<span class="mw-page-title-main">Adoptionsrejse til Rumænien</span>

Til de 98% af Danmarks befolkning der ikke ved hvor Rumænien befinder sig. Landet er markeret med rødt.

Måske en "adoption" kunne være løsningen?

— Moses Hansen om sine problemer.

Du kan da leje min datter - 20 prince og en sixpack for en time.

— Din far om ovenstående

En Adoptionsrejse til Rumænien er en særlig ferieform som danskere til tider afholder hvis man opdager at en given ynglekæp skyder med blankt, hvis en given livmoder er visnet eller hvis en utraditionel kombination af køn, alder og seksualitet finder ud af at man skal have børn. Dér, og når man opdager at negerbørn og risbørn er ret dyre at købe adoptere.

Forberedelse

Det som man tror at rumænske forældreløse lever under.

Det man nægter at acceptere som værende rumænske forældreløse.

Inden typiske leverpostejs-danskere beslutter sig for at købe adoptere et barn fra Rumænien, skal man først sætte sig ind i hvor og frem for alt hvad Rumænien er. Danskernes viden om landet begrænses desværre til følgende: gartneriejerne i Udkantsdanmark kender rumænere som sæsonarbejdere, de kulturelt konservative kender Rumænien som det sted Bram Stoker skrev om i bogen "Dracula" fra 1897, og de resterende danskere kender kun Rumænien fra pressen, hvor det i reglen fremstilles som en kæmpe trailerpark befolket af kommunistiske diktatorer og den gruppe af kriminelle der ikke nødvendigvis er muslimer. Når man har sat sig grundigt ind i sagerne, og man har konstateret at de nuttede negerbørn og de hyperintelligente risbørn vitterligt er dyre at købe adoptere, så tager man afsted til Rumænien for at redde én ar de arme stakler fra en kummerlig tilværelse som folk typisk vil sige.

Dernede

Vel ankommet til Rumænien opdager man hvor lidt man egentlig har forberedt sig: der er huse i mere end to etager, der er asfalt på vejene, varer i butikkerne, elektricitet og så vidt vides ingen kommunistiske massemordere på gader og stræder. Efter at være blevet indkvarteret på et hotel, der oven i købet ligner et dansk, bevæger man sig mod børnehjemmet, som enhver åben og fordomsfri dansker tror er en form for skolegårds-version af en KZ-lejr, for så blot at opdage, at huset ligeså vel kunne ligge på Lolland eller i Midtjylland.

At finde sig et barn

Barnet som man vælger, hvis alle spædbørn allerede er udsolgte bortadopterede.

Når man står i Rumænien, omgivet af børn der taler et sprog som meget vel kunne komme fra Amazonjunglens mere uciviliserede stammer, bliver man først bange, derpå overrasket over børnenes udseende, for rumænske børn bliver tilsyneladende udsat for bade og rent tøj. Nu venter den svære del: at vælge et barn. Det vigtigste er at finde en unge der ligner én selv, der er nyfødt, der ikke har nogle søskende, og som ikke taler udenlandsk. For to blege danskere, hvoraf den ene er lettere rødhåret, kan det derfor godt være et stort problem at rumænere ligner en blanding mellem østeuropæere og tyrkere.

Efter megen besvær finder man en sød unge der til forveksling ligner en sommerbrun skandinav. Som en rigtig kender undersøger man tænder, lår, ryg og arme, i dén tro at det at købe adoptere et barn er det samme som at købe en pony. Ungen man køber adopterer viser sig senere at være en virkelig god unge: sød, glad, kærlig, taknemmelig, høflig, kernesund og generelt vellidt af alle, men der er alligevel én tanke der sidder og nager i baghovedet. En tanke der bare ikke vil gå væk i takt med årstiderne. Tanken der i dén grad gødes af den danske, objektive presse: "Er det mon en sigøjner man har fået med hjem?"