Religion

Man må ik' sige Gud!

— Pusle Helmuth

Religion er, når man, sammen med andre mennesker, tror på noget. Det er ikke så meget noget med at tro, det bliver regnvejr eller at FCK taber den næste fodboldkamp; det er mest noget med ham der Gud og hvorfor jorden blev skabt og hvad meningen med livet er. Med andre ord ting, som egentlig kan være lige meget, når vi nu alligevel skal dø en dag.

Men så er religionerne så smart indrettet, at de ofte snakker om et liv efter døden, og så giver det pludselig mening at blive en god ven med Gud, så man kommer i Paradis i stedet for boligtilbuddet med en etværelses kælderlejlighed med låg, som mange afdøde benytter sig af. Man kan i god tro spørge Gud om, hvorfor vi skal tåge rundt i 80-90 år på jorden, når det er alligevel er meningen vi skal spendere en evighed et andet sted. Men det er et kendt faktum, at Gud har en syg form for humor.

Guds hus

Er man en del af en religion, kommer man formodentlig også i en kirke. Det er en slags klubhus, hvor man møder andre religiøse samt en fyr, der kalder sig selv for præst. Jeg ville rigtig gerne skrive, at man i kirken hører festlig musik, har sjove hatte på og blæser serpentiner, mens man drikker cocktails. Men sådan er det desværre ikke; i stedet sidder man som regel på en bænk i ufattelig lang tid og piner sig selv ved at lytte til et orgel, der lyder rent ad helvede til(!) mens præsten snakker og snakker. Endvidere bliver man bespist med Jesus legeme og et enkelt lille glas blod (nærigrøve), i et bizart kannibalistisk ritual. Sådan er det at være religiøs, men nogen mener åbenbart, at det er besværet værd. Vi andre vælger så bare at sove længe Søndag morgen.

Decideret: når et menneske flipper ud, kaldes det vrangforestillinger. Når en gruppe flipper ud kaldes det Religion.

Kritik

Religion er ofte blevet kritiseret for at være harsk og ikke give nogen mening. Her skal vi huske, at hvis vi ikke kan modbevise det, så må det fandeme være rigtigt.
Dette fører os til det ontologiske gudsbevis (Gud er fordi Gud er), det retoriske gudsbevis (Gud eksisterer, jeg har jo lige nævnt ham) og den kartesianske dualisme (Er jeg sjæl eller krop eller begge dele? Nej, jeg er Gud!). Netop fordi Gud ikke er en håndgribelig størrelse, og fordi denne gud formodes at være iboende alting, må vi konkludere, at diverse gudeskikkelser - fra Gud og Allah til Guldkalven Shiva - blot er et udtryk for menneskenes frustration over ikke at forstå, hvorfor fanden de har lyst til at en eller anden ligegyldig gud passer på dem og på kapriciøs om lemfældig måde kaster terningerne hen, hvor vi alligevel ikke kan se dem. Derefter må vi konkludere, at folk åbenbart har religion fordi de ikke selv har lyst til at undre sig eller være ufejlbarlige ligesom mig.

Religion er som chokolade, der findes hvid, mørk, mælke og meget mere. Nogle kan lide det ene og andre det andet, men dem med store nødder er de mest populære.