Ludvig Holberg Nielsen kunne have været en god skribent på Spademanns var en af 1700-tallets største forfattere, selvom han altid fik tynd mave, når han var ude at rejse. Han var kendt i hele Danmark-Norge, fordi det var ét land, men havde også været på gåtur i alle mulige andre europæiske lande.
Sidst i livet blev stakkels Ludvig lidt grøn. Og stiv. Og kedelig.
Han blev oprindelig født i Norge, men dengang var dansk og norsk magen til hinanden, selvom det var ret ligegyldigt, da der ikke var nogen retskrivningsregler, hvilket fik Ludvig til at klage, når trykkerierne ændrede i hans måde at stave på.
Lille Ludvig
Ludvig blev født i Bergen i år 1684, hvor hans 11 søskende allerede var kommet til. Hans far var en løjtnant i militæret, der døde før Holberg havde sin første fødselsdag. Men han efterlod sig en masse penge, så det var ikke et stort problem. Men så gik der ild i Bergen og pengene brændte væk. Men Ludvigs mor kunne godt få økonomien til at fungere, da det var nemt at få arbejde dengang i Bergen. Hun hed Karen Lem. Men hun døde, før han blev 11 år. Så kom han til at bo hos hendes bror, Peder Lem, som syntes, Ludvig skulle i militæret, fordi hans far var det. Også selvom Ludvig ikke kendte sin far. Men familien fandt ud af, at Ludvig havde mere lyst til at snakke.
|
|
|
|
|
Hvis vi lader ham lære et andet sprog, slipper vi måske for at høre på ham...
|
|
|
|
|
|
| Peder Lem om Ludvigs talegaver
|
Så de sendte Ludvig på en latinskole, som dengang var den eneste rigtige videregående uddannelse. Han stoppede i 1702, fordi byen og skolen brændte ned igen. Det er her man tydeligt kan se Ludvigs pyroman-tendenser. Det skal dog siges at denne såkaldte lidelse var nedarvet fra fader til søn igennem århundrede. Han tog i stedet til København og gik på universitetet dér, hvor han læste til præst og blev færdig som 20-årig.
Rejseludvig
Ludvig droppede ideen om at blive præst[1], men solgte i stedet alt, han ejede[2] og rejste til Holland. Der blev han syg og mistede sine penge. Han tog hele vejen tilbage til Norge. Men han tog ikke direkte hjem, for det ville være flovt at komme hjem så tidligt[3], så han opholdt sig i Christanssand, hvor han tjente fedt som fransklærer.
Da han havde tjent så meget, at han kunne betale folk til at lede efter en nål i en høstak, men han ville hellere til Oxford, og der var han så fra 1706-8. Han var ikke indskrevet på universitetet, så han læste derfor på biblioteket og snakkede med englænderne om, hvad de havde lært så han ikke behøvede at betale for en skolegang. Derefter tog han til København, hvor han begyndte at forelæse og skrive og fik i 1711 udgivet bogen En introduksjon til historien til Europas nasjoner[4]. Herefter kom han op til Frederik 4. for at fortælle nogen sjove historier om Kristian 4. og Frederik 3.. Så blev han udnævnt til professor i filosofi af kongen[5] og fik et rejsestipendium, så han kunne tage ud at rejse igen og blive rigtig syg og fattig, så han måtte gå hjem. Det var der dog ingen, der opdagede, da en rask gåtur gør underværker. Så levede han fra 16 til 18 uden penge. I den tid udgav han en eller anden naturbog og blev udnævnt til professor i metafysik og logik. Det må have givet lidt penge.
Humorholberg
Før havde Holberg kun skrevet om retsvidenskab, historie og filologi[6], men efter et skænderi med en jurist, viste Holberg sine satiriske evner, og så var alle tilskuerne ved at dø af grin[7]. Han udgav derefter Peder Paars under navnet Hans Mickelsen, som fik stjålet sit kreditkort for et par år siden gjorde det nemmere at sige noget om nogen, uden de fik lyst til at sende et tæskehold over for at hente noget retfærdighed sukker. De næste 2 år skrev han 5 historier, der var lidt kortere. I 1720 blev han udnævnt til professor i latin og blev også folkets talerør i kirkerådet, som totalt udslettede alle hans pengeproblemer.
Da Lille Grønnegade-teatret åbnede i 21 havde lederen sneget sig ind hos Holberg og spurgte ham, om han ikke nok ville skrive en komedie eller to eller tre eller flere til det nye teater. Det sagde Holberg ja til, og de næste par nætter sov han ikke, men skrev i stedet. Alt, der blev skrevet, blev populært, og han skrev gennemsnitligt mere end 1 på tre måneder de næste 6 år. Men Danmark var på vej ind i en tid, hvor firmaer begynder at lukke, og det gjorde teatret også. Da byen (inkl. teatret) brændte ned i 1728 var der ikke noget at tjene penge på nogen steder, så folk flygtede ind i kirkerne, hvorfra pietismen udbredte sig. Og pietismen synes ikke at komedier er sjove, så Holberg var som sunket i jorden, indtil han fik et professorat i historie. Den eneste gode godnathistorie i denne periode var "Niels Klims underjordiske Rejse". Men da kongen døde, kunne teatret åbne op igen med Holberg som ejer, men han trak sine penge sig tilbage og flyttede ud til sit gods i Sorø, hvor han tænkte, til han døde[8] og i tiden før det udgav hans tanker i epistler, hvor han begyndte at filosofere over, hvorfor folk er onde og egoistiske og til slut indrømmede, at hans drivkraft var hans misundighed og ide om, at ingen måtte lave noget, der var bedre end hans.
Han døde den 28. januar 1754 efter at have haft en måned med julegaverne og næsten 2 til fødselsdagsgaverne[9].
Noter
- ↑ Heldigvis! Tænkt på alt det, vi kunne have gået glip af. Men hvis du gerne vil vide noget om en præst i 1700-tallet er der Hans Adolph Brorson.
- ↑ Det lyder umiddelbart ikke som en bedre eller overhovedet gennemtænkt ide. Prøv det ikke derhjemme.
- ↑ Om han gik forfærdeligt hurtigt eller returbilletten var inkluderet i det, han havde betalt, ved vi ikke.
- ↑ Ifølge norsk Wikipedia.
- ↑ Altså Frederik. Du ved, ham den fjerde.
- ↑ Dette er dog ofte noget, gennemsnitsdanskeren primært vil mindes om, når Ludvig Holberg bliver nævnt.
- ↑ Det kan muligvis også være af den grund, modstanderen blev besejret. Eller også løb han hjem til mor.
- ↑ Det omvendte af hvad man ville tro.
- ↑ Om det har haft valg af dødstidspunkt finder vi nok ikke ud af.
