<span class="mw-page-title-main">Nyhed: Anmelderne elsker "1864"</span>

En kro syd nord for Ejderen, 150 år efter Slaget ved Dybbøl

Den officielle plakat, som den hænger på Louvre. (Det er i Frankrig, husker du nok.)

Anmeldernes jubel vil ingen ende tage. Danskerne er mere euforiske end dagen efter EM-finalen 1992. Kort sagt: første afsnit af Danmarks Radio's mega-satsning til svimlende 173.000.000 kr er løbet over skærmen. 1864 er en realitet.

Den er fantastisk! Udtaler Tammi Øst på vegne af Jylland.

Det bedste siden Risengrød! Udtaler Jim Lyngvild på vegne af Sjælland.

... Udtaler ingen på vegne af Fyn.

Det første afsnit af 1864 var en kaskade af åbenlyse klichéer, slet skjulte stereotyper og en påklistret pseudo-handling, der tilsammen udgjorde det mesterværk Ole Bornedal har udtænkt helt uden hjælp udefra. Og det virker! Afsnittet der startede med en blanding af ubehagelige folkeskoleoplevelser og et par minutter af en dramadokumentar fra BBC, gik over i en meget vedkommende handling i nutiden, hvor en familie fuldstændig uden penge, alligevel har råd til at bestille aftensmad nede fra grillen.

"Det er jo for at vise, at de spiser sammen som familie." Udtaler Ole Bornedal og bider i et æble. "Hvor mange gange har man ikke set elendige kostumedramaer, hvor alt passede sammen? Det fungerer jo kun i virkeligheden - ikke på papiret." Fortsætter Bornedal og kigger manisk på sin datter, Fanny, der spiller fortællerrollen i serien.

Enhver der så det første afsnit af 1864 forstår anmeldernes begejstring: de to drenge, Laust og ham den anden, kan ses nøjagtig mage til under andre navne i den svenske miniserie Snapphanar fra 2006; en startsekvens stjålet fra Min Fynske Barndom fra 1994; Inge der skal repræsentere den stærke, selvstændige pige, tér sig som hun lyster uden skyggen af opdragelse; den patriarkalske far der rask væk smadrer sin søn (Pilou Asbæk) én på skrinet da hans traumer overmander ham 20 min efter hjemkomsten, men som ikke har været et problem på rejsen fra Hertugdømmerne; og ikke mindst Biskoppen der vælter halvnøgen rundt på gulvet for at illustrere vanvid ved tanken om en stærk nationalstat. Særligt begejstret bliver anmelderne af en preussisk konge der griner af demokratiet, på et tidspunkt hvor alle Europas fyrster skælvede af frygt for oprør. Anmelderne er også enige om, at det er en god idé ikke at vise alkohol og tobak, selvom næsten alle mænd røg og drak.

Ole Bornedals originale brug af Inge er et kapitel for sig: "Vi mener selv, at det er en god idé at vise en mindreårigs inderlår, ene brystvorte- og balde, og derefter minde folk om at det er et barn... navnlig når der ikke er en eneste lækker kvinde i afsnittet." Udtaler Bornedal let smilende. "Det er jo også for at glæde folk, at vi valgte at lade drengenes leg afbrydes for at vise en lille blomst - folk skal sgu huske filmen fra 1979!" (Intet nyt fra Vestfronten, red.).

Med Bornedals episke brug af en handling i nutiden, der heldigvis leder tankerne væk fra netop Danmarks skæbnetime, har han endegyldigt distanceret sig fra klubben af fjerderangs-instruktører der laver film der netop fokuserer på den måske nok virkelige, men ikke særligt 1980'er-danske drøm om socialrealisme uden underholdningsværdi.

Ét er sikkert: anmelderne - såvel som danskerne generelt - kan ikke vente på at resten af serien løber over skærmen, således at 1864 kan udnævnes til en ligeså stor succes som Danmarks Radio's eneste anden megasucces, Gøngehøvdingen fra 1992.