De mennesker har aldrig hørt om mig.
Heller ikke om mig...
En Kulturrejse til Italien er den moderne, og meget sørgelige, kopi af de dannelsesrejser adelens sønner drog ud på i 1700-tallet. Hvor man førhen brugte måneder og år på at udvide sin horisont med imponerende sprogkunskaber, kunst og viden om antikkens storhed[1], er en kulturrejse til Italien nu 3-5 dage hvor man søger at føle sig bedre end sin fesne nabo der er taget på sexferie til Thailand.
Toscana
Enhver god kulturrejse til Italien begynder i Toscana. Da danskere altid forsøger at spare 48,50 her og dér, vil flybilletten være booket til den direkte rute med SAS København-Firenze, som naboerne får at vide, men i rejsedokumenterne står der gerne "Aeroflot" København-Dortmund-Beograd-Venedig-Firenze, hvorfor rejsen tager 17 timer længere end nødvendigt[2]. Efter ankomsten sover man lidt, spiser en delikat pasta[3] og glæder sig til kulturoplevelserne dagen efter.
Man ser ikke Toscana - man drikker Toscana, så en kulturrejse i denne del af landet går ud på at besøge flest mulige vingårde på kortest mulige tid. For den nette sum af 100 euro[4] pr person, kan man få lov at høste vin med de bare næver, og således sikre at de vanlige landarbejdere har mindre at lave. Efter en dag eller to på denne måde, tager man videre til Rom (by)[5]. På vejen sørger man for at se så lidt som muligt, medens man klager over at ens tablet ikke kører optimalt i bussen mod syd.
Den Evige Stad[6]
I Rom tager man om aftenen til opera i Colosseum, i Colosseum næste dag og tager lige Forum Romanum med på vejen, når nu Colosseum alligevel ligger dér. Er man rigtig fin på den, smutter man forbi Vatikanet[7], hvor man skynder sig igennem Vatikanmuseet så man på behændig vis kan sige at man har været der, men uden at bemærke pilgrimmene på vej ind[8], uden at bemærke udstillingen om perserkrigerne, uden at bemærke udstillingen af stenalderredskaber[9], og uden at bemærke de klassiske statuer der har fået hugget pikkene af. I Det Sixtinske Kapel tager man masser af billeder med blitz samtidig med at man larmer mest muligt, selvom det er det eneste sted i Vatikanet hvor man hverken må tale eller tage billeder.
Pompeii
Sidste stop på den "store kulturelle rejse" er vulkanofferet "Pompeii", der som bekendt er en hel by der blev begravet under lavaens dødbringende kulde[10]. Her ser man kun ind i butikker og huse hvis guiden tvinger én til det, men ser gerne på bordeller og lokummer[11]. Så vidt muligt undgåes hvad som helst som arkæologerne har brugt de sidste par århundreder på at udgrave og registrere, for til syvende og sidst er man jo primært kommet til Pompeii for at se på forkullede mennesker.
Det er meget vigtigt, at man besøger souvenirboden på vejen ud. Ikke for at støtte vedligeholdelseskassen med lidt skillinger, men for at have noget at vise naboen når man kommer hjem, og som meget passende kan sælges på et loppemarked året efter[12]. De fleste er kvikke nok til at købe noget som de ikke vil kunne holde ud på sigt, blot fordi at prisen er lav. Hvis man er mere end almindeligt flink, køber man en bunke postkort som man naturligvis sender tids nok til at de når frem til modtagerne i Danmark små 14 dage efter man selv kommer hjem.
Hjemme igen
Nu skal man høste frugterne af sit hårde slid med at blive et dannet menneske! Man inviterer alle man kender til en "Italiensk Aften" hvor man laver spaghetti med kødsovs, serverer Nettos fine "Vin de Table"[13], og viser billeder af sin rejse til ét af kulturens hjemlande. Midt i underholdningen sidder Familien Nielsens 10-årige rod af en knægt, og spørger om man så en original version af "Decameron"[14] som han netop har haft om i skolen, hvorefter svaret "Øhh?" afbrydes af hans mor der beder ham holde kæft. Et øjeblik efter spørger Familien Sørensens teenager om man har set Katedralen i Firenze, Monterrigioni, Pantheon eller nogle af de andre arkitektoniske mesterværker[15] der optræder i spillet "Assassins Creed II". Til sidst bliver alle enige om at smide "Italiensk for Begyndere" i DVD'en for at undgå yderligere ydmygelser.
Noter
- ↑ Foruden en god portion syfilis.
- ↑ Til gengæld har man sparet 220 kr pr næse.
- ↑ Spaghetti m. flået tomat, hvidløg og rødvin
- ↑ ca. 750 kr
- ↑ Som dog udtales "Roma" når man skal imponere naboerne.
- ↑ Det er slang for Rom, din uvidende én
- ↑ Men naturligvis ikke Peterskirken - en 900 meter lang kø er aldrig en kirke værd.
- ↑ Ægte pilgrimme - ikke det pladder Ældresagen arrangerer i Danmark.
- ↑ Samtidig med at man brokker sig over at katolikkerne, ifølge Dan Brown, ikke anerkender stenalderen
- ↑ Eller omvendt: Livgivende Varme
- ↑ Danskheden er jo primært latrinær.
- ↑ Alternativt kyles ud ad vinduet.
- ↑ Som man ikke ved er fra Frankrig
- ↑ Det er en bog fra middelalderen - og hold så op med at afbryde mig!
- ↑ Som i øvrigt findes i virkeligheden
Bidragsydere:
Cookies help us deliver our services. By using our services, you agree to our use of cookies.