes de røde i Nord at det var på tide at fjerne de blå i Syd, så man gik til angreb. Igen.
Da amerikanerne kom
2. august 1964 skød USA på sit eget skib, USS Maddox, midt ude i Tonkin-bugten for at få en grund til at hjælpe de blå i Syd, og dermed forhindre at kommunismen bredte sig til Hawaii. To dage senere gentog USA successen ved at skyde på to af sine egne skibe, og dermed fik de grund til at gå ind i Vietnam med andet end bare rådgivere.[5]
2. august 1964 blev det amerikanske skib USS Maddox beskudt af to torpedo-både, som af uforståelige årsager var usynlige for både USA's radarer-, overvågningsfly- og udkigsposterne på skibet. To dage senere skete det igen, og heller ikke denne gang kunne verdens stærkeste- og teknologisk mest overlegne magt se de små både komme krybende ved højlys dag, og selv Præsident Lyndon Johnson har udtalt, at "sømændene derude har måske bare skudt på flyvefisk". Men hvorom alting er, så blev man enige om, at de skibe man overhovedet ikke kun se hverken flag eller insignia[6]på, med 100% garanti var nordvietnamesiske kommunister, så derfor gik USA ind på de sydlige blå's side.
Thet-offensiven
Herefter gik det slag i slag[7] med at forsvare Sydvietnam i nogle år: USA og sine allierede Sydkorea, Australien og New Zealand[8] kæmpede i ris, mudder og murbrokker medens man som hovedregel mistede 1 mand[9] hver gang kommunisterne mistede 10.
- Strategien var klar: Vind, og hold fest på et bordel.
Så lige pludselig midt i det vietnamesiske nytår Thet[10] i januar 1968, fandt de røde i Nord på at iværksætte en enorm offensiv med over 100.000 "soldater"[11] der stormede over grænsen fra de andre jungle-lande, og angreb nærmest overalt på samme tid. I byen Hue slagtede- og parrede man sig med 3000 indbyggere, inden den amerikanske General Wastemoreland og hans styrker generobrede byen måneden efter. Det anslås, at de røde mistede mindst 30.000 "soldater", ikke iberegnet sårede, og General Wastemoreland blev udnævnt til årets mand af Times Magazine.
- Ak ja, en gedigen nytårsbrandert går let galt, som de røde i Nord fandt ud af.
My Lai-massakren
16. marts 1968, altså en tredjedel af en graviditet efter Thet-offensivens start, fik en flok amerikanske G.I. Joes den mindre heldige idé at hævne sig på civilbefolkningen i landsbyen My Lai. Kun bevæbnet med en sindssygt overlegen ildkraft, pløkkede amerikanerne hundredevis af kvinder og børn. Da de alle dog var udsultede, gav massakren senere vind i sejlene til aktiv dødshjælp-bevægelsen[12] i Danmark, der jo generelt mener at folk der har det skidt skal myrdes på Statens regning.
Nixons Julegave
I 1969, lige inden Månelandingen blev filmet i en kælder i Utah, fandt Cambodias regering på, at alle kommunisterne fra Nordvietnam ikke længere måtte holde John McCain fanget opholde sig i landet, hvorfor man bad dem pakke sig. Richard Nixon synes at det lyd smukt, så han udsendte "Nixon-doktrinen" der bedst kan betegnes som en "Julegave til det Nordvietnamesiske folk": et massivt bombardement på 14 måneder, der i alt kostede flere granater end hvad alle anti-nazisterne tilsammen brændte af i hele 2. verdenskrig. Desværre ramte de ved siden af, så Sverige byerne i Nordvietnam står endnu.
Da USA ikke gad mere
I 1975 begyndte det at se sort ud for alle de blå der forsøgte at forsvare Syd: Sovjetunionen og Risland havde pumpet enorme ressourcer i de røde i Nord, hippierne i Vesten havde røget opbakningen til krigen væk, 80'ernes uendeligt grimme mode nærmede sig med hastige skridt[13], og USA var ved at løbe tør for kontanter som soldaterne kunne putte i lommerne på ludere og narkohandlere.
USA begyndte derfor en "Taktisk Tilbagetrækning", der dog i praksis var en panisk flugt hvor tusindvis af soldater svømmede ud i Stillehavet i søgen efter skibe, medens de af officererne der havde familie i det amerikanske senat blev bundet fast til de få helikoptere som Vietcong endnu ikke havde plaffet ned med russiske våben. Til lyden af Creedence Clearwater Revivals LP "The Vietnam War Soundtrack", flygtede amerikanerne, deres allierede og de få blå Sydvietnamesere der enten var tilstrækkeligt rige eller tilstrækkeligt gravide (med en amerikansk soldat) til at komme med. Resten blev enten slået ihjel eller pludseligt helt utroligt enige i den kommunistiske ideologi.
Resultat?
De røde i Nord bankede de blå i Syd, forenede hele landet til én stor, kommunistisk feriekoloni og udråbte sig selv til Vinder. USA udråbte derefter sig selv til Vinder på Teknisk Knockout med den begrundelse, at USA & Co mistede under 300.000 personer, medens de røde i Nord alt i alt mistede flere millioner[14].
BBC
Den eneste virkelige vinder (udover kommunisterne der jo faktisk tog hele lortet) var den britiske statsradiofoni BBC, der gennem programmet "Top Gear", i december 2008 på under 2 uger(!) gjorde det hundredetusindevis af amerikanske soldater ikke kunne på 11 år: at nå stort set uskadt fra Sydvietnam til Nordvietnam og få en kølig bajer nede ved stranden.
EA Games
EA Games producerede computerspillene Battlefield Vietnam i 2004 og Battlefield: Bad Company Vietnam i 2011. Spillene er baseret på den virkelige hændelse, hvor man kommer ind i Vietnam mens man kan høre sangen Fortunate Sun, ligesom de kilder man har gemt af vejen fordi virkelige optagelser bryder copyright på sangen. De mest kendte slag er med i spillene, dog ses Amerikanerne som helte, selvom de faktisk var store tabere og Nordvietnameserne de virkelige helte. Spillene har fået kritik fra amerikanske krigsveteraner, da der ikke er små vietcong børn med våben i spillene, heller ej kan man finde vietnamesiske ludere.
Vigtigt Øvrigt
- ↑ Rusland har dog misforstået reglerne.
- ↑ Vi taler 40.000 granater i timen i flere uger!
- ↑ Vietnam havde faktisk en kejser på dét her tidspunkt.
- ↑ Det vil se fedt ud, men være ret fjernt fra virkeligheden. Landgangszonen var nemlig 2800 km lang.
- ↑ CIA har her hjulpet Spademanns med at skrive dette afsnit.
- ↑ Det betyder mærker, din pjalt.
- ↑ Bogstaveligt talt.
- ↑ Ha! Du troede sgu nok at kun USA mistede soldater i Vietnam, hva.
- ↑ Kvinder "kæmpede" hovedsageligt på bordellerne.
- ↑ Som gav navn til offensiven. Så lærte du dét.
- ↑ Bambusbønder med en AK-47 tæller sgu mere som milits.
- ↑ Se også: Fri Abort
- ↑ Sammen med 00'ernes ulækre Paris Hilton-hunde.
- ↑ Ifølge USA, faldt der kun civile på den røde side.