Oscar Wilde havde en mening om religion, akkurat ligesom han havde en mening om mandenumser og om sorte katte, og så meget andet forresten ...
Religion er, når man, sammen med andre mennesker, tror på noget. Det er ikke så meget noget med at tro på, at det bliver regnvejr, eller at FCK taber den næste fodboldkamp; det er mest noget med ham der Gud og hvorfor Jorden blev skabt og hvad meningen med livet er. Med andre ord ting, som egentlig kan være lige meget, når vi nu alligevel allesammen skal dø en dag.
Men religion har også en kulturbærende og samfundsnyttig funktion i og med at den skaber kontinuitet og stabilitet. Med sine forklaringer, historier, ideogrammer og løfter om undtagelse fra truslen om helvedes flammer og evig udslettelse til gengæld for et evigt liv i en morfinrus lykke, er det evident at religion med denne økologiske ideologiske pakkeløsning har fundet en god marketingsstrategi, der appellerer til den kognitive, kvalitetsbevidste, metroseksuelle, moderne og prisbevidste samfundsborger, som ønsker at få afklaret alle eksistentielle og filosofiske spørgsmål i én bekvem vending.
Man må ik' sige Gud!
Special offer for you, my friend
Men så er religionerne så smart indrettet, at de ofte snakker om og tilbyder et liv efter døden, og så giver det jo pludselig meget mere mening at blive gode venner med Gud, så man kan komme i Paradis i stedet for boligtilbuddet med en etværelses grav kælderlejlighed med låg og dertil evig glemsel, som mange nyligt afdøde ellers benytter sig af. Man kan også af sit hjertes renhed og i god tro spørge sin Gud om, hvorfor vi skal tåge rundt i en 80-90 år her på jorden, når det er alligevel er meningen at vi skal spendere en evighed et andet sted. Men det er et kendt faktum, at Gud har en syg form for humor.
Materielle goder og røver-religioner
Interessant er det også, at denne altvidende og altskabende eksistens ikke kan hjælpe sine nærmeste venner og ansatte (paver, biskopper, muftier, imamer, rabbinere m.m.) med de grundlæggende menneskelige basale nødvendigheder, såsom mad og bolig. På trods af han er altskabende, har hans ansatte historisk set altid fundet det nødvendigt at erobre, bestjæle og torturere andre mennesker i Guds navn, for at opnå rigdomme og velstand, som paradoksalt nok kun giver mening, hvis man betragter denne materialisme ud fra et Darwinistisk synspunkt om survival of the fittest, eftersom rigdom her på Jorden, ikke er en fordel med henblik på efterlivet i Paradis.
Tidligere civilisationer, som nu bliver betegnet som værende primitive, havde andre religioner; dvs. andre eventyr, som de i fællesskab valgte at tro på.
Fremtidige civilisationer vil uden tvivl se tilbage på vor tids religioner med samme despekt, vantro og latterliggørelse, som vi i dag har til overs for skæbnetro, animisme, astrologi og voodoo.
De eneste logiske fortolkninger af religion, må være en forståelse af, at det som værktøj kan bruges til at kontrollere og i bedste fald guide pøblen, samt hytte sit eget skind og score kassen.
Guds hus
Er man en del af en religion, kommer man formodentlig også i en kirke. Det er en slags klubhus, hvor man møder andre religiøse samt en fyr, der kalder sig selv for præst. Jeg ville rigtig gerne skrive, at man i kirken hører festlig musik, har sjove hatte på og blæser serpentiner, mens man drikker cocktails. Men sådan er det desværre ikke; i stedet sidder man som regel på en bænk i ufattelig lang tid og piner sig selv ved at lytte til et orgel, der lyder rent ad helvede til(!) mens præsten snakker og snakker. Endvidere bliver man bespist med Jesus legeme og et enkelt lille glas blod (nærigrøve) i et bizart kannibalistisk ritual. Sådan er det at være religiøs, men nogen mener åbenbart, at det er besværet værd. Vi andre vælger så bare at sove længe søndag morgen.
Decideret: når et menneske flipper ud, kaldes det vrangforestillinger. Når en gruppe flipper ud kaldes det Religion.
Kritik af den rene Vornunft
Religion er ofte blevet kritiseret for at være harsk og ikke give nogen mening. Her skal vi huske, at hvis vi ikke kan modbevise det, så må det fandeme være rigtigt.
Dette fører os til det ontologiske gudsbevis (Gud er fordi Gud er), det retoriske gudsbevis (Gud eksisterer, jeg har jo lige nævnt ham) og den kartesianske dualisme (Er jeg sjæl eller krop eller begge dele? Nej, jeg er Gud!). Netop fordi Gud ikke er en håndgribelig størrelse, og fordi denne gud formodes at være iboende alting, må vi konkludere, at diverse gudeskikkelser - fra Gud og Allah til Guldkalven Shiva - blot er et udtryk for menneskenes frustration over ikke at forstå, hvorfor fanden de har lyst til at en eller anden ligegyldig gud skal passe på dem, og på en både kapriciøs og lemfældig måde kaster terningerne hen, hvor vi alligevel ikke kan se dem. Derefter må vi konkludere, at folk åbenbart har religion fordi de ikke selv har lyst til at undre sig eller til at være ufejlbarlige, ligesom mig.[1]
Frelsende fodnoter
<references>
Bidragsydere: CooperDK
Cookies help us deliver our services. By using our services, you agree to our use of cookies.
