H.C. Hansen løfter på hatten for de unge damer. Høflig og dannet, over al måde...
Statsminister Hansen med sin ungdomskæreste, Sophia Loren. Billedet er taget i Kødbyen i 1961.
Selv om deres homoseksualitet aldrig udviklede sig til noget alvorligt, tænkte H.C. og Ike ofte tilbage på deres tid i spejderbevægelsen med stor glæde.
Hans Christian Svane Hansen, 8. november 1906 - 19. februar 1960, var statsminister nr. 31 fra 1955 til 1960[1]. Århusianer.
Han var typograf af uddannelse - Det er sådan en der sætter bogstaver sammen til bøger, aviser og brugsanvisninger til mindre kaffemaskiner. Da han havde det med at falde i bogstaver, meldte han sig ind i DSU[2] af ren og skær kedsomhed. For at komme af med stodderen igen, besluttede sosserne at opstille ham til Folketinget - og han blev valgt, tro det eller ej - hvor han sad og lyttede til åndssvage lov- og beslutningsforslag fra de ærede medlemmer og andre røvhuller.
H.C. var tæt knyttet til Hans Hedtoft, der var ligesom en storebror for ham: De ved, tæv tre gange om dagen og han måtte ikke låne hans pladesamling og blev nødt til at gå i hans aflagte tøj.
I 1939 blev de begge smidt ud af Socialdemokratiets hovedforstyrrelse - ikke af de andre sosser, nej, af den tyske værnemagt, der var misundelig på deres gode udseende. I bare trods blev H.C. kontaktled mellem politikere og Frihedsrådet, der mest bestod af ballademagere, der ikke ville finde sig i den gode tyske ro og orden, men sprængte jernbaner i luften og ødelagde vasketøjet, der hang til tørre inde bag hækken.
I 1943 fik H.C. en lille sidekarriere, da han blev meddeler for amerikanerne og sladrede om dansk samarbejde med Rusland og hvem der var tyske overløbere.
Befrielse og politik
I 1945 blev dejlige Danmark befriet fra den tyske besættelsesmagt og befolkningen jublede i gaderne og små børn fik lov at være længe oppe og alle havde frihedskæmperhjelme og Christian X-brocher på jaketten og vi drak al den rødvin og øl vi kunne komme i nærheden af, hvilket desværre var nul. Derfor var der ingen der opdagede, at H.C. luskede ind på finansministerposten, da han engang havde haft en sparegris, da befrielsesregeringen - samlingsregeringen - blev til virkelighed.
H.C. var kun finansminister et par måneder - i første omgang - men da Hans Hedtoft blev statsminister i 1947, satte H.C. sig på potten posten igen.
H.C.s nære tilknytning til Amerika og den amerikanske efterretningstjeneste gjorde det også let at få listet Danmark ind i NATO, eller Atlantpagten, som vi kaldte den, tilbage i 1949, så vi senere kunne gøre Anders Fogh Rasmussen til en berømt foredragsholder.
| The Central Intelligence Agency states:
|
|
"Ja, den dejlige dreng. Han var sgu en ven af folket. Hos os amerikanerne tænker vi ikke Andersen, når vi siger H.C. Dejlig dreng, helt igennem."
|
"And ye shall know the truth and the truth shall set you free
SO HELP YOU ZOD"
|
I 1953 blev han udenrigsminister, fordi han var så god til at sige I can hop, I can run uden at grine.
Goddag og farvel
I januar 1955 døde statsminister Hedtoft i et soveværelse, der ikke var hans eget[3] og den naturlige arvtager var H.C., der dog også fortsatte som udenrigsminister, fordi de andre socialdemokrater var helt umulige til engelsk.
Og statsminister Hansen fik forhandlet selvbestemmelse hjem til slesvigerne mod at Vesttyskland kom med i NATO, så svien fra 1864 endelig forsvandt og han sagde ja uden direkte at bruge ordet, til, at vore amerikanske venner listede atomvåben helt op på Grønland, hvor der alligevel er så koldt, at der ikke var nogen der opdagede det.
Folkepension!
Men det bedste - det alllllleralllller bedste - vor lille H.C. gjorde, var at indføre folkepensionen, så alle - simpelthen alle - kunne få sig en lille slat penge at forsøde alderdommen med, uanset om de er millionærer eller hjemløse. Dette kaldes lighed. Hvis man ikke synes, man får nok, kaldes det ulighed.
Ellers var vor statsminister kold i røven og ville skide fagforeningerne et stykke, ikke mindst i 1956, hvor de største arbejderdemonstrationer i Danmarkshistorien fandt sted, bare fordi H.C. havde afgjort overenskomstforhandlingerne ved lov, så vi slap for alt det forbandede strejkeri og deraf følgende ølmangel.
Men ak.. H.C. fik konstateret kræft gjorde han. Og dengang havde man ikke behandlingsgaranti og automatisk screening af rødhårede pigespejdere, så det blev opdaget alt, alt for sent. Og nu er han død.
H.C. Hansen ligger begravet på Vestre Kirkegård ligesom alle andre døde socialdemokrater.
Foootnotes
- ↑ I Danmark, for helvede da!
- ↑ Danmarks Socialdemokratiske Ungdom betyder det, og ikke som mange tror: De Satans Unger!
- ↑ Et såkaldt hotelværelse.
