<span class="mw-page-title-main">Melankoli</span>

I flere dage gik Jytte Gruntmeyer rundt og troede, at hun var sortseer, indtil en behjertet herre fortalte hende, at hun havde solbriller på.

Melankoli kommer af det græske μελαγχολία /melaŋkʰoˡlia, der kort fortalt betyder sort galde. Det betegnede i antikken et af de fire temperamenter, tilbøjeligheden til sortsyn eller nedtrykthed.

Udtrykket bruges i dag om forskellige tilstande af nedtrykthed, fx depressiv sindsstemning og teenagere med skydevåben.

De gamle grækere

I antikken tænkte man sig, at helbredet afhang af balancen mellem de fire kropsvæsker:

• hjertets blod,
• hjernens slim,
• leverens gule galde og
• miltens sorte galde.

Det var især miltens sorte galde, der gjorde folk til sortseere. Ikke, som mange tror i dag, pejlevognen. Man har dog aldrig fundet nogen sort galde i milten, men det er sikkert fordi man ikke har kigget ordentligt efter.

"Hvorfor er alle fremtrædende mænd melankolikere?" spurgte Aristoteles og knyttede skarpsindighed til nedtrykthed. Platon kobler i Faidros melankoli til en guddommelig inspiration, mania. Melankolikeren kunne veksle mellem lys og mørke, hvad vi i dag kalder bipolaritet.

Den græske lærer Aretaeus skrev engang i 100-tallet e. Kr., at melankolikerne er "gnavne, nedtrykte, søvnløse mennesker, der forbander livet og ønsker sig døde... Den ene tror han er en spurv, en hane eller en krukke af ler," mens andre "tror, de er et sennepsfrø, og ryster af skræk for at blive plukket op af en høne; andre nægter at lade vandet af skræk for at skabe oversvømmelse." Kort sagt, mor Karen er høne.

Et af Saturns børn demonstrerer her sin tætte tilknytning til universet.

En guddommelig prøvelse

I den kristne middelalder var den græske lære om mental ubalance stort set enerådende inden for medicinens verden. Men præsterne hældte mere til, at det var en prøvelse fra Gud, ligesom da Job mistede hus og hjem, børn og ejendele og sad nøgen tilbage i asken. Andre teologer mente, at mennesket var sunket dybt ned i lortet på grund af syndefaldet, du ved, da Adam og Eva spiste et stykke frugt uden at have fået lov.

I middelalderen og i den tidlige renæssance mente man, at melankoli var det rene acedia (lat. 'åndelig dovenskab'), og da dovenskab er en af de syv dødssynder, var det rent ad helvede til. Så på den måde blev melankoli et et moralteologisk anliggende, der kunne klares med kolde afvaskninger, tre tændte stearinlys for jomfru Maria og et afladsbrev fra paven.

I senantikken og senere i arabisk astrologi blev melankoli forbundet med planeten Saturn, der jo ser så kold og mørk ud, i hvert fald her nede fra. "Saturns børn" blev det udbredte navn for melankolikere i renæssancen og århundrederne efter.

Melankolske kunstnere og andre røvhuller

Nogle af vore største kunstnere har været alkomelankolikere. Allerede i 1400-tallet talte filosoffen Marsilio Ficino om kunstneren, der veksler mellem en tilstand af inspiration og henrevethed og en tilstand af mismod og dyster fortvivlelse. Her falder tanken ikke mindst på Lukas Graham, vor tids åndelige vækkeur.

Melankolien blev senere forbundet med den fin de siècle-stemning, der karakteriserede engelsk åndsliv i 1500-t.s slutning. I sin indholdsrige medicinske afhandling om melankoli, The Anatomy of Melancholy (1621), skelner Robert Burton mellem melankoliens forskellige former:

• kærlighedens melankoli,
• jalousi og
• religiøs melankoli

og der anbefales diverse kure imod dem, ikke mindst kolde afvaskninger og lakering af garagedøre. Men ellers er det hos digterne og musikerne, at melankolien finder udtryk:

	Kiss me, honey honey, kiss me. Thrill me, honey honey, thrill me!
Shirley Bassey

Siden 1900-tallet er melankoli blev arkiveret under kunstdisciplinen ikonologi, og diskuteres kun af kloge hoveder som Raymond Klibansky, Erwin Panofsky og Fritz Saxl, der let fakturerer dig 1.500 kr. i timen for en tur på briksen. Uden happy ending.

Ak, ja.