Diverse kunstnere er en af de mest succesrige danske musikgrupper ever. Deres sangmæssige alsidighed, deres tæft for at ramme et sikkert hit, deres musikalske spændvidde og deres brede alderssammensætning har gjort dem til storsællerter i alle de større musikkæder, såvel konkursramte som nødlidende.
I modsætning til Gnags, DAD og Poul Krebs, der jo dårligt kan andet end at synge og spille guitar, forstår Diverse Kunstnere at forny sig og ramme lige ned i tidens toner gang på gang.
Den spæde start
Tilbage i 1948 udgav Columbia Records den første LP-plade med en spilletid på omkring 20 minutter pr. side[1]. Det klarede man ved at lave pladerillen mindre (microgrooves) og ja, sætte hastigheden ned. Man kan kende pladespillere fra den gang på, at de har en vendbar pickup: En stor grov nål til at pløje sig igennem 78'ere og en lille følsom fis til lp'ens mikroriller.
Så nu var der pludselig god plads at boltre sig på og man begyndte at blande tidens toner sammen på én eneste plade. Snart var Various Artists lige så populære som Tennessee Ernie Ford og Ginger Rodgers, ja, man fristes til at sige tilsammen, men det ville alligevel være løgn.
Det danske marked, der jo altid har været gode til at abe efter, tog ideen til sig i begyndelsen af 1950'erne, hvor Diverse Kunstnere slog deres navn fast i de danske hjem med kassesuccesser som Elefantens Vuggevise og andre dejlige Børnesange, De Bedste Danske Skillingsviser og 'Refrainer fra Bakken.
Fut i fejemøget
I 1960'erne fandt man på at dæmpe bassen og hæve diskanten på lp'erne, så rillerne kunne gøres endnu mindre. Spilletiden kom dermed op på en hel halv time, og Diverse Kunsterne kunne nu rigtig udfolde sig med 5-6 numre pr. pladeside. Snart vrimlede plademarkedet med Importørens Juleplader og Dansk Pop på Toppen, så man var lige ved at skvatte i pladerne, når man var ude og købe et juletræ.
Men det skulle blive vildere. Meget, meget vildere. Pigtrådsmusikken væltede ind over Danmark og navne som Rock Nalle, Peter Belli og Lollipops blev medlem af Diverse Kunstnere og fik de små pigehjerter hos vore oldemødre til at banke så hurtigt, at franskbrødsfrisurerne fik slagside og nylonstrømperne gik op i siden. Hashtågerne lå tungt over popstjernerne, der sang så uforståeligt at ingen den dag i dag aner hvad de ævlede om, muligvis også fordi engelskkundskaberne var diminutive. Men go' guitar, absolut... Nogen gange.
Og så dæmper vi os lige lidt
Op igennem 70'erne blev det hele lidt mere slikket og poppet, så de gamle pigtrådsnavne trådte ud af Diverse Kunstnere og lige ind i alkoholens tåger, hvor de er blevet hængende lige siden. Kun Peter Belli lod flasken stå og gav os numre som "Teddybjørnen" og "Ingen Regning", så Diverse Kunstnere måtte udsende dansktop-opsamlingsplader i hidtil usete oplag. Diverse Kunstnere oser på dette tidspunkt langt væk af store bakkenbarter og brede cowboybukseben med bumser på kinderne og en skolefrokost bestående af et udhulet franskbrød med flødeboller.
Diverse kunstnere i 70'erne
Ju-hu-pigerne
Studiemusikerne
Dem har du aldrig hørt om men i 70'erne var der stjernerne. På deres plader var der studiemusikere Diverse Kunstnere - og når de var ude at optræde stod de og mimede til et bånd (et backing-track) med to ju-hupiger, som ikke kunne synge en ren tone i virkeligheden. Manageren scorede kassen og kunstnerne var ludfattige når de ikke længere kunne lave hits.
De lange firsere
I 1980'erne lægger Diverse Kunstnere stilen om for at imødekomme det kræsne publikum med skulderpuder, polyesterskjorter og svenskerhår. Først og fremmest bliver der lagt elektroniske trommer på alle numre, fordi det lyder så lækkert. Dernæst bliver numrene i snit 3 minutter længere og der lægges saxofon på. Lp-formatet kan nu højest indeholde 5 numre pr. pladeside, men heldigvis kommer cd'en på markedet med op til et-par-og-tres minutters spildtid spilletid, så vi ordentlig kan groove os igennem "lille Billyboy", når vi har betalt det månedlige afdrag på 199 kroner for cd-afspilleren.
Hidse-hidse-hidse
I 1990'erne bliver Diverse Kunstnere grundigt trætte af pænheden og får indopereret horn i panden og begynder at sætte ild til affaldscontainere. "I'm a firestarter" skriger de, mens de gamle flygter helt ud af musikmarkedet og de unge begynder at gå med lighter. De endnu yngre lytter til "Åh abe" plader med Diverse Kunstnere, mens de venter på deres eget gennembrud, og de forestående kampe i Ungdomshuset, hvor Diverse Kunstnere skal optræde om nogle år.
Heldigvis forstår en fraktion af Diverse Kunstnere, at vi er nødt til at have lidt popmusik at danse til, så vi stadig kan glæde os over pæne sange som "Wannabee" og "Back for Good".
I nettet
I 00'erne dalede musiksalget til uanede dybder, og alle de gamle solide pladeforretninger, hvor vi plejede at kunne prøvelytte til Diverse Kunstnere inden vi ofrede 130 kroner, var pist væk. I stedet brugte vi vores pc og vores modem til at gå på world wide web, hvor vi downloadede ulovlige kopier af de gamle tressernumre vi havde på lp i forvejen og blev snuppet af antipiratgruppen og skulle betale 2000 billioner i erstatning, selv om Bob Dylan ikke en gang er det halve værd.
Så røg stereoanlægget på tvangsauktion, trist, når vi dårligt havde nået at betale det sidste afdrag på cd-afspilleren og vi måtte købe en mp3-afspiller med hørepropper for at kunne genhøre "Vor Gud han er så fast en Borg" fra "Danske Psalmer III" med den dersens gruppe... hvad hed de nu... jo! Diverse Kunstnere!
Bonus-tracks
- ↑ Indtil da havde plader kørt med 78 omdrejninger/min., hvilket gjorde at minutvalsen måtte deles op i to.