|
|
|
Nutidens krævementalitet opstod nogenlunde samtidig med, at vi alle skulle til at have det godt, for krigen var slut og der var kommet en båd med bananer.
Og mor holdt op med at gå hjemme og vi kom alle sammen i børnehave og lærte de rigtige meninger af seminarieuddannede pædagoger og det var let at se hvem af dem, der var mænd, for de strikkede og havde skæg.
Og alle de mange penge som mor og far tjente blev brugt til udbetaling på parcelhuse og biler, som vi ikke havde råd til, så de gamle tog et ekstrajob og krævede længere åbent i børnehaven.
Og vi fik samtalekøkkener og samtaletoiletter, men måtte ikke snakke inde i stuen, for dér var der kommet et tv-apparat og alt hvad der blev sagt i dette apparat var meget vigtigere end noget vi børn kunne finde på at spørge om.
Og mor og far fik dårlig samvittighed fordi de aldrig var hjemme, så nogle højtbetalte pyskologokogistuderende opfandt begrebet kvalitetstid, så de gamle kunne have god samvittighed, hvis de bare talte med os i fem koncentrerede minutter hver dag, eller hyrede en lejeonkel til det og i øvrigt gav os alt hvad vi ønskede os til børnehjælpsdagen og til jul.
Men lidt dårlig samvittighed og ukendskab til de kære poders inderste væsen er der da tilbage på trods af kvalitetstiden, for nu hyrer de gamle en advokat, hvis vi får brev med hjem fra læreren om, at vi ikke gider opføre os ordentligt, for det hele er nemlig samfundets og skolens og børnehavens og vuggestuens skyld og vi kan slet ikke gøre for det.
Til sidst, når de gamle så engang skal pensioneres, bliver de overraskede over at alle de surt optjente slanter, som de løbende har måtte afgive til staten, er blevet brugt til at sikre os børn en ordentlig uddannelse og sygedagpenge, og derfor bruger de resten af deres liv på at gå rundt og være sure og fornærmede, for de mener, at det er dybt urimeligt, at de har slidt og slæbt for at betale penge til dette lortesamfund, når de burde være gået til at forsøde deres alderdom med nye golfkøller, kingsize smøger og charterrejser til Hawaii, og ikke til sådan nogle utaknemmelige møgunger som os!
...Ræk mig lige piskefløden.
Læserbreve der siger noget om samfundet
- Løgstrup,
- Nutiden er jeg sjældent den første til at klage, hvilket jeg skal være den første til at beklage, men jeg synes at man må have krav på en slankeoperation når ens BMI-tal er nået op på svimlende 14. Skal man virkelig nå op på flere hundrede kilos overvægt, før en overlæge kan tage sig sammen til at snitte tre meter tarm og halvdelen af mavesækken ud på én og erstatte det med en ballon fra Tivoli? Velfærdssamfund, min bare knogle!
Ditte Luftmeyer
- Egå,
- Kan det virkelig være rigtigt, at man skal hjælpe sin gamle mor med at gå ned med skraldespanden, når man for en sjælden gangs skyld har tid til at aflægge en visit? Det tog det meste af to minutter, og ja, så var kvalitetstiden ligesom gået for denne gang, ikke. Der burde være nogen man kunne ringe til i en sådan en akut situation. "Hjemmepleje", min bare ...!
Karl-Herman Alfa-Hansen
- Mageløse,
- Er der virkelig ikke nogen, der vil tage ansvar her i landet? Vi bliver federe og federe og ingenting gøres. Min læge fortalte mig, at jeg "skulle spise mindre". Vor herre til hest, tror han ikke, at jeg selv kunne regne dén ud? Skal det forestille at være en løsning? Og hvordan har han tænkt sig, at det skulle blive overholdt? Og hvad siger de ansvarlige? Som sædvanlig røv og nøgler!
Ejgil Hansen
- Han Herred,
- Det kan da ikke passe, at bare fordi Robbie Williams har fået noget dårlig hummer, så skal koncerten bare aflyses og vi må rejse hjem igen midt i feriemyldretiden, så de gamle damer må stå op lige ved siden af os, hvilket er skide irriterende. Og uden anden form for erstatning end pengene tilbage! Det ville ikke være for meget hvis trafikministeren sørgede for gratis tog- og busbilletter, når man ikke engang har kunnet stå med sin tændte lighter og nynne med på alle Take That's kendte numre. Begge to. Eller de ku ha givet Robbie en operation så han blev rask igen samme aften og kunne synge la-la.
Knuz, Mette B
- Årup,
- Som gammel håndværker, der har betalt skat i alle årene, piner det mig at se, hvordan man sættes totalt ud på et sidespor, bare fordi man har drukket lidt for mange bajere. Og se mig nu: Rødmosset, stormavet og med en elendig balanceevne og rystesyge og utydelig udtale efter kl. 16. Ja, jeg er sygdomsramt, og det havde ikke været for meget, hvis staten gjorde mine bajere receptpligtige, ligesom de gør med heroin. Hvor længe skal man finde sig i det?
Jønne
Se også