|
|
| Linje 9: |
Linje 9: |
| Igen viste skæbnen sig uvillig stemt over for sådan en rigmandssøn, så alle hans køer døde i den kolde vinter 1886-87, fordi nærigmåsen ikke ville betale for [[Spademanns svarer:Kan jeg selv indlægge gulvvarme?|gulvvarme]] på prærien. | | Igen viste skæbnen sig uvillig stemt over for sådan en rigmandssøn, så alle hans køer døde i den kolde vinter 1886-87, fordi nærigmåsen ikke ville betale for [[Spademanns svarer:Kan jeg selv indlægge gulvvarme?|gulvvarme]] på prærien. |
| {{klumme|Mulberry Street|En nat, da politikommissæren havde vagt på politistationen i Mulberry Street, kom en lille dreng og en lille pige ind. De var blevet overfaldet af en anden lejer i den fattigbolig, hvor de boede i en lille lejlighed. Politikommissær Roosevelt rejste sig og gik med børnene. '''Vær altid venlig,''' sagde han, men '''medbring en god stav til at slå med'''.}} | | {{klumme|Mulberry Street|En nat, da politikommissæren havde vagt på politistationen i Mulberry Street, kom en lille dreng og en lille pige ind. De var blevet overfaldet af en anden lejer i den fattigbolig, hvor de boede i en lille lejlighed. Politikommissær Roosevelt rejste sig og gik med børnene. '''Vær altid venlig,''' sagde han, men '''medbring en god stav til at slå med'''.}} |
| | {{Klumme|Jacob A. Riis|Jacob Riis var en dansk-amerikansk fotograf, der dokumenterede de usle forhold for de fattige i New York i slutningen af 1800-tallet, særlig omkring Mulberry Street. Mere end nogen anden fik han bragt Roosevelts retsfærdighedssans i kog. De blev venner for livsfortid og Roosevelt kaldte Riis for ''den største amerikaner, jeg nogensinde har kendt''. Det var nu ikke helt rigtig. William Taft var meget større, men det var noget med appetitten og "store knogler".}} |
| Så var der ikke rigtig andet at gøre, end at rejse hjem til New York og blive [[politi]]kommissær. Og her kan det nok være, at dengsebarnet gjorde lykke! Han lagde ud med at fyre politimesteren for [[korruption]] og tog selv med ud på natpatrulje for at sikre sig, at politifolkene ikke gramsede på de letlevende damer. Uden at han var med. Det blev han meget populær på, ikke mindst blandt damerne, der syntes at hans overskæg kildede så dejligt i ''(forkortet af red.).'' Pressen var vild med ham. Der var altid en bramfri udtalelse til en [[P. Pedersen, Ølgod Tidende|halvvågen journalist]]. | | Så var der ikke rigtig andet at gøre, end at rejse hjem til New York og blive [[politi]]kommissær. Og her kan det nok være, at dengsebarnet gjorde lykke! Han lagde ud med at fyre politimesteren for [[korruption]] og tog selv med ud på natpatrulje for at sikre sig, at politifolkene ikke gramsede på de letlevende damer. Uden at han var med. Det blev han meget populær på, ikke mindst blandt damerne, der syntes at hans overskæg kildede så dejligt i ''(forkortet af red.).'' Pressen var vild med ham. Der var altid en bramfri udtalelse til en [[P. Pedersen, Ølgod Tidende|halvvågen journalist]]. |
|
| |
|
Præsident Roosevelt var stolt af sit overskæg og sine mange, næsten ægte, tænder. Her står han model til Mount Rushmore-monumentet.
|
|
|
Nu er den skide cowboy USA's præsident!!!
|
|
|
|
Senator Mark Hanna
|
Theodore Teddy Roosevelt blev født den 27. oktober 1858 i New York. Hans far, Teddy Senior, var så rig, at han betalte en fattig mexicansk indvandrerkvinde for at overtage fødselsveerne fra hans mor. Teddy kunne få alt, hvad han pegede på: Tykke kvinder, slanke kvinder, høje kvinder, lave kvinder, kvinder med små (forkortet af red.). Ja, de kunne endda købe ham en uddannelse på Harvard, som lå helt ovre i Europa.
Da Teddy var 20 år døde hans far og Teddy kunne trække sig tilbage og nyde sin økonomiske velstand som en anden lottomillionær. Men næh, nej, han skulle absolut gifte sig med en rigmandstøjte fra Boston og bestige Matterhorn på sin bryllupsrejse, den lille blæremås[1].
Og dårligt var knajten blevet 23 år, før han blev medlem af New Yorks senat, men det satte skæbnen heldigvis en stopper for. Inden for ét døgn døde hans mor og hans kone i barselsseng[2]. Men han fik da en lille, sød datter. Det fik Teddy til at sælge hus og hjem og købe sig en ranch i Dakota, hvor han gik med cowboyhat og malkede køer, uden at man dog kunne spore det over i noget sexuelt - i hvert fald ikke det med køerne. Og datteren fik røde kinder og den friske luft gav hende en stor sund (forkortet af red.).
Igen viste skæbnen sig uvillig stemt over for sådan en rigmandssøn, så alle hans køer døde i den kolde vinter 1886-87, fordi nærigmåsen ikke ville betale for gulvvarme på prærien.
Mulberry Street
En nat, da politikommissæren havde vagt på politistationen i Mulberry Street, kom en lille dreng og en lille pige ind. De var blevet overfaldet af en anden lejer i den fattigbolig, hvor de boede i en lille lejlighed. Politikommissær Roosevelt rejste sig og gik med børnene. Vær altid venlig, sagde han, men medbring en god stav til at slå med.
Jacob A. Riis
Jacob Riis var en dansk-amerikansk fotograf, der dokumenterede de usle forhold for de fattige i New York i slutningen af 1800-tallet, særlig omkring Mulberry Street. Mere end nogen anden fik han bragt Roosevelts retsfærdighedssans i kog. De blev venner for livsfortid og Roosevelt kaldte Riis for den største amerikaner, jeg nogensinde har kendt. Det var nu ikke helt rigtig. William Taft var meget større, men det var noget med appetitten og "store knogler".
Så var der ikke rigtig andet at gøre, end at rejse hjem til New York og blive politikommissær. Og her kan det nok være, at dengsebarnet gjorde lykke! Han lagde ud med at fyre politimesteren for korruption og tog selv med ud på natpatrulje for at sikre sig, at politifolkene ikke gramsede på de letlevende damer. Uden at han var med. Det blev han meget populær på, ikke mindst blandt damerne, der syntes at hans overskæg kildede så dejligt i (forkortet af red.). Pressen var vild med ham. Der var altid en bramfri udtalelse til en halvvågen journalist.
|
|
|
Jeg har mit overskæg at takke for alt! Uden det tror jeg slet ikke, at jeg ville have haft en synlig overlæbe!
|
|
|
|
Teddy
|
Teddy giftede sig med et pigebarn, han havde kendt siden gymnasieårene og sammen fik de fem børn, hvilket statistisk set burde gøre mindst en af dem til kineser, men sagkundskabens strides stadig om dette punkt.
Præsident McKinley så ingen anden udvej end at gøre ham til viceflådeminister, så New York kunne vende tilbage til sin gamle korrupte facon, som vi alle kender og elsker.
Roosevelt's rough riders
I 1898 blev der krig med Spanien over Cuba. Teddy smed sit viceflådeministerskilt på flådeministerens bord og sagde tak for kaffe! Og væk var han. Heeelt ovre på Cuba, hvor han ledede sine mænd i slaget om San Juan Hill under pressens fulde bevågenhed. Halvdelen af styrken døde, men Teddy indtog Bakken, hvor han serverede en lille anretning. Siden bar Teddy stolt sin hue fra dette slag og mindedes med tilfredshed, at han her havde lavet de bedste sildemadder i mands minde.
Vel hjemkommet til USA blev Teddy modtaget som en folkehelt, hvilket klart beviser, at lidt god presse aldrig har skadet nogen. Præsident McKinley måtte nødtvungent tage den unge fløs som vicepræsidentkandidat til valget i 1900.
Præsident Teddy
I sin nye inaktive rolle som vicepræsident, kunne Teddy holde ferie som han ville. Han, konen, børnene, au pair-pigen, elskerinderne og to køer var da også ude på en lille vandretur, da den triste besked nåede dem: Præsident McKinley var blevet skudt 49 gange på verdensudstillingen Buffalo. Det var muligvis selvmord. Et forbandet godt selvmord, bortset fra, at det havde taget stodderen en uge at udånde. Teddy måtte aflægge præsidenteden. Ak, ja.
I den unge alder af 42 år havnede bamsen med overskægget i Det Hvide Hus' ovale værelse, hvor ungerne fremover legede under bordet og bed udenlandske diplomater i (forkortet af red.).
Kampen mod de fede kapitalistsvin
På trods af mange gode råd fra korrupte politikere, gik Teddy i krig med industrimagnaterne, der sad på deres fede flæsk, mens underklassen sultede, så tarmskrigene forstyrrede nattesøvnen i hele landet. Den første, der fik kærligheden at føle, var J.P. Morgan, der havde skabt sig et fedt lille monopol på jernbanedriften. Han blev brandbeskattet, blev han! Og fik tørt på i pressen, fik han:
|
|
|
En mand, der aldrig har gået i skole, stjæler måske fra en togvogn. Men har han en universitetsgrad, er han i stand til at stjæle hele jernbanen!
|
|
|
|
Teddy
|
Op i røven med kongressen
Så fik han colombianerne til at bygge Panamakanalen, der skabte en skibspassage mellem Stillehavet og Atlanterhavet. Men colombianerne blev grådige og ville have penge for det, så USA finansierede en rask lille krig, der løsrev Panama fra Columbia. Det glemte han forresten at aftale med kongressen. I skyndingen.
|
|
|
Jeg tog Panamakanalen, mens kongressen debatterede. De debatterer stadig. Og Panamakanalen fungerer stadig!
|
|
|
|
Teddy i 1911
|
Pressens mand
Teddy havde flair for pressen. Han sørgede altid for, at de var til stede, når han lavede noget stort. Journalisterne var vilde med ham, for der var altid lidt godt luderstof til de tomme spalter.
Selv J.P. Morgan støttede op om præsidentens genvalg, for man skal altid holde med dem, der vinder.
Nobels fredspris
I 1906 fik Teddy Nobels fredspris, fordi han havde forhandlet fred mellem Japan og Rusland, der var røget i totterne på hinanden p.gr.a. de høje priser på sushi eller noget. Man valgte at se stort på, at han fire år tidligere havde truet Italien, Storbritannien og Tyskland med krig, og at han havde sendt tropper til Cuba.
Miljøpolitik
Præsidenten var meget bekymret for al den gode skov der blev ødelagt, bare fordi man skulle producere teaktræsborde og standerlamper. Så han fik fredet et område på størrelse med England og Frankrig tilsammen, sådan at der skulle gå mange år, inden vi igen hørte om forurening og co2-udslip.
Ekspræsident og kandidat igen
I løbet af 1908 var der ikke længere nogen, der gad høre efter hvad Teddy sagde, fordi han altid gjorde som det passede ham. Så gad han ikke længere være præsident. I stedet så han sig om efter det næstbedste overskæg i regeringen, og valgte at stille sig bag William H. Taft[3] til præsidentvalget i dette år. Taft vandt valget og Teddy blev ekspræsident.
Ekspræsidenten tog på en lille killer-tour til Afrika, hvor han sanseløst beruset dræbte 500 dyr - løver, tigre, negre og krokodiller. Så tog han på en turné rundt i Europa og fortalte om faren for, at mange dyrearter snart ville uddø[4].
Vel hjemme i USA opdagede Teddy, at præsident Taft gik de fede kapitalistsvins ærinde og ikke engang var parat til at forsvare Panamakanalen. Resolut stillede Teddy igen op til præsidentposten, men hans gamle parti ville hellere have Taft, der var så blid og medgørlig. Så lancerede Teddy sit eget parti og ved præsidentvalget lykkedes det ham at slå Taft med 600.000 stemmer. Desværre fik demokraten Woodrow Wilson 2 mio. stemmer mere end Teddy, og så var den skid slået.
Under valgkampen blev Teddy i øvrigt skudt i brystet. Teddy regnede med at dø på stedet, så han viftede redderne væk og holdt sin tale færdig, inden han lod sig indlægge. Men han døde ikke. Der var alt for megen næring i hans overskæg, ork, han kunne have overlevet flere hundrede skud, hvis det skulle være.
Han døde, da hans hjerne eksploderede den 6. januar 1919, efter at præsident Wilson havde sagt nej til at sende ham over til verdenskrigen i Europa.
Trivia
- Teddybjørnen er opkaldt efter Teddy. Der skete det - i Mississippi i 1902, at jagtselskabet fandt en såret bjørn. Nååååååh, hvor er den sød! sagde Teddy og skød den, så den ikke skulle lide mere over den brækkede tånegl. Det fik en karrikaturtegner til at tegne Teddy med en lille sød bjørn. Resten er godnathistorie.
Bamsenoter
- ↑ Mange andre ville ikke være steget ud af ægtesengen.
- ↑ Moderen døde i barselsseng. Konen fik tyfus. Eller vice versa.
- ↑ Hvis Taft stod foran et danmarkskort i størrelsesforholdet 3:1 ville man kun kunne se Bornholm og lidt af Skagen.
- ↑ Hvis ellers han fik repareret sit gevær.
