Gemt i et Folkevognsrugbrød: Kilden til din værste frygt!
En sen aften efter mørkets frembrud...
Dem der bare kender en lille smule til det, pauseklovnene inde hos
Wikipedia laver, skal prise sig lykkelige over, at der
ikke findes en artikel om
Pejlevognen derinde.
Pejlevognen var Danmarks Radios middel til at skabe frygt blandt folket og dermed at undertrykke dem noget så eftertrykkeligt.
I perioden fra 19. november 1969 og frem til 1990'erne var pejlevognen det mest frygtede masseødelæggelsesvåben, og var på mange måder den direkte årsag til, at man valgte at bibeholde beskyttelsesrummene fra 2. verdenskrig[1].
Historie
Engang opfandt Thomas Edison et fjernsyn. Uden indhold er sådan en tossekasse bare Paradise Hotel ingenting, så derfor opfandt man straks herefter Danmarks Radio.
De kunne så ikke klare sig uden licens, og derfor opfandt de nogle skumle personager, der kunne snige sig omkring i kvarterene ved aftentide og råbe trusler ind igennem brevsprækken.
Man kan selv forestille sig den undren som Hr. Edison blev slået af, da der få minutter efter hans opfindelse af tosse-kassen, kom et utidigt råberi ude fra hans brevsprække.
|
|
Jeg ved du er derinde! Jeg kan måle din frygt!
|
|
|
Licensmanden om oral kommunikation gennem en brevsprække.
|
Der gik endnu en tid, inden at selve pejlevognen var opfundet. Man skulle lige opfinde bilen, men så var konceptet også klar!
Pejlevognen startede med at køre i Aalborg, hvor man i forvejen levede med og under et vist niveau af fribytter-økonomi. Hér var man ikke på nogen måde vant til at supplere Københavns økonomi på nogen vis.
Da pejlevognen startede med at køre omkring, kunne den sådan set stoppe ved hvert eneste hus og opkræve licensmidler. Der var ingen som betalte i starten, og som kompensation for den folkeopstand som pejlevognen resulterede i, måtte Danmarks Radio oprette "Provinsafdelingen", som derefter sendte fra koskidnings-konkurrencer i de næste 20 år.
En senere pejlevogn. Vægten af "Sorte Sara" holder bagfjedrene godt i bund.
Med det klare formål at optimere skræk-effekten, valgte man i 1969 at indkøbe et antal hippie-containere. Her indrettede man pladser til noget tungt og uhåndterligt apparatur og en liste over alle som ikke betalte licens. På siden malede man ordet "Licenskontrol" med store typer, og derefter kørte man rundt i byerne og kiggede ind gennem vinduerne.
Hvordan virkede den?
Når man kørte omkring i by og land ved aftentide, kunne man tydeligt se det blege lys fra folks tv-apparater ud gennem vinduet.
Var der et blegt, farveløst lys - så betalte folk nok ikke "sort/hvid-licens". Var der farver i vinduet, så betalte folk nok ikke "farve-tv-licens". At man dengang kun sendte i 1/2 time om uge i farver, var i den sammenhæng uden betydning.
Når man så et vindue med lys i, så kravlede der en skummel fyr i en trench-coat ud af bilen, og begyndte at stirre ind gennem vinduet. I bilen sad en anden fyr i trench-coat og bladrede maskinskrevne sider med lister over betalere/ ikke betalere igennem. Når der var lys i vinduet, og ingen betalere på listen - så var der en "sortseer". Herefter kunne den ene mand i trench-coat begynde at råbe alverdens trusler ind gennem brevsprækken.
POLITIETS EFTERRETNINGSTJENESTE siger:
|
|
"Folk i trench-coats er der ikke noget i vejen med. Vi holder øje med trusler i dit TV!"
|
"Vi bekæmper trusler mod den indre sikkerhed og befolkningens tryghed"
|
Sorte Sara
Inde i pejlevognen, sad der en dims som man kaldte "Sorte Sara". Det var ikke fordi at Danmarks Radio som sådan havde noget mod negere, men vel snarere fordi at tingesten var sort og den vejede det samme som "Tykke Bertha"[2].
Himstregimsen kunne efter sigende måle signalet fra "lokaloscillatoren" i folks tv-apparat. Det betød så, at der i 1970'erne og helt op i 1980'erne var 2 slags fysiklærere i skolen:
- Dem som benægtede at man kunne måle udstråling fra noget komponent i et tv, men at pejlevognen var resultatet af en konspirationsteori.
- Dem som påstod at man kunne narre pejlevognen, ved simpelthen at vikle tv, hjem, børn og møbler ind i staniol og at leve i et metalbur med jordforbindelse.
Sjovt nok betalte ingen af de to ovenstående kategorier tilsyneladende licens.
"Sorte Sara" blev senere omdannet til et bærbart oscilloskop med en egenvægt på kun 40 kilo. Så kunne en mand i en trench-coat også slæbe den ind i opgange og op ad havegange. Med 30 kilo bilbatteri i en anhænger efter sig.
Virkede den overhovedet?
Nej, selve dingenoten var totalt uden virkning. De pænt klædte herrer nøjedes med at kigge ind ad folks vinduer for at se om fjernsynet gik.
Derefter ringede de på døren og fremviste en sinuskurve på et spectrometer og påstod derefter at der blev kigget fjernsyn uden at man havde betalt licens. Simpelthen fordi folk var almindelige teknologianalfabeter, fik man mange til at erkende deres synd bare de så noget med knapper som gav mærkelige lyde fra sig. Dette nummer kunne man naturligvis ikke benytte i etage-ejendomme da man jo ikke kunne klatre rundt på husvægge for at kigge ind ad vinduerne.
Idag er TV-licensen afskaffet og erstattet af en medielicens og næsten al TV er i dag formidlet gennem kabelselskaber og parabolsatelitformidlere, så man har mere tjek på om folk ser TV.
Påvirkning af omverdenen
Pejlevognen er den nok den største enkeltstående årsag til uhæmmet løgn i nyere tid. Aldrig før har så mange "købt tv tidligere samme dag", og aldrig har det fostret så mange farveblinde, som "ikke anede at det var et farve-tv de havde der i stuen".
I dag findes pejlevognen ikke længere. Nu er det "Medielicens" og så kan man sniffe meget fra en IP-adresse, når man først har fået vedtaget en terrorlov med en lognings-bekendtgørelse.
Noter