De gode gamle dage

De gode gamle dage dækker over en ikke nærmere specificeret periode, der gerne ligger 3/4 generation tilbage i tiden. Dengang var alting meget nemmere at have med at gøre, inkl. din mor.

"Sidder du bare der og laver lektier, din lille... Jeg skal fandenbroderemig gi' dig nogen ordentlige...". Ja. Det var tider!

Hvis man havde glemt et vers af "Vor Gud han er så fast en borg", så var det bare hen i hjørnet. Men det lærte vi meget af. Jeg kan 60 år efter stadig opremse, hvor mange sandkorn der er i en gang mørtel. Akkeja, sådan noget lærer man ikke i dag.

Mændene var meget høfligere over for damerne dengang, end de er i dag. Se bare hvordan den rare betjent måler overlåret på denne Frøken, inden han rykker længere op. Det var der mange, der kunne lære noget af i dag.

En spørgeskemaundersøgelse foretaget af Opinion i 1978 placerede i øvrigt året 1912 som en helt klar etter i de gode gamle dage. At tidspunktet ikke er statisk fremgår imidlertid af opinionsundersøgelsen fra 2001, hvor 1939 var rykket fra konkurrenterne og nu var placeret højest. I 2011 var 1912 i øvrigt forsvundet helt ud af top ti, uvist af hvilken grund.

En interviewrunde på plejehjemmet Den Gyldne Fennikel gav følgende bud på, hvad der kendetegnede de gode gamle dage.

Opdragelse

		Børn skal ses, ikke røres høres.
	Børneradioen

Børneopdragelse var meget enklere dengang. Sagde ungen noget, så fik han en på skallen. Undtagen hvis han var en pige. Så fik han en (...) i røven. Kom han for sent hjem fra skole, så fik han en på knolden. Kom han for tidligt hjem, fik han en overraskelse og blev sendt ud at lege.

Alle børn var artige og gik i korte bukser, så man kunne se om de var faldet og havde slået knæene. Hvis de havde, så fik de røvfuld når de kom hjem. Så kunne de lære at passe bedre på en anden gang eller holde sig væk.

Men lykkelige, det var vi!

Penge og lykke

		Lykken, den er ikke gååååås eller guuuuuul!
	Katy Bødtger

Det er sandt, at vi ingen penge havde i de gode gamle dage. Det behøvede vi heller ikke. Huslejen udgjorde kun 10 pct. af husstandsindkomsten, ikke som i dag, hvor den udgør 50 pct., selv om mor og ham manden hun bor sammen med begge går på arbejde.

Der var altid råd til at far kunne få nogle bajere nede på værtshuset, inden han kom hjem og fik frikadeller og sønnike blev sendt til købmanden efter en kasse øller, så der ikke var mere mad tilbage, når han kom hjem. Så fik han et par på hovedet fordi han var sulten og blev smidt i seng uden aftensmad. Og der var 50 bajere i en kasse dengang, så den kunne holde næsten hele aftenen, selv når nabo Møller kom på besøg med sin fede kone, men hun fik osse kun en kop varmt vand og en avis at sidde på.

Varige forbrugsgoder

Blev defineret helt anderledes dengang. Her taler vi ikke om fjernsyn, radio eller telefon. Næ, et par bukser, se, det var et varigt forbrugsgode. De gik i arv fra farbror Svend, videre til mig og så til lillebror Børge, inden de blev syet om til en brudekjole til søster Yrsa, der var kommet i omstændigheder på grund af cykelsmedens lange søn, Bent-Aage. Derpå blev resterne brugt som tøjble, inden lasen endte som pudseklud, for vi satte en ære i at holde vinduerne pæne og rene, så naboerne bedre kunne kigge ind og se hvor pænt vi boede.

Men vi var lykkelige. Helt bestemt. Sådan husker jeg det.

Uddannelse

Tre års skolegang var det maksimale for arbejderbørn. Vi havde ikke noget at bruge vores læsefærdigheder til alligevel, for vi skulle arbejde nede i kokskælderen, hvor man ikke kan se en skid.

Pædagogikken bestod af et spanskrør samt udenadslære af de dejlige danske psalmer, der fortalte om Guds herlighed og et rap over fingrene med den lange lineal, hvis man ikke holdt nallerne på bordet.

Men vi var alle tilfredse. Alle! Ellers fik vi røvfuld og det var vi jo selv ude om, når vi sad dér og tudede ned i salmebogen.

Finere folks børn kunne dog supplere deres uddannelse med en universitetsgrad, men så skulle de også henslæbe 3-4 måneder på en højere læreanstalt og leve resten af deres liv som opsynsmænd på sindssygehospitalet, hvor vi opbevarede alle de skøre kuler.

Ja, vi lærte de ting, der gør et menneske lykkeligt. At læse. At skrive. Og psalmerne.

Høflighed

		Deres Idiot!
	Vred mand om far

Mændene holdt døren for damerne, selv om de egentlig godt kunne åbne den selv, hvis de tog vasketøjet over i den anden hånd og holdt styr på lillebror med knæet. Posen med tøjklemmer kunne de holde under dobbelthagen. Men sådan var mænd dengang. Hensynsfulde og høflige.

Herrerne og drengene rejste sig op i sporvognen for gamle damer, gravide kvindfolk og andre handicappede. Men vi kaldte det ikke for handicappede, det var vi alt for høflige til. Vi kaldte dem Frue eller Frøken, men selvfølgelig tænkte man sit.

Når dronning Alexandrine kørte forbi i åben karet, så bøjede vi os ærbødigt ned og stirrede på brostenene, indtil hun var kørt langt væk. Asfalt, nej, det brugte vi ikke dengang, man kunne mærke vejen på en helt anden måde i brostenenes tid, hvis man blev ramt af hesten.

Og hvis man havde overskidt lokummet nede i gården, så sneg man sig ikke fejt væk og overlod rengøringen til det næste ordentlige mandfolk med mavekneb. Nej, man kaldte på konen igennem det hjerteformede hul i døren, så kunne hun ordne det med lasen efter brudekjolen.

Og denne udbredte høflighed og hensyntagen til hinanden - den var den, der gjorde os så lykkelige.

Her sidder en sød ung dame og forbereder sig til matematik-timen i morgen hos lærer Andersen. Hun hører sikkert noget god musik med Hans Kurt eller Katy Bødtger, mens hun tænker over grafer og retvinklede trekanter.

Musik

Musikken var meget bedre dengang. Uskyldig og let. Vi vidste overhovedet ikke, at "jazz" var slang for sex. At "swing" var slang for sex. Eller at "rock'n'roll" var slang for sex. Så vi dansede helt uskyldigt omkring, næsten uden sex, og kom lidt for sent hjem og fik røvfuld af far. Og måtte gifte os med Grimme Birthe fra nabogården, fordi gummiet sprang midt under en jitterbug, da der var hak i pladen.

Sammen fik vi tre sønner og to døtre, som hverken skriver eller besøger os til jul. Og derfor er vi så lykkelige.

Jul

Julemorgen kiggede vi i strømpen efter en lille gave, men der var hul i strømpen, gaven var faldet på gulvet og hunden havde ædt den godbid, som vi børn skulle have haft. Vi klappede kærligt dyret en på hovedet og satte os til at vente på næste jul ved vinduet, der var utæt.

Det var ikke rigtig jul, hvis ikke vi fik et kandiseret æble og et glas saftevand. Men det var der ikke råd til. I stedet dansede vi rundt om en gulvspand med et stearinlys på, som vi havde lånt af vores nabo. Men vi klagede ikke. Vi sang i vilden sky Julen har bragt velsignet bud, så vore små børnehjerter skælvede af angst for far af glæde. Ja, lykken lå i de små detaljer dengang.

Tv-udsendelser

Dengang havde vi hverken Paradise Hotel eller Kongerne af Marielyst, så vi var nødt til selv at more os, hvis ellers vi var kommet hjem fra vores 14-timers arbejdsdag. Så legede vi fx spørgeleg, hvor det var far der bestemte, om svaret var rigtigt og så fik vi et par på hovedet, hvis det ikke var. Som regel var det far, der vandt, og som belønning kunne han gå ind under dynen med et kvindeligt familiemedlem efter eget valg, hvis han ikke havde drukket for mange bajere.

Og alle andre var lykkelige.

Hvis vi endelig skulle se TV, som vi jo kun kunne se to timer om dagen, var det mest populære program "De Gode Gamle Dage" og eftersom de gode gamle dage for vores forældre var under 2. verdenskrig, var man gået tilbage til vores bedsteforældre og havde spurgt dem.

Udråberen hed Leonard Sachs og programmet kørte hver dag i 30 år indtil man fandt Mr. Sachs hen over skrivebordet med sin hammer i hånden. Det siges at Monty Python var meget inspireret af netop dette program.

Formerne

Man holdt på formerne dengang. Vand i håret og rene negle, hvis man skulle ud. Bare fordi man var fattig og alkoholiseret, behøvede man jo ikke at ligne en sjuft. Underbukserne blev vendt hver uge og sokkerne var nystoppede, når der var afdansningsbal i borgerforeningen, hvor vi desværre ikke måtte komme mere efter en uheldig episode. Men vi stod udenfor og nød duften af kandiserede æbler og tobaksrøg og lyden af violin og piano.

Tættere på lykken kunne man ikke komme.

Her står Sigvaldi som sædvanlig og blokerer gaden med sin forbandede barnevogn og venstredrejede propaganda, så det næsten ikke er til at slæbe en majestætsfornærmer over til Gl. Torv til sin velfortjente straf.

Majestætsfornærmelse

I dag tør enhver halvuddannet journalist sige "du" til majestæten, men den gik ikke før i tiden, næh nej. Hvis en uddannet journalist - ja, de fik en uddannelse dengang - kom til at sige du til kongen, så var der bare no mercy! Delinkventen blev hevet i hårtotterne ned igennem Strøget uden bukser på, hvis ellers man kunne komme forbi Sigvaldi og hans åndssvage barnevogn og bundet op ad kagspælen på Gl. Torv, hvor han blev pisket ihjel ved højlys dag, så alle damerne der var på vej over til Daells Varehus kunne tage ved lære og tale pænt såvel i majestætens nærvær som fravær. Ja, der var andre metoder den gang. Men det var meget sjældent brugt. Meeeget sjældent. Muligvis er det slet ikke sket.

Kost

Der var ikke noget der hed dybfryser dengang, så vi måtte nøjes med friske grøntsager fra grønthandler Madsen, selv om vi havde ham mistænkt for at veje tommelfingeren med. Eller øllebrød, måske med en sjat mælk i midten, hvis det var søndag. Onsdag var kødløs dag. Det var mandag, tirsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag også, for sådan et stykke grisetryne var alt for dyrt, når far først havde betalt værtshusregningen.

Is? Altså dessert? Bare glem det, det tætteste vi kom på en ispind var, hvis far var ekstra kold når han sneg sig ind til os om natten.

Skulle det være ekstra fint, så gik vi ud og spiste. Det var som regel i folkekøkkenet, hvor vi delte en kop suppe og et dejligt stykke tørt brød fra i forgårs. Det løb let op i 8 øre for os alle sammen, så det skete ikke for ofte.

Men vi spiste sundt. Og vi fik smør hver dag. Så vi var glade. Og lykkelige.

Behandlingsgaranti

Jo, det havde vi! Hvis ikke vi makkede ret, så kom vi under behandling lige så snart far kom hjem. Hurtigt og effektivt, ingen bureaukrati, bare bukserne ned og smæk, smæk, smæk!

Tandbehandlingen var også enklere. Ingen syreskader på bisserne, for der var ikke noget der hed sodavand. Og tænderne faldt ud af sig selv.

Lykken var at arve mormors gebis til sin konfirmation. Og et godt helbred.

Tingene som de bare var

Langt det bedste ved De gode gamle dage, var tingenes forudsigelighed. Der var ikke mange forandringer og ændringer, som kunne rende og forstyrre. Fremtiden repræsenterede en vis usikkerhed, og i den daværende nutid så man med glæde tilbage på fortiden, og man huskede at følgende ting altid var sådan i De gode gamle dage:

• I De gode gamle dage var der altid sne om vinteren.
• I De gode gamle dage var der altid sol om sommeren. Og man kunne bade i havet fra april til november.
• I De gode gamle dage arbejdede man hos ismejeriet som bud eller som flaskedreng hos købmanden, og man beklagede sig aldrig over løn eller arbejdsforhold. Og man gjorde som mester sagde!
• I De gode gamle dage kørte man 6 mennesker - 4 røg - på bilferie til Italien, uden sikkerhedsseler, og ingen tog da skade af sådan en tur!
• I De gode gamle dage eksisterede Storebæltsbroen ikke. Der kunne man sidde og få en rigtig god gang kaffe og et stykke smørebrød i ro og mag på færgen, mens Sprogø langsomt passerede forbi vinduet.
• I De gode gamle dage var der ingen som tog skade af et lille klap i måsen.
• I De gode gamle dage delte man, hvad man havde. Men man var lykkelig.

Hvis du ikke genkender disse uomstødelige fakta, så er du nok bare for dum ung og uopdragen.

Konklusion

'De Gode Gamle Dage' må ubetinget være i perioden 1933-1945, og for Danmarks vedkommende 9. April 1940 - 4. Maj 1945. Det er ihvertfald denne periode alle de gamle altid plaprer op om...