<span class="mw-page-title-main">Bertel Thorvaldsen</span>

Thorvaldsen var fremsynet vedr. musikgenren "Heavy Metal" så derfor viser han her med venstre hånd sit musikalske tilhørsforhold.

Du mit Hiertes Attraa på mit Kyske Leie, Ømt mit Øie Skuer!

— H.C. Andersen om at lure på Thorvaldsen.

Bertel Thorvaldsen (19/11 1770 – 24/3 1844), oftest bare Thorvaldsen, var den største danske billedhugger nogensinde, og som alle andre store danskere tilbragte han over halvdelen af sit liv i udlandet, samtidig med at størstedelen af hans værker forestiller udlændinge, i særdelshed grækere og polakker.

Barndom

Dem af jer som stadig kan huske fem-krone-sedlen glemmer aldrig Thorvaldsen, da det ca. svarede til en uges lommepenge

Thorvaldsen er resultatet af en doven og ikke særlig dygtig islandsk født havnearbejder og en fattig degnedatter fra Jylland. Fatter Þorvaldsson, Thorvaldsens far, havde en forkærlighed for brændevin, kortspil og letlevende kvinder, så familiens allerede lave indtægt blev kastet i grams på Christianshavns beværtninger, og Thorvaldsen voksede derfor op i grotesk fattigdom og åndelig armod. Man formoder at hans mor lærte ham læsning til husbehov, samtidig med at Thorvaldsen selv udviste et stort talent for tegning. Muligvis blev han oplært af farmand der tegnede nøgne glædespiger som han solgte til søfolk der ikke havde råd til lidt sjov. Talentet for tegning drev som 11-årig Thorvaldsen ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi hvor man dér lærte ham at tegne nøgne glædespiger med skygger, at lave nøgne glædespiger i ler og sidst men ikke mindst at hugge nøgne glædespiger i marmor. Thorvaldsen selv var dog et meget åndrigt menneske, og valgte derfor at hugge gudinder og adelsfrøkener istedet for skøger.

Tiden i Rom

Statuen af Jesus Kristus. Thorvaldsen huggede den delvist som selvportræt.

Statuen Pigen der prikker hagen.

Buste af Napoleon Bonaparte - en blåmejse stod model for ørnen.

23/8 1796, dvs. da Thorvaldsen var 26 år gammel, fik han tildelt et rejsestipendium til en 3 år lang dannelsesrejse. Beløbet svarer i kroner og ører til ca. 40.000 nutidsskillinger, hvorimod købekraften svarer til en blanko-check fra Deutsche Bank. Thorvaldsen var da heller ikke sen til kun en uge senere at kysse sin mor farvel, få en farvel-flad af Fatter Þorvaldsson og efterlade sin forlovede i Københavnstrup uden forsørger, eller så meget som et venligt ord. Med særlig kongelig tilladelse sejlede han til Italien med anti-ubådsfregatten Thetis der skulle på togt til Middelhavet, sandsynligvis for at smadre 14 tons kardæsker igennem hud og hår på diverse muslimske pirater fra Nordafrika.

Vel ankommet til Palermo på Sicilien følte Thorvaldsen sig så ulideligt dansk, at han øjeblikkeligt udnævnte ankomsten d. 1/11 1796 til sin anden fødselsdag, dette til trods for at han allerede burde have unger i 10 års-alderen.

Kunstnerisk Virke

I de første par år Thorvaldsen levede i Rom (by), danderede han den med nogle få og ikke særligt pæne værker. Den kaptajn der i sin tid havde sejlet Thorvaldsen ned hvor pastaen gror, omtalte sin passager som "en doven hund, en tølper, en sjuft og en rigtig grimmer karl.", hvilket må siges at være lidt af en kompliment fra en sømand; havde kaptajnen ikke kunne lide Thorvaldsen, kunne han jo bare have klynget kunstneren op i rånokken. Netop dette syn på Thorvaldsens kunst påvirkede ham meget, og efter noget tid fik han sig en nær ven, Georg Zoëga, der i mange år efter gjorde sit bedste for at kritisere Thorvaldsens arbejde sønder og sammen. Netop hos Georg Zoëga traf Thorvaldsen kvinden Anna Maria v. Uhden, en gift kone der blev et på alle måder elendigt forhold for Thorvaldsen: hun var angiveligt lidt af en godte, men også en fesen strigle uden skyggen af interesse i Thorvaldsens arbejde. For at gøre ondt værre, var hun utro og fødte ham oven i købet en datter, der endte som lidt af en allemands-pige der kontinuerligt giftede sig med rigmænd.

Midt i dette morads af et privatliv fik Thorvaldsen en vision, eller måske ligefrem Åbenbaring: Han indså, at få at slå igennem som kunstner i årene omkring år År 1800 og grønlangkål, bliver man nødt til at kopiere den klassiske verden, meget specifikt romerne og grækerne. Thorvaldsen huggede løs. Først idéer, dernæst statuer, og til sidst huggede han sågar sine egne statuer selv. I tiden umiddelbart efter år 1800, viede han stort set hele sin tid til at lave statuer for rigmænd fra hele europa, medens han omhyggeligt lod som om at han ikke havde hørt om Slaget på Reden i 1801, hvor Fatter Þorvaldsson burde være død af druk og kanonkugler, hvis der var nogen retfærdighed til. Thorvaldsen arbejdede i særlig grad med de tre ting mænd på dét tidspunkt interesserede sig for: Gud, Bryster og Napoleon Bonaparte.

Hjemme i København

Det var en kort historie: Thorvaldsen ankom ca. 1819 og skred igen i 1820 for at lave statuer til nogle polske adelsfolk. I den korte tid i København, opnåede han dog at blive æresmedlem i Frimurerlogen, hvor han var med til at planlægge tabet af Norge, statsbankerotten, Københavns Brand, de slesvigske krige og Påskekrisen 1920. Thorvaldsen kom dog tilbage og påbegyndte en række imponerende værker, herunder de 13 statuer der samlet kendes som "Kammerat Kristus & De Tolv Proletarer".

Ca. 1826 bliver det almindeligt kendt, at Thorvaldsen agtede at skænke en række værker til København når han engang døde fordi italienerne ikke vil have kopier når de allerede har originalerne fra oldtiden, hvorfor man begyndte at samle ind til at oprette "Thorvaldsens Museum", og i 1838 flyttede han endeligt tilbage til Danmark, hvor han indrettede bolig, værksted og slyngelstue på Charlottenborg der nu er kunstmuseum. Eller som han selv kaldte bygningen: Thorvaldsenburg. Han var jo generelt en ydmyg mand, så det kom som lidt af et chock da han begyndte at vælte sig i abefester, fine titler og ridderkors, hvilket var præcis hvad hans alderdom gik med. Det vides ikke om han bedækkede flere gifte kvinder.

Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens Museum-, Mausoleum og Gift Shop, København.

Thorvaldsens Museum blev bygget dels som en hyldest og dels som opbevaringsdepot til hans omfattende gave til København: de mange statuer der nu står udstillet, hvoraf de fleste er af gips(!). Thorvaldsens skørlevned kostede ham til sidst livet i en alder 73 år, hvorefter man flyttede hans fordrukne rester til en grav i midten af museet hvor han ligger den dag idag. Hvis Dan Brown har ret i sit sludder af en Da Vinci-bog, kan Bertel Thorvaldsen derfor være efterkommer af Jesus, og dermed Den Hellige Gral: ét af kriterierne i bogen er jo at Gralen ligger begravet under åben himmel, omgivet af kunstneriske mesterværker.