Viva España!
Viva España!
Minicruise til Oslo er en dagligt tilbagevendende begivenhed, hvor håbefulde unge danskere og deres børn og børnebørn, stiger om bord på en stor, kommerciel satan af en lastbiltransport, og begiver sig ud på de vilde vover, blot for at opnå maksimalt 11 timer i en by, de alligevel ikke har råd til at opholde sig i[1].
At planlægge rejsen
I sagens natur er dette ikke særligt svært, da det eneste man skal gøre er at hoppe på indholdet af en reklame, beslutte sig for, om man vil sejle fra Frederikshavn i Nordjylland eller Københavnstrup på Sjælland, og derefter ringe til dem, der skal arrangere rejsen. Hele planlægningen kan gøres på 10 minutter[2], alligevel er der mange, som finder det ufatteligt problematisk.
Opkaldet til rederiet
Man tager sin telefon[3] ringer 96200200[4] eller 78774636[5] for at bestille rejsen. De fleste danskere ringer til DFDS, der sejler fra København, hvis man gerne vil fra Frederikshavn - og omvendt. Det er en del af underholdningen! I telefonen hører man en ringe skuespiller der informerer om at der er et gebyr på 100-150 kr, hvis man booker i telefonen, men det er jo standard for alle rejsebureauer - endnu en del af underholdningen! Når man kommer igennem, bestiller man sin rejse, eller brokker sig over, at man selv har ringet forkert - det er jo en del af underholdningen! Når rejsen endelig er booket, får man at vide, at man skal checke ind ca. 30-45 min før afgang, hvorefter man siger jada og lægger på.
Selve cruiset
I beruset tilstand ringer man til sit rederi og spørger, om det er i orden at man bliver ca. 40 min forsinket, hvorefter man bliver pissesur, når personalet ikke vil garantere at man kommer med. Af ukendte årsager tror folk, at reglerne er anderledes for færger end de er for busser, tog og fly. Man skynder sig, checker ind og går om bord. Nu begynder man så at drikke, og det tæt! Dette skyldes at der faktisk ikke er andet at lave på en færge, end at æde, skide, sove og drikke. For en sikkerheds skyld sagde man nej tak, da rejsearrangøren tilbød mad om bord til 20% under prisen i forhold til hvis man køber det på færgen, for så har man ligesom noget underholdning, når man skal gå og føle sig dum over prisen man betaler, når man bliver sulten.
Gangnam-style
Efter maden spilles der op til dans, og for fanden da! Musikken er god! Midt på dansegulvet står én mandlig mongol alene i sin lilla skjorte og sorte cowboy-hat og "danser".[6] Ingen andre hverken kan eller vil, da sprutten kun er 40% over prisen i Danmark.[7] Efter 7-8 genstande vil man, uanset køn, blive enig med sig selv om, at musikken er hammerfed,[8] hvorefter man skynder sig at slingre op til orkestret for at købe en cd til 125 kr, der - når man kommer hjem - umiddelbart lyder som en dårligt produceret version af Sussi og Leo.
I land i Oslo
Når man anløber kajen i Oslo, bliver man først chokeret, dernæst fornærmet over, at Oslo har et operahus midt i havnen.[9] De fleste danskere ønsker at se Norge[10] som en underudviklet kæmpeudgave af Den Gamle By i Aarhus. Her er det meget vigtigt, at alle er håbløst ligeglade med det faktum, at Oslo er anlagt på en bjergskråning - kun tømmermænd og souvenirboder tæller, og da man typisk anløber 2-3 timer før butikkerne åbner, har man en ny form for underholdning i sigte; at klage til rederiet over at ens ADHD-ramte unger ikke har noget at lave.[11]
Hjemturen
Hjemturen er det bedste på et minicruise! Alt er nemlig fuldstændig mage til udturen, med den undtagelse, at man er langt mere smadret af druk og bjergluft, og derfor overhovedet ikke opdager, når man kaster op på dansegulvet,[12], når man bager på havnepersonalet der står og drikker i stedet for at arbejde, når man tager 80 syltede hvidløg fra buffeten og kaster dem efter andre folks børn, når man overnatter i færgens fængsel,[13] og når de sociale myndigheder venter en på kajen i Danmark.
Efterretninger for Søfarende
Bidragsydere:
Småkager (cookies på udenlandsk) er nødvendige for at tilbyde dig vores tjenester. Ved at benytte siden accepterer du dette.
