"Har du nu en lille fjer på igen, søde Frederik?"
Grevinde Danner, som oprindelig hed Louise Rasmussen, blev gift med Frederik 7. i 1850. Det gjorde hende dog ikke til dronning, kun til grevinde, hvilket alligevel er meget godt gået af en horeunge.
Louise Rasmussen var nemlig født udenfor ægteskab, hvilket ikke alene var dybt ukristeligt, men også hårdt arbejde for hendes mor, der ikke kunne sole sig i krisehjælp og forhøjede børnepenge, som de unge mødre kan i dag. Nej, hendes fader var en gammel, liderlig grosserer og moderen var hans tjenestepige - og til tjeneste, ja, det var hun da.
Ind ved balletten og ud igen
Louises morlille blev sypige på Det Kongelige Teater og af den vej fik hun sluset lille Louise ind i Showbizz.
Jomfru Rasmussen blev uddannet som balletdanser ved Det Kongelige Teater i 1830'erne og havde mange store danseroller, ikke mindst blev hun længe husket for sin udgave af "Løjtnant von Buddinge og de forsvundne pandekager", hvor hun slog sit navn fast som pandekage nr. 3.
Særlig køn var Louise dog ikke og ynde var der ikke meget af, så der måtte arbejdes lidt ved siden af.
Efter en uheldig paux de deux med Carl Berling, den kendte bogtrykker, blev kvindfolket selvfølgelig gravid og endte med at få et lille barn i 1841. Så var det ud af vagten fra det kongelige, den slags tarvelige tøsebørn, der lå i med kendte bladredaktører, kunne man virkelig ikke have rendende på sådan en fin adresse. Herut med sig og lille Carl, som ungen hed. Uden at der kom et eneste ord om sagen i Berlingske Tidende, ja, det er næsten ikke til at forstå.
Dén tog Louise ikke liggende stående. Hun blev så sur, at hun oprettede sin egen modeforretning, "Louises Modehatte og Gardiner", så hun kunne forsørge sig selv, mens lille Carl blev sat i familiepleje, det var jo begrænset hvor mange penge hun kunne hente hjem. Forretningen blev meget omtalt i det københavnske, fordi der i vinduet stod et par roterende giner, så lidt lir var der da.
Men Louise havde en lille beskidt hemmelighed mere: Hun knaldede med kronprinsen. Der går mange historier om kronprinsens libido eller mangel på samme, lige fra lav sædkvalitet til misdannede nødder, så måske var det ikke så meget den fysiske kontakt som den åndelige, der prægede deres samvær, siger de kloge, ikke mindst halvaberne på Billed Bladet og DR's arkiver. Skål! Anyway, Louise havde en god indflydelse på Frederiks opførsel og afholdt ham kærligt fra at drikke sig i hegnet. Tit, ihvertfald.
Da Frederik blev konge i 1848, fik Louise titel af baronesse. Men først i 1850, da kongen sejlede på en bølge af velvilje efter Slaget ved Isted, lod han sig vie til hende til venstre hånd, og hun blev grevinde, grevinde Danner, ikke.
Hvorfor venstre hånd?
Fordi kongen brugte den højre til noget andet, ikke. At gifte sig til venstre hånd betyder kort og godt nul arveret, sådan en "grevinde" skulle ikke møve sig ind i arverækken.
De fine forarges
Forargelsen i det højere borgerskab og aristokratiet var stor. Fine folk skrev sjofle smædeviser og lokumslitteratur, som de ikke holdt sig for gode til at afsynge ved private og halvoffentlige lejligheder, hvor de mente at præsten ikke kunne høre dem. Ja, for man var da kirkegængere, ikke. Nogle af viserne var ren majestætsfornærmelse, men kun en enkelt "komponist" blev stillet for retten og dømt til 20 m snobrød: Frederik Schaldemose, hed han, dømt for "utugtige skrifter".
Grevinden var heller ikke tilfreds med bare at være grevinde, så hun gjorde alt hvad hun kunne for at blive rigtig dronning. Det ville datidens politikere dog ikke høre tale om, de skulle ikke styres af sådan en afdanket balletdanserinde, så de modarbejdede hende på alle niveauer og med alle intriger. Til sidst resignerede grevinden med et suk. "Suk", sagde hun og gav sig.
I 1854 købte parret så Jægerspris Slot og tog ophold der, hvor de sad og sukkede sammen.
Grevinde Louise testamenterede Jægerspris Slot "til gavn for fattige og efterladte piger", noget grevinden jo havde følt på egen mås krop. Efter hendes død blev der etableret børnehjemsbygninger nær slottet, selv om de fleste af dem er brændt ned i dag af pigen med svovlstikkerne og andre uvorne tøsebørn.
Efter hans kongelige majestæts død i 1863 levede grevinde Danner et tilbagetrukket liv på Rudbjerggaard, fordybet i kriminalromaner, rødvin og cigarer. Men hun havde stadig et godt øje til de faldne kvinder og i 1873 oprettede hun "Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige fruentimmere af arbejderstanden". Og Dannerhuset på Nørrebro i København blev opført i i 1875.
Luise døde 6. marts 1874 på et lille ferietrip til Genova i Italien efter at have erhvervet sig sygdommen erysipelas (rosen), der gør pænt nas over det hele.
|
|
Rosen er rød min ven, blå er forglemmigej
|
|
|
Bjørn Tidmands farfar
|
Et par velvagte ord om Dannerhuset i Nansensgade
Dannerhuset i Nansensgade blev bygget til Grevinde Danners stiftelse for udtjente arbejderkvinder i 1873. Behovet for stiftelsen var dog dalende efterhånden som velfærdssamfundet begyndte at præmiere kvinder for at være enlige og/eller ugifte og i 1979 var der kun fire kvinder tilbage i huset. Det var jo ikke noget at samle på, så kællingerne blev strittet ud på flisen, stiftelsen blev nedlagt og huset solgt.
Det huede ikke rigtig kvindebevægelsen. De besatte huset i november, hvilket som sædvanlig blev belønnet af slappe mandfolk, der solgte huset til dem for 2,8 mio kr. som blev indsamlet under den store Grevinde Danner-indsamling. Gode penge lige ned i foret.
Kvindebevægelsen indrettede huset til krisecenter og asyl for voldsramte kvinder. Takket være den store tilgang af kvindeundertrykkere siden 1980'erne er huset igen oppe på 100% belægning, så fik vi den ligeberettigelse banket ned hvor den hører hjemme.