−
Sønderjylland, også kendt som Nordschleswig eller reserve Tyskland, er det område, som er allerlængst mod syd på Tysklands Odde, også kendt som Jylland.
−
Hovedstaden i Sønderjylland hedder Traktorkøbing, og har cirka 14.412½ indbyggere, der alle venter på at kunne komme til Tyskland for at grænseshoppe. Sønderjylland har dog også en masse andre byer, der allesammen har mærkelige navne såsom Lem, Gram og Tarm. En anden kendt by i Sønderjylland hedder Tønder. Tønder er mest kendt for at være byen, hvor den såkaldte Tønder-sag foregik.
+
Tidligere i historien var Sønderjylland et større område end det blev i 1920. Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler eller hertuger af Sønderjylland - eller Slesvig, som dengang var det samme. De styrede et område på Den Jyske Halvø fra Kongeåen og Kolding Fjord i nord (altså inklusive Ribe) til Ejderen og Levenså i syd samt de Nordfrisiske Øer - fra slutningen af det 12. århundrede også Als. Hertugdømmet Slesvig holdt op med at være identisk med Sønderjylland, da Ærø og Femern, der ikke hører til Sønderjylland, kom under hertugdømmet og dronning Margrete 1. (1353-1412) opkøbte ejendomme i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland kom til at bestå af to dele: hertugdømmet og de kongerigske enklaver.
−
Indbyggerne i Sønderjylland kaldes for sønderjyder. Sønderjyder er meget nemme at genkende, da en fejl i hjernen forhindrer dem i at udtale konsonanter. Det resulterer i, at når en sønderjyde skal fortælle, at den er ude på øen i åen, ender de med at sige: "A' æ' u' 'å æ' ø' i' æ' 'å". Dette er til stor irritation for danskere, som mener at sønderjyder er uforståelige. Denne hjerneskade har fået navnet "sønderjysk".
+
Den tyske del af det historiske Sønderjylland hedder nu Sydslesvig (tysk: Südschleswig eller bare Schleswig eller Landesteil Schleswig som del af "landet" (delstaten) Slesvig-Holsten).
−
Historie
+
Efter genforeningen kom landsdelen ikke til at hedde Sønderjylland officielt, men De Sønderjyske Landsdele. Denne betegnelse afspejler, at det ikke var hele det historiske Sønderjylland, der kom tilbage til Danmark, og efter nogles opfattelse heller ikke hele den danske del af det. Håbet om at få mere af Sønderjylland tilbage blev slukket definitivt efter 2. Verdenskrig, men betegnelsen De Sønderjyske Landsdele begyndte først at glide ud af officiel brug med kommunalreformen i 1970, hvor Sønderjyllands Amt blev dannet. Landsarkivet for Sønderjylland skiftede først navn i 1993 efter at have heddet "Landsarkivet for de sønderjydske landsdele" siden oprettelsen i 1931.
−
|
|
|
Danmark til Ejderen! Hov, sagde vi Ejderen? Vi mente selvfølgelig Kongeåen! Der er så fandens langt til Sønderborg!
|
|
|
|
Orla Lehmann og de andre kjøwenhavnere
|
−
I 1864 vandt preusserne Slesvig, Holstein og Lauenburg, efter at have besejret danskerne i Kampene ved Dybbøl (A'e' e' y'ø på sønderjysk). I 1871 blev staten Tyskland dannet, og de kunne ikke udstå sønderjyderne. Så i år 1920 truede de Danmark til at tage imod Sønderjylland af tre årsager:
+
Administration
+
Sønderjyllands Amt (1970-2007) var ikke helt identisk med det Sønderjylland, der blev dansk ved genforeningen. Kommunalreformen skulle skabe storkommuner, der havde mindst 5.000 indbyggere og kunne levere en effektiv service, så det var ikke altid hensigtsmæssigt at lade de nye kommunegrænser følge Sønderjyllands nordgrænse. Rødding Kommune blev rent sønderjysk med Kongeåen som nordgrænse. Men Ribe Kommune i Ribe Amt fik 3 sønderjyske sogne med: Hviding, Roager og Spandet. Og Christiansfeld Kommune i Sønderjyllands Amt fik 3 sydjyske sogne med: Taps, Vejstrup og Hejls.
−
- Tyskland havde ikke penge til at betale for støttepædagoger til sønderjyderne.
+
Kommunalreformen i 2007 medførte endnu større kommuner. Ribe Kommune indgik i Esbjerg Kommune, der for det meste ligger i Sydvestjylland, men altså også indeholder 3 sønderjyske sogne. Rødding Kommune indgik i Vejen Kommune, som for det meste ligger i Sydjylland, men nu også indeholder 8 sønderjyske sogne: Hjerting, Jels, Lintrup, Rødding, Skodborg, Skrave, Sønder Hygum og Øster Lindet. Christiansfeld Kommune blev delt mellem Kolding Kommune og Haderslev Kommune, så Kolding Kommune, der for det meste ligger i Sydjylland, nu også indeholder 4 sønderjyske sogne: Aller, Frørup, Stepping og Tyrstrup.
−
- Tyskland turde ikke lade Sønderjylland blive en selvstændig stat, da ingen sønderjyde har intelligens nok til at styre et land.
−
- Tyskland ville ikke kunne få et godt image med en så stor procentdel analfabeter.
−
Danmark indvilligede i at tage imod Sønderjylland, på den betingelse, at Danmark måtte oprette grænsebutikker i Tyskland.
+
Det er vigtigt, at kommunerne holder styr på hvilke sogne der hører til Sønderjylland, da der stadig kan være regler, der er specielle for Sønderjylland, fx vedrørende personregisterføringen, dvs. registrering af fødsler og navngivning. Det sker i Sønderjylland hos kommunens personregisterfører, mens det i resten af Danmark foregår hos sognepræsten.[1]
−
Siden da har Danmark forsøgt at assimilere sønderjyderne til at blive ligesom danskerne, men eftersom hverken assimilation eller integration er lykkedes, har man valgt at opgive det og i stedet lade dem passe sig selv.
+
Foruden ovennævnte dele af Esbjerg, Vejen og Kolding kommuner består Sønderjylland af Haderslev Kommune, Sønderborg Kommune, Aabenraa Kommune og Tønder Kommune. I 2007 indgik Sønderjyllands amt i Region Syddanmark.
−
+
Største byer
−
