<span class="mw-page-title-main">Agatha Christie</span>

Agatha Christie eller Lady Mallowan, som hun kaldte sig på sine gamle dage, var en engelsk kriminalforfatter, der er oversat til lige så mange sprog som Willy Sjækspir. Hun levede fra den 15. september 1890 til den 12. januar 1976, hvor hun døde under mystiske omstændigheder. Mæt af dage, rig som få, kendt og læst i hele verden og overlæsset med ordener og medaljer. Godt gået af en dame, der havde brugt hele livet på at myrde det pænere borgerskab.

"Elementært, min kære..." nej, den har vist været brugt før.

Ifølge Guinness Bajer- & Rekordbog er hun den bedst sælgende romanforfatter i hele verden, ikke mindst Danmark, hvis man bortser fra Manu Sareens fantastiske børnebøger om drengen Splint der hellere vil lege med barbiedukker. Hun skrev 80 kriminalromaner og sexromanerunder pseudonymet Mary Westmacott og et par teaterstykker i ny og næ.

Den lykkelige barndom

Agatha voksede op i en middelklassefamilie med tre børn, hvoraf Agatha var det ene. Hendes far, Frederick, lavede ingenting, han havde nemlig nogle penge fra sin far, så han kunne tage en Robert Nielsen dagen lang. For egen regning, dog.

Moderen Clarissa gad hverken passe sine børn eller sit arbejde, så stakkels Agatha voksede op med fast barnepige og uden social kontakt til andre end bussemændene under sengen. Nul skolegang, kun lidt hjemmeundervisning.

Da Agatha fyldte 11 år døde farmand Frederick, hvilket fik lillepigen til at skrive digtsamlingen Daddy-oh, der udkom i Lokalbladet for London & Omegn og fik glimrende anmeldelser hos sure gamle anmeldere, der er nødt til at spise Samarin hver dag.

Den lykkelige ungdom

Under første verdenskrig gav Agatha den hele armen som sygeplejerske, hvor hun passede de stakkels soldater, der var døden nær af granatchok, afsprængte lemmer, utidssvarende frisurer eller sennepsgas. Ikke alene fik hun indblik i de mange giftige lægemidler, som hun siden hen slog sine patienter romanfigurer ihjel med, nej, hun blev også gift i al hast med piloten Archibald Christie, da de blev afsløret i en lille pas de deux bag en stak hæfteplastre. Det uundgåelige resultat fik navnet Rosalind, der kom til verden i 1919, hvor krigen var overstået, så de unge mænd måtte dø af den spanske syge i stedet for.

Forfatter, forfatter!

I 1920 fik Agatha Christie udgivet sin første roman De låste døre, hvor man for første gang kunne stifte bekendtskab med belgieren Hercule Poirot og hans åndssvage mustache. Da havde bogen også været fire år undervejs og selvfølgelig blev den desperate Agatha snydt af forlæggeren, der fik hende til at betale 2 shilling pr. solgt eksemplar af denne - og de næste fire bøger.

Denne forlægger er i dag impressario for One Direction.

I 1926 kunne Agatha skrive kontrakt med forlaget Pisshouse, Dumbass & Sons, og nu begyndte moneterne at vælte ind. Til gengæld væltede gemalen ud, da han havde fundet sig en lille lækker elskerinde, Nancy Neele, hed hun, den tarvelige tøjte.

Archie knuser Agathas hjerte, det dumme svin

Den 3. december 1926 blev Agatha's havarerede bil fundet uden for et bordel i Soho. Agatha selv var væk. 1.000 mand meldte sig frivilligt til at søge efter hende, men da de fik fremvist et billede, der viste hvor afdanket hun så ud, gik de hjem igen. Politiet trak lod vod ved Søerne, men dér var hun ikke. Til gengæld fandt de en gummiand, som politimesterens barnebarn havde tabt i baljen året før. Mystiske breve, skrevet af Agatha, dukkede op og mere end antydede, at husbonden Archie havde taget livet af hende. Pressen udlovede en dusør på ethundrede pund Sterling til den, der kunne komme en opklaring af mysteriet nærmere, hvilket fik 15.000 mand til at rende rundt og lede efter fruentimmeret i mørke baggårde og en enkelt vinkælder, hvor de drak sig mod til, inden de vendte snuden hjemad til deres egne kællinger.

ENDELIG den 14. december fandt man Agatha på et hotel i Harrogate, hvor hun sad og strikkede sig et nyt bornholmerur. Hun påstod hun havde hukommelsestab efter bilulykken, men havde da haft åndsnærværelse nok til at indskrive sig under Archies elskerindes efternavn.

I 1928 var det uigenkaldeligt slut. Agatha og Archie blev skilt, så han både kunne ligge i med sin billige frille og deltage i cocktailselskaber og støttekoncerter med knap så moralsk anløbne kendisser. Det betød, at Agatha ikke længere kunne leve på nas, men måtte finde sig et arbejde. Hun valgte at blive forfatter, ja, sådan er de kvinder jo, de tror de kan alt muligt, det er fordi de er så forkælede hjemmefra.

Endnu et lykkeligt ægteskab

Efter et par latterlige kriminalromaner, hvor man kunne gennemskue hvem morderen var, ved at læse en enkelt side, opfandt Agatha pebermøen Miss Marple, der ikke alene stak snuden i sager, der ikke ragede hende, men også var meget klogere end de lokale politimænd. Ja, de drømmer så henførent, de kvindelige forfattere, Mord i Præstegården hed bogen, selv om alle ved, at der aldrig nogensinde vil ske et mord i en præstegård, tænk bare på Margrete Auken, den sødeste præst i hele verden, hende er der ihvertfald ingen der ville kvæle med tyve flødeboller, vel?

I løbet af 30'erne blev Agatha gift med en arkæolog, Max Mallowan, der tog fejl af hende og farao Ramses galdesten. Han var 15 år yngre end hende, så ørkensandet gynget lystigt, når parret gik til te i teltet. Når tiden ikke blev brugt mellem lagnerne, skrev Agatha lystigt videre på romaner som "Mord i Ørkenen", "Mord med Sand mellem Tæerne" og "Mord i de hede Lagner langt ude i Ørkenen, mens de holder hinanden tæt og skriger som Prærieulve" bind I og II.

		Man bør altid gifte sig med en arkæolog. Jo ældre man bliver, jo mere spændende synes han man er.
	Agatha Mallowan

Men ægteparret kunne jo ikke ligge og bolle dandere den ude i ørkenen hele livet, de rejse hjem til good old England, hvor de havde tænkt sig at bo på deres gods, Greenway House. Men der kom en verdenskrig i vejen, og godset blev brugt som nødhospital og børnehave, hvor alle mulige sårede soldater og andre simulanter lå og fik plaster på og blev pustet på knæene af de unge, søde sygeplejersker, så de ikke begyndte at tude. Det fik Max til at rejse tilbage til Nordafrika, hvor han virkede som tolk for okkupationsstyrkerne og oversatte til ghettosk.

Agatha arbejdede som sygeplejerske under krigen og udvidede dermed sit kendskab til medicin og andre giftstoffer, og selv om dødeligheden på nurse Mallowans stue var 250 pct. over gennemsnittet, kunne de øvrige medarbejdere ikke andet end at glæde sig til at læse de næste krimier.

I 1951 skrev Agatha teaterstykket The Mousetrap, der siden 1952 er blevet opført over 25.000 gange i London. Ja, det går der såmænd endnu, så det er bare med at smutte over vandet, hvis man ikke fik set amatøropførelsen i Haarby i 2005, den er der vist ingen der kan slå - tossego' var den.

Udmærkelser og tingeltangel

I 1972 var Agatha blevet så gammel populær, at hun fik ret til at kalde sig Dame og blev udstillet på Madam Tussauds voksmuseum. Fejlen blev dog hurtigt opdaget, og hun blev byttet ud med en voksdukke. Men det var langt fra den første udmærkelse Agatha fik, hun var både Commander of the British Empire og Grand Master i foreningen Mystery Writers of America.

I 1976 var den stakkels Dame så tynget af ordener, at hun opgav at trække vejret og døde i sin dyne.

Udvalgte titler

• 1924: Poirots åndssvage Overskæg opklarer en Mordsag
• 1933: Dødens Tegn og Andre Mysterier som fx hvorvidt Miss Marple er Jomfru
• 1933: Tretten til bords, men kun 12 gafler
• 1934: Mordet i Orient Ekspressen eller Hvorfor Linje H2 blev forsinket
• 1936: ABC mordene - mit første Mord
• 1938: Stævnemøde med døden - genudgivet i 2014 som En Syg Date
• 1938: Hercule Poirots jul eller Hvem ligger under Træet?
• 1952: Spil med spejlæg
• 1957: 4:50 fra Paddington
• 1965: Bertrams hotel (3 stjerner)
• 1976: Hun døde Tung