<span class="mw-page-title-main">Peter Christensen</span>

I dette tilfælde er to fingre altså ikke nok til at løse problemerne.

Peter Christensen er en politiker fra partiet Venstre der mest er kendt for hans noget løse definition af begrebet "økonomisk ansvarlighed" og sit noget særprægede udseende. En af de mest populære teorier er at Peter var, af sin gårdejer far, tvunget ud i et voldigt og traumatisk kærligsforhold med en skovl, hvor hans hoved modtog de fleste kærtegn.

Spademanns informerer:
	Læg mærke til at vi sagtens kunne have skrevet en yderst usmaglig joke om, at Peter var resultatet af, at en af hans forfædre havde en lidt for lemfældig omgang med sin bedrift, men da dette ville helt klart være direkte ulækkert, fuldstændigt respektløst og rimeligt meget under lavmålet, har vi valgt at helt at udlade dette, da vi mener, at vi helt bestemt er for modne og veluddannede til den slags snavs.
	Dette har været en "Spademanns informerer" oplysning!

"Økonomisk ansvarlighed"

"Økonomisk" og "ansvarlighed" er toenigheden i Peters religion, og udgør det mantra som han bruger i flæng til sådan en grad, at man skulle tro der var tale om tvangstanker eller hjernevask. Peter brugte første gang udtrykket som 4 årig, for at forklare pædagogerne i børnehaven hvorfor at børnehavens hamster tilfældigvis var død af sult, i lige netop de to uger hvor han havde ansvaret for dens pasning. I mangel på bedre undskyldninger spyttede han hurtigt "økonomisk ansvarlighed" ud, da de eneste godnathistorier hans far gad læse for ham var politik sektionen i Jyllandsposten. Pædagogerne, som var noget paffe over drengens ordforåd, opgav at gøre mere ved den sag, og anskaffede et akvarie til børnehaven i stedet, hvilket gjorde Peter jublende glad, da han bedre kunne lide fisk. Så skide være med de børn der var kede af at hamsteren var død.

Det korte af det lange blev, at Peter fandt ud af at han kunne ignorere et hvilket som helst ansvar eller problem der var lagt på hans skuldre, hvis bare han påstod at han sparede en masse penge imens det sultede ihjel/råddende op/langsomt afviklede sig selv/spontant selvantændte og eksploderede med katastrofale resultater som følger.

Nu skulle man umiddelbart tro at alle ville kalde Peter ansvarsforladt og doven, og at han ikke ville komme nogle steder her i livet på den måde. Nu forholder det sig desværre sådan, at dette er den virkelige verden, så Peter fik stor success med at promovere denne løsningsmodel i dansk politik, og sidder i dag i Folketinget, hvor han har afprøvet den både på velfærdssamfundet og ulandene, hvilket blot har bidraget endnu mere til hans success, da han er steget betragteligt i graderne i Venstre siden da, og er nu i sandhed en rigtig lykkelig gris.