|
|
| (18 mellemliggende versioner af 4 andre brugere ikke vist) |
| Linje 14: |
Linje 14: |
| #På grund af de udgifter der er forbundet med at være ven med Napoleon, går Danmark konkurs i [[1813]]. | | #På grund af de udgifter der er forbundet med at være ven med Napoleon, går Danmark konkurs i [[1813]]. |
| #I [[1814]] må Danmark opgive venskabet med Napoleon, og bliver tvunget til at afgive [[Norge]] til [[Sverige]]. | | #I [[1814]] må Danmark opgive venskabet med Napoleon, og bliver tvunget til at afgive [[Norge]] til [[Sverige]]. |
| | |
| | Det er hvad der sker når man får dårlige venner... |
|
| |
|
| Med de traumer i baggagen skulle man tro, at der er nok for den danske [[befolkning]] at bearbejde. Men i stedet for selvransagelsen vælger danskerne selvbedraget og flygter ind i [[Alkohol|fantasien]] og [[Sex|kærligheden]]s univers, og omgiver sig med [[digt]]e, [[eventyr]] og [[salme]]r bag lukkede døre langt væk fra virkeligheden og dennes besværligheder. | | Med de traumer i baggagen skulle man tro, at der er nok for den danske [[befolkning]] at bearbejde. Men i stedet for selvransagelsen vælger danskerne selvbedraget og flygter ind i [[Alkohol|fantasien]] og [[Sex|kærligheden]]s univers, og omgiver sig med [[digt]]e, [[eventyr]] og [[salme]]r bag lukkede døre langt væk fra virkeligheden og dennes besværligheder. |
| | |
| | === Midten === |
| | {{Uddybende|Højromantik}}Efter tabet af Norge blev der skrevet ufattelig meget pladder-romantisk fis om, hvor dejlig og smuk Danmark er. Lumre digte af ligeså lumre forfattere florerede overalt, mens der blev bunkepulet i Bakkehuset. |
|
| |
|
| === Enden === | | === Enden === |
| Men i [[1864]] taber Danmark endnu en krig og mister Slesvig-Holsten til preusserne. De endnu mere deprimerede danskere har svært ved at opretholde selvbedraget, og i [[1872]] får romantikken dødsstødet, da [[Darwin]]s "Arternes Oprindelse" udkommer på dansk, og søger for at danskerne hellere vil underholdes ved at læse om [[Evolution|naturens onde luner]], end at høre på rablende fantasier. | | Men i [[1864]] taber Danmark endnu en krig og mister Slesvig-Holsten til preusserne. De endnu mere deprimerede danskere har svært ved at opretholde selvbedraget, og i [[1872]] får romantikken dødsstødet, da [[Darwin]]s "Arternes Oprindelse" udkommer på dansk, og søger for at danskerne hellere vil underholdes ved at læse om [[Evolution|naturens onde luner]], end at høre på rablende fantasier. |
| gammel lort
| |
|
| |
|
| == Eksempel på romantikken gammel lort er godt i maven | | == Eksempel på romantikken == |
| | [[Billede:hammershoi.jpg|right|thumb|380px|"Kvinde med suppeterrin" malet i 1889 af Vilhelm Hammershoi, er udtryk for højromantikkens stilsprog som bevidstløs changerer mellem det uskyldige og det vulgære på samme tid.]] |
| | [[Image:Hvid.jpg|thumb|140px|Her er et billede af guldhornene. Nej, de er sørme blevet stjålet igen!]] |
| | |
| | Et godt eksempel på romantikkens forfatteres evne til at overforskønne alt de kommer i kontakt med kan med lethed findes. Se nu på disse uddrag fra [[Adam Oehlenschläger]]s digt "[[Guldhornene (digt)|Guldhornene]]": |
| | |
| | {{Supercitat|Og med svævende Fied en Möe hendandser til Marken afsted. Violer hende krandser. Hendes Rosenkind brænder, hun har Lilliehænder. Let som en Hind med muntert Sind, hun svæver og smiler; og som hun iler og paa Elskov grubler — hun snubler! og stirrer og skuer gyldne Luer, og rödmer og bæver og zittrende hæver med undrende Aand, af sorten Muld, med sneehvide Haand, det röde Guld.|[[Adam Oehlenschläger]]}} |
| | |
| | === Fortolkning === |
| | |
| | En hver der kan bare lidt [[gammel dansk]], kan regne ud, at han taler om en af de piger, man havde på gården i gamle dage til at udføre alt det sure arbejde, så som malkning, kornindsamling og fodring af kreaturende, både tobenene og firbenene. Det sidste folk med den slags arbejde har, er fine bløde hænder og evnen til at gå let på tå. Den eneste [[Voldtægt|elskov]] disse kvinder fik, var når karlen, eller for den sags skyld [[Landmand|bondemanden]], havde kigget for dybt i brændevinsflasken, og den form for kontakt var det bedst at lade være med gruble over. Og så stort et chok over at støde på [[guld]] havde hun næppe fået. De fleste vil tænkte "Hurra! Hurtige penge", [[Og så snakker vi ikke mere om det|og så ville den ged ellers være barberet]]. |
| | |
| | === Konklusion === |
| | Det korte af det lange er, at Oehlenschläger og hans medforfattere fra romantikken giver den moderne dansker et [[forkert]] billede af det beskidte, deprimerende og tugtfulde [[19. århundrede]], hvilket kan give [[nutiden]]s skoleelever et forvrænget indtryk af perioden som en kedelig og overromantisk tid, da de sikkert ikke gider at læse [[Kedelig|faktuel historie]] fra denne periode af dem selv. |
|
| |
|
| == Se også == | | == Se også == |
| Linje 32: |
Linje 49: |
| *[[Steen Steensen Blicher|S.S. Blicher]] | | *[[Steen Steensen Blicher|S.S. Blicher]] |
| *[[Poul Martin Møller|M.P. Møller]] | | *[[Poul Martin Møller|M.P. Møller]] |
| | *[[Bertel Thorvaldsen]] |
|
| |
|
| [[Kategori:Historie]] | | [[Kategori:Historie]] |
| [[Kategori:Kunst og kultur]] | | [[Kategori:Kunst og kultur]] |
| | [[Kategori:Ting en dansklærer ville tale om]] |
For dem
uden humor, har de engelsktalende "eksperter" hos
Wikipedia en dum og kedelig artikel om
Romantikken.
Romantikken er en dødkedlig periode i den danske kulturhistorie, der kendetegnes ved sine overdrevne og latterligt muntre fremstillinger af naturen, mennesker (især kvinder) og dyr. Periodens brug af rosenrøde tillægsord havde så stor en overvægt, at selv den mest åndsformørkede fulderiks ord kunne komme til at fremstå som en større kærlighedserklæring.
I dag kan ingen elever i folkeskolen havde udgået at hørt eller vide noget om romantikken, da en eller anden deprimeret ventreshåndsonanist fra 60'erne, der arbejdede i undervisningsministeriet, kom i bukserne, da han læste nogle værker fra perioden, hvorefter han, stadig fyldt med glæde, besluttede at gøre disse værker til fast pensum.
Overblik
Her ses et optrin hvor Thorvaldsens statuer nægter at stå model til mere og nedlægger arbejdetRomantikken varede i følge nogle selvudnævnte eksperter fra foromtalte undervisningsministerium, fra 1803 til ca. 1871.
Begyndelsen
Det er vigtigt at se på, hvad der denne tid skete for Danmark for at forstå romantikken. Det hele begyndte nemlig for alvor at gå galt, da Danmark vil være ven med Napoleon Bonaparte. Dette til fører at:
- England bliver rimeligt sure på Danmark og sænker den danske flåde i 1801.
- Danmark vil dog stadig være ven med Napoleon, så derfor bomber englænderne København i 1807.
- På grund af de udgifter der er forbundet med at være ven med Napoleon, går Danmark konkurs i 1813.
- I 1814 må Danmark opgive venskabet med Napoleon, og bliver tvunget til at afgive Norge til Sverige.
Det er hvad der sker når man får dårlige venner...
Med de traumer i baggagen skulle man tro, at der er nok for den danske befolkning at bearbejde. Men i stedet for selvransagelsen vælger danskerne selvbedraget og flygter ind i fantasien og kærlighedens univers, og omgiver sig med digte, eventyr og salmer bag lukkede døre langt væk fra virkeligheden og dennes besværligheder.
Midten
Efter tabet af Norge blev der skrevet ufattelig meget pladder-romantisk fis om, hvor dejlig og smuk Danmark er. Lumre digte af ligeså lumre forfattere florerede overalt, mens der blev bunkepulet i Bakkehuset.
Enden
Men i 1864 taber Danmark endnu en krig og mister Slesvig-Holsten til preusserne. De endnu mere deprimerede danskere har svært ved at opretholde selvbedraget, og i 1872 får romantikken dødsstødet, da Darwins "Arternes Oprindelse" udkommer på dansk, og søger for at danskerne hellere vil underholdes ved at læse om naturens onde luner, end at høre på rablende fantasier.
Eksempel på romantikken
"Kvinde med suppeterrin" malet i 1889 af Vilhelm Hammershoi, er udtryk for højromantikkens stilsprog som bevidstløs changerer mellem det uskyldige og det vulgære på samme tid.
Her er et billede af guldhornene. Nej, de er sørme blevet stjålet igen!
Et godt eksempel på romantikkens forfatteres evne til at overforskønne alt de kommer i kontakt med kan med lethed findes. Se nu på disse uddrag fra Adam Oehlenschlägers digt "Guldhornene":
|
|
|
|
|
Og med svævende Fied en Möe hendandser til Marken afsted. Violer hende krandser. Hendes Rosenkind brænder, hun har Lilliehænder. Let som en Hind med muntert Sind, hun svæver og smiler; og som hun iler og paa Elskov grubler — hun snubler! og stirrer og skuer gyldne Luer, og rödmer og bæver og zittrende hæver med undrende Aand, af sorten Muld, med sneehvide Haand, det röde Guld.
|
|
|
|
|
|
| Adam Oehlenschläger
|
Fortolkning
En hver der kan bare lidt gammel dansk, kan regne ud, at han taler om en af de piger, man havde på gården i gamle dage til at udføre alt det sure arbejde, så som malkning, kornindsamling og fodring af kreaturende, både tobenene og firbenene. Det sidste folk med den slags arbejde har, er fine bløde hænder og evnen til at gå let på tå. Den eneste elskov disse kvinder fik, var når karlen, eller for den sags skyld bondemanden, havde kigget for dybt i brændevinsflasken, og den form for kontakt var det bedst at lade være med gruble over. Og så stort et chok over at støde på guld havde hun næppe fået. De fleste vil tænkte "Hurra! Hurtige penge", og så ville den ged ellers være barberet.
Konklusion
Det korte af det lange er, at Oehlenschläger og hans medforfattere fra romantikken giver den moderne dansker et forkert billede af det beskidte, deprimerende og tugtfulde 19. århundrede, hvilket kan give nutidens skoleelever et forvrænget indtryk af perioden som en kedelig og overromantisk tid, da de sikkert ikke gider at læse faktuel historie fra denne periode af dem selv.
Se også
Romantikken i dag
Se også
