Jakob Erlandsen

Jakob Erlandsen, biskop af Roskilde 1250-54, ærkebiskop af Lund 1254-74. Truende fyr, der mente at han var mere kongelig end kongen og endte med at afslutte Hvideslægtens indflydelse i de kredse, hvor Se og Hør så gerne ville være med, hvis ellers de bare var stuerene.

Den lumre ungdom

Jakob var jo af den fine Hvideslægt på sin mors side, så han var på det nærmeste selvskrevet til et biskoppeligt embede, selv om han hverken gad passe sin skolegang eller rende efter fremmede damer. En såkaldt universitetsuddannelse i Paris forenede det nyttige med det praktiske, og Jakob kunne rage på damerne i Moulin Rouge og studere filosofi og hjernesvind samtidig.

Så tilbragte han nogle år i Rom (by), hvor han sad ved pavens fødder og lyttede til de kloge ord om kirkens overhøjhed i forhold til de verdslige herskere, hvilket stivede den unge Erlandsens ego så meget af, at han siden kom op at toppes med selveste kong Christoffer. Skål!

I 1249 var pave Thorkild blevet så træt af at have unge Erlandsen siddende ved sine sokker, at han smed ham ind i bispeembedet i Roskilde, der alligevel havde stået tomt siden Niels Stigsen, fandt det klogest at fise udenlands efter en beskidt affære med en purung Liva Weel. Så de næste 4 år sad bips Erlandsen og bestemte hvem der skulle i fængsel eller have en bøde i København, for det var nemlig noget han bestemte.

Ikke alene bips, men ærkebips

I 1252 blev Jakob Erlandsen valgt til ærkebiskop af domkapitlet i Lund, men der skulle gå to år inden mester Jakob kunne tage bipsehuen på og synge med på de frække sømandssange, der jo altid har været så populære ovre i det svenske. Forsinkelsen skyldtes ikke DSB, som mange ellers ville mene, men modstand fra hans kongelige højhed Christoffer den første, der mente at lugten af hr. Erlandsen alt for let ville krydse Øresund og svine hele kongehuset til. Og det fik han ret i. Næppe havde hr. Erlandsen plantet sin fede popo i bipsesædet, før han begyndte at kloge sig på kirkeretten i forsøget på at rage endnu mere magt til sig. Så blev hans kongelige højhed Christoffer selvfølgelig sur, da han ikke lige syntes at præster, biskopper og andre narrøve i kjole og latin skulle bestemmme, hvem der skulle i fængsel og hvem der måtte nøjes med at ligge en bøde af.

Lad det sejle i Vejle

Nu var ærkebips Erlandsen da heller ikke dummere end han godt kunne mærke, at hans overdådige majestæt kong Christoffer den første var ved at være så sur i mopsen, at han kunne finde på at smide bipsen i fængsel for et godt ord. Eller det der var værre. Derfor indkaldte han alle landets præster til et såkaldt Rigskirkemøde helt ovre i Vejle i 1256 og gav dem besked på, at hvis hr. Erlandsen røg i fængsel, så skulle Danmark straffes med et interdikt.

Et hva'?

Et interdikt, ikke. Det er en situation, hvor ingen kirkelige handlinger bliver udført. De døde bliver ikke begravet, de forlovede bliver ikke gift, der er nul vin og brød ved altergangen, ja, der er for resten heller ingen altergang. Så kunne de skide danskere bare se, hvor meget de ville komme til at savne kirken og alt dens pis, kunne de!

Så går turen til Nyborg

Men dårligt havde bipser og præster forsamlet sig i Vejle, før hans kongelige majestæt, Christoffer den Første af Danmark, bad dem forføje sig til Nyborg, for han ville gerne lige tale lidt med dem om deres økonomiske formåen eller snarlige mangel på samme.

De kære bipser var nemlig nogle af de største jordbesiddere i det kongelige kongerige og de konkurrerede endda med kongen og domstolene om, hvem der skulle bestemme. Det så de kære bipser ingen grund til at lave om på, så da hans overordentlig ophøjede majestæt, Christoffer Nr. 1, foreslog, at "de da godt kunne beholde deres rettigheder, hvis ellers de lige ville slikke hans kongelige højhed i sprækken", ja, så sagde bipserne klart ja og slikkede til den lyse morgen.

Den eneste bips der ikke gad høre på Christoffer, var vores allesammens Jakob Erlandsen, det dumme svin. Balladen udvidede sig over tid og til sidst smed hans overkongelige overhøjhed ærkebipsen i fængsel, da han nægtede at krone kronprins Erik til medkonge. Hvis bips Erlandsen havde troet, at hans medkirkelige kolleger ville vove præstekraven for hans skyld, så blev han slemt skuffet. I princippet blev kongen og kronprinsen lyst i band, men i praksis fandt de bare et andet sted at købe deres lokumspapir. Interdiktet trådte kun i funktion i Skåne og på Sjælland, så alle de rigtige kristne kunne være skide ligeglade, som sædvanlig.

Jakob sladrer til paven

I forsommeren 1259 døde hans allerkongeligste højhed Christoffer den første ganske pludseligt, da han forsøgte at grille indendørs. Enkedronningen løslod ærkebipsen, da hun tænkte at det nok ville være det smarteste. Dårligt var hr. Erlandsen ude i den friske luft igen, før han pissede ned til Rom og sladrede til paven, der sådan set var skide ligeglad, men tænkte at han heller måtte sende sådan et par konfussiusser til Danmark, så de med lidt latin postevand kunne tale godt for den selvfede hr. Erlandsen.

Men de kongelige konfussiusser kunne ikke overbevise den nye allerkongeligste majestæt Erik Klipping om hr. Erlandsens fortræffeligheder, så de gik hele vejen hjem til Rom og overbeviste hr. Pave om, at det hele ville være meget bedre, hvis hr. Erlandsen trak sig fra bispeembedet og blev pølsemand i Ordrup. Dårligt havde konfussiusserne talt med paven, før stodderen faldt død om og blev erstattet af en anden pave, der heller ikke hed Lasse. Han fik gang i det danske kirkeliv igen, alle bipser blev genindsat i deres embede og orgelmusikken brusede, mens de døde blev gift og de forlovede begravet så det var en lyst.

Nu gik det hverken værre eller bedre, end at paven der ikke hed Lasse også døde. Man orkede næsten ikke at vælge en ny pave sådan lige med det samme, så der gik nogle år, inden den nye pave sendte bud til ærkebips Erlandsen med besked på latin om, at han bare skulle klappe i og slikke kongen i revnen, ellers vil hans pavelige højhed selv komme op og sparke hr. Erlandsen så hårdt i røven, at han vill skifte fra blåøjet til brunøjet. Det ophidsede hr. Erlandsen på en eller anden uheldig måde, så han rejste ned til Rom for at tage paven på... ordet.

Godnat, godnat

Ærkebips Jakob Erlandsen kom aldrig hjem igen. I 1274 blev han pludselig lidt småsyg og døde nede i Rügen. Meget mystisk, hvad kunne der dog være kommet til ham, var letmælken måske gået lidt over tiden eller var der noget galt med den dersens rejemad, som han havde snuppet fra peblingens tallerken?

Der skulle gå nogle år med spekulationer, ikke mindst inden for fødevareindustrien. Men i de tidlige 1970'ere, hvor hele landet groovede rundt til David Cassidy og Sweet, fandt man en grav i klosterkirken i Lund, som var lige til at danse på. Alle de kloge arkæologer mente selvfølgelig straks, at det var ærkebipsens skelet, der lå der og slangede sig, så de pilllede ham op og konstaterede tørt, at han var blevet dræbt af en armbrøst. Fødevareindustrien åndede lettet op.

Og sådan slutter historien om Hvideslægten og dens indflydelse på det danske ånds- og næringsliv. Med en pil i brystet, næsten som det begyndte. Nu var det bare bryster Hvideslægtens egne bryster, der sad en pil i, ikke kongens.