Absalon (1128 - 21. marts 1201) var Københavns grundlægger, Danmarks nationalhelt og middelalderens svar på Chuck Norris. Fraværet af et efternavn tyder endvidere på, at Absalon var den første deltager i X Factor.
Familiære forhold
Absalon var afkom af et samkvem mellem rigmanden Asser Rig og kongedatteren[1] Inger Eriksdatter. Han var tvillingbror med Esbern Snare og selv om Esberns fødselsdag er uklar for historikere[2], så var Absalon absolut en af datidens unge stjerner.
I datidens samfund var det tilsyneladende almindeligt at drengebørn kom rendende for at blive opfostret. Tilfældigvis var der en omstrejfende kommende konge, som tog ophold og blev opdraget sammen med tvillingerne Absa og Esbe, der således begge var fosterbrødre med den kommende Svend, Knud og Valdemar.
Absalon var tip-oldebarn af Skjalm Hvide og havde allerede fået indavl krig, gudfrygtighed og retfærdighed ind med modermælken. Det på trods af at hans moder var af svensk herkomst, og dermed nødvendigvis måtte have opdraget Absalon med surströmning til morgenmad og snus til aftensmad.
De tidlige år
Absalon og Esbern blev født mens deres far Asser var "ude og kristne verden". Det var noget man gjorde, hvor man tog rundt og huggede folk i småstykker, voldtog deres kvinder og kogte deres børn i olie, med det formål at overbevise dem om, at kristendommen var en overlegen religion.
13 måneder inden sin afrejse havde Asser besvangret sin hustru Inger[3], og han befalede følgende:
|
|
Kvinde! Om Gud skiænker Smukke Asser en piige, befales der lande-vaade-stande. Om Stærke Asser har lavet en dreing, har du bare at bygge et taarn
|
|
|
Asser Rig om at tage afsked med sin kone
|
Da Asser Rig kom tilbage, var der bygget 2 tårne på borgen ved Sorø. Det var faktisk helt utroligt, hvad man kunne nå som kvinde dengang.
Absalon og Esbern valgte at koncentrere sig om hver deres ting. Esbern byggede Kalundborg med de bare næver, og Absalon smuttede sydpå til Frankrig, for at tage uddannelse som teolog.
Biskoppen med sværdet
Efter sin præsteuddannelse ved universitetet i Paris og en tur i Eiffeltårnet, kom Absalon tilbage til lille Danmark i 1156. Dengang var man stadig i gang med at kristne danerne, og der var stadig en lille rask krig eller to med de tilbageværende vikinger.
Allerede ved sin hjemkomst var Absalon en ferm stridsmand og samtidig jo stadig venner med Valdemar (Dengang konge af Jylland, som på dette tidspunkt havde ligget i en længerevarende strid med Svend (Konge af Sjælland)[4].
Ved en familiefejde i Roskilde i året 1157, stak Absalon behændigt af og gemte sig på familiegården ved Fjenneslev, og efterlod dermed Valdemar til at arrangere sin egen snedige flugt helt alene. Da Valdemar trods alle odds alligevel fandt frem til Absalon, lykkedes det for de to fosterbrødre at stikke af sammen til Jylland, hvor Valdemar kunne rejse en hær - og derefter forvandle Svend til en af hovedingredienserne i "Chili Con Carne".
Som tak for hjælpen og fordi at Absalon havde vist sig så uinteresseret i både kongemagten og i at stå i vejen ved et slagsmål i familien, udnævnedes han i 1158 til biskop i Roskilde.
Dengang var Roskilde stift det klart mest magtfulde, med mange rigmænd i oplandet og en god indtægt. Derfor var det godt for kongen at være venner med biskoppen, og det var godt for biskoppen at kongen ikke stak næsen for dybt i hans regnskaber eller gøremål. Hvis du har set Robin Hood, ved du sikkert hvorfor.
I 1159 oplever Absalon en landgang af 24 skibe fyldt med vendiske vikinger ved Boeslunde. Absalon samler hurtigt 18 af sine folk og går til modangreb. Nærmest ene mand, udraderer han de 24 skibsfulde (=ca. 400 mand). Derefter var der ingen som betvivlede at Absalon måtte være en mægtig kriger.
Saxo skriver om kåringen af Absalon
"De nøjedes nu heller ikke med at udråbe ham, men greb fat i ham og søgte med magt at slæbe ham hen til det sæde hvortil de med ord havde kåret ham.
Eskil var selv den første til at lægge hånd på ham, og det syntes at give de andre mod til at gøre ligeså. Kannikkerne istemte nu også efter sæd og skik en højtidelig lovsang til ære for det enstemmige valg; og almuen kunne i sin hjertensglæde ej bare sig for at kvæde en hellig vise om kap med klerkenes fromme salme, da den gerne ville hædre ham ved at være med i lovsangen og holdt det for en skam at tie, når de andre stemte i af fuld hals; så han var hele mængdens udkårne yngling og måtte da kaldes enstemmigt valgt.
Men Absalon stred af alle kræfter imod den skare, der sled i ham, og slog flere af dem hårdt i gulvet; kannikkerne rev sådan i ham, at de flængede hans klæder sønder, og det var nær kommet til strid og slagsmål; ja der opstod sligt et gny og bulder, at det aldeles overdøvede sangen."
|
|
|
|
Med Bispestaven Kiempen ståer en Konning mellem Klerke Med Ordets Glavind ingen ståer som Absalon hin stærke Med Hellebard og Brynje blå på Hingsten Bispen skinner På blodig Val ej Dansken så en større Sejervinder.
|
|
|
|
|
Saxo om datidens brdr. Bisp.
|
Balladen i Lund
I 1178 blev der en pokkers ballade i Lund[5]. Den gamle ærkebiskop Eskil var blevet træt af messer, messedrenge og cølibat, og han besluttede sig for at gå i kloster. Nu skulle der festes og hores - for dengang var internettet ikke opfundet, og Eskil havde tilsyneladende hørt, at det var den slags man lavede i klostre.
Som tak for mange års tro tjeneste - og vel for at lave en practical joke med dem som skulle finde efterfølgeren - så gav Paven retten til at udpege efterfølgeren til Eskil.
På daværende tidspunkt var Absalon regerende biskop i Roskilde, og det var ikke muligt at være biskop mere end et sted. Så da der blev samlet til bispevalg i Lund, ville Absalon ikke tage mod det ellers så ærefulde hverv. Selv da horderne hujede, stampede i gulvet og lod hans navn gjalde i salene, sad Absalon nede i salen og vinkede afværgende.
Først da man hidkaldte Paven og flåede tøjet af Absalon, lykkedes det for ham at forstå den fine hentydning. Absalon accepterede på betingelse af, at han samtidig måtte beholde Roskilde.
Byggerier og bedrifter
I omkring 1162 får Absalon overdraget en lille lystbådehavn 30 km. øst for Roskilde. Da der her er uforstyrret og samtidig god udsigt til Sverige, beslutter Absalon sig for at bygge et slot - med de bare næver! Så bygger han også en mur, en havn, et par huse, en kirke, nogle flere kirker, nogle boligkarréer - og til sidst en hel by!
Sådan skal det da bare gøres!
Senere bygger han også Sorø, Lolland og resten af Sjælland. Undtagen Holbæk - Absalon hader Holbæk!
Da Absalon dør i 1201, bliver han udråbt til Københavns "Grvndlægger" - et eftermæle som da må pisse ham grundigt af.
Kontroverser
Mange kontroversielle ting er påstået om Absalon. For ikke at skade fremtidens historieforvanskning, har vi valgt at opliste de vigtigste fakta her:
- Absalon var omtrent 1.60 høj, og var selv efter datidens målestok en lille lort. Han red således på en Shetlandspony, men blev på statuen ved Gammel Strand fremstillet som en stor kriger på en normal størrelse hest.
- Absalon fik Saxo Grammaticus til at skrive "Saxo Gramaticus", der ofte omtales som den første Danmarks Krønike. Den er løgn fra ende til anden.
- Metroselskabet i København har nedgravet 900 år gamle ting, som de har hugget på Nationalmuseet, for at bevise at der lå en by før Absalon kom til. Det er selvfølgelig svindel!
- Da de danske museer blev oprettet i 1820'erne, fandt man bl.a. en hovedskal og nogle ribben, der skulle tilhøre Absalon. Det ville museumsfolkene alligevel have en afklaring af, så den 22. maj 1827 blev Absalons kiste i Sorø Klosterkirke åbnet og hans ben talt efter. De var der alle sammen. Kranium og ribben. Så "Absalons kranie" fra Det kgl. Kunstkammer var et falskneri og hovedet tilhørte i virkeligheden en helt anden halvabe.
Noter
- ↑ Fra Sveriges Kungahus - men lidt har også ret.
- ↑ Det er faktisk ikke engang løgn! Flere steder i Danmarkshistorien omtales de som tvillinger, og Absalons fødeår er angivet til 1128, mens Esberns fødselsår er: 11xx.
- ↑ Ja - du læste rigtigt; der stod 13 måneder! Som eneste tilbageværende vidne, svor staldkarlen at det nødvendigvis måtte forholde sig således.
- ↑ Kongerne af Marielyst holdt lav profil dengang.
- ↑ I Skåne... Sverige... Er du med?