<span class="mw-page-title-main">James Madison</span>

Oprindelig fandtes der mange malerier af Madison i hans private samling, men de gik alle tabt i branden i 1799, 1801, 1812, 1814, 1825, 1829 eller 1836. Billedet her er taget fra Det Hvide Hus' hjemmeside, inden serveren brændte af i 2004.

James Putte Madison blev født den 5. marts 1750 og døde den 26. juni 1836). Han var USA's fjerde præsident. Og hovedforfatteren bag den amerikanske grundlov, når han selv skulle sige det. En juridisk ildsjæl.

Opvækst

Ja, det er nu så meget sagt. James voksede op til en fuld højde af 163 cm, hvorpå hans 45 kg fordelte sig. At han ikke blev større end tobak for en skilling, kan skyldes, at han tilbragte sin barndom på den fædrende tobaksplantage i Virginia med en god lille smøg, der desværre hæmmede væksten.

Drengens trang til at lege med ild medførte, at han i en alder af 19 år blev sendt på College, så han kunne afreagere i bøgernes verden. Men ak, James læste pensum op på den halve tid og var snart hjemme på plantagen igen, hvor mor måtte binde ham til sengen, for at han ikke skulle brænde kors af i baghaven. Uden bukser på.

Derpå blandede den unge mand sig i statspolitik. Han skrev udkast til diverse frihedserklæringer, brændte bøger af og talte i munden på de voksne, ikke mindst Thomas Jefferson, der dog var så elskelig anlagt, at han tog den lille James under sine beskyttende englevinger og lærte ham alt, der var værd at vide om politik. Der var en særlig gnist imellem dem, kan man uroligt sige.

Onde tunger påstår, at det er James' skyld, at den amerikanske kongres kun har to kamre. Til det er der kun at svare, at hvis de vil have flere kamre, værelser eller suiter, så må de s'gu selv betale! Det kan ikke være de hårdt plagede skatteborgere, der skal betale for de folkevalgtes overflødige kvadratmetre! De brænder jo penge af, som om det var deres egne!

Hello Dolley!

Dolley-tøsen var 17 år yngre end James, så hun må have omkring de 14, da de mødtes til et teselskab i Washington. Kvæker. Stemningen blev lidt animeret, trusser røg ud af vinduet, pianisten spillede op til øretæver og der gik ild et gardin. Snart var Dolley ekskvæker og forlovet med trussetyven.

Dolley var i øvrigt enke med 1 barn, da hendes mand og barn nr. 2 var død i en ildløs i en container i Bronx, sjovt nok samtidig med, at James var på besøg i nabolaget. Dolley blev straks fascineret af den lille, farveløse, humørforladte, depressive og tavse James:

		Der brænder en ild i hans øjne. En lille glød, ihvertfald. Nej, hvem lyver jeg for - stodderen har penge!
	Dolley i et brev til sin moder

Præsident

Efter 8 år som udenrigsminister under Jefferson blev James valgt til præsident i 1808, fordi han stod øverst på stemmepapyrussen og fordi han krævede lavere moms på tændstikker.

Det var en tid med ballade i farvandet, ikke mindst Napoleon Bonaparte i Frankrig var sur på amerikanerne, så tanken var, at hvis man nu havde en præsident, der var lige så lille som Napoleon, så kunne de bedre tale sammen i øjenhøjde.

Det blev da heller ikke Frankrig, der røg i totterne på amerikanerne, men derimod englænderne, der i 1814 endda futtede Det Hvide Hus af, så kun ydermurene stod tilbage. En brand, som James efter sigende nød til fulde, selv om han måtte flytte over i et gæstehus i resten af sin præsidenttid. Nå, men den lille episode var snart glemt og englændere og amerikanere hang igen hinanden om halsen og invaderede Afghanistan... Noget senere.

Præsidenten nedlagde ivrigt veto, når kongressens to kamre og et lille kælderværelse, de havde fået tiltusket sig, foreslog at forbundsregeringen byggede veje, broer og kanaler. "Interne forbedringer", som de kaldte det. James sagde nej, gjorde han.

		Hvis kongressen får en generel magt til at bygge veje, så har vi snart lobbyister pissende over det hele! Det er jeg brændende imod! vi vil have fred og ro, vil vi. Ikke bare gratis fodboldkampe, vinsmagninger og dyre middage ude i byen... hov, vent lige lidt...
	Madison

Og sådan lykkedes det præsident Madison at holde lobbyisterne ude af regeringsbygningerne i flere år.

Ren nedtur

Da James vendte hjem til sin tobaksplantage i Virginia efter 8 veloverståede år som topchef, var hele lortet i forfald. Slaverne havde ikke passet biksen mens deres herre og mester var borte, nej, de havde opfundet noget de kaldte "hop-hip" og havde stjålet al bling-bling'en fra fru Madisons skuffedarier og gik med bukserne halvt nede, så man kunne se deres nye, dyre underbukser.

Papsønnen Payne Todd, der skulle have passet biksen, havde set sig varm på den gode amerikanske whisky og havnede snart efter i gældsfængsel.

James mistede næsten modet, havde mest lyst til at brænde lortet ned til grunden og inkassere forsikringspengene, men besindede sig, da fruen skulle have et hus og bo i.

Desperat efter indtægter forsøgte James at sælge sine papirer fra præsidenttiden, oftest lettere pyntet i ordvalget. Fx efterlignede han præsident Jefferson's håndskrift, så han fik de "svar" på sine breve, som han syntes han havde fortjent.

Hvis du skriver til mig igen, din lille gnom, så går jeg op i flammer! Jefferson

blev til

Kære James! Hvor er du dog klog og kærlig og du har helt ret, 
selvfølgelig må du kontakte mig hver gang det brænder på. Din egen Jefferdreng

Mentalt gled James helt ned i kulkælderen og kom først op igen, da ilden bredte sig til stueetagen.

I 1836 så familien sig nødsaget til at begrave ham i familiegravstedet, men mystisk nok brændte kirkegården af tre dage senere.

Enkefru Dolley solgte plantagen for at betale af på gælden, og boede dybt forarmet i sine sidste leveår i Washington. En slave, hun engang havde frigivet fordi han lugtede af høns, besøgte hende hver uge og gav hende lidt småpenge, æg, mel og Cillit Bang, som han af bare venlighed lod hende ligge af.

For at redde fruentimmeret fra at gøre sig helt til grin, købte kongressen James' efterladte papirer for 25.000 dollars, hvilket var så stor en sum, at det tog hende et helt år at drikke dem op.