|
|
| (19 mellemliggende versioner af en anden bruger ikke vist) |
| Linje 1: |
Linje 1: |
| [[Fil:Sentence.jpg|thumb|666px|right|'''Sætninger''' kan - selvfølgelig - også optræde på [[andre]] [[sprog]] og med andre skrifttyper og ortografi, og selv om [[runer]] [[i dag]] for os er noget uforståeligt krimskrams, på samme måde som sprækker i en [[væg]] eller på en [[mur]] er det, så brugte [[viking]]erne ''sætninger'', når de skulle [[ris]]te [[de]]res [[ru]]ner (''og anden grill-mad''). På samme måde har [[matematik]]erne anvendt [[tal]] [[og]] [[græsk]]e [[bogstav]]er til at skrive sætninger, og [[engelsk]]e [[skole]]børn får [[staveplade]]r (''nederst''), når de skal lære at lave sætninger]]En '''sætning''' er et [[Legering|konglomerat]] [[af]] [[ord]], som er sat sammen efter de regler, man finder i [[grammatik]], og slutteligt formodes at [[ud]][[mund]]e [[i]] [[en]] [[mening]]s[[fuld]] [[en]][[hed]], der så igen - ''hypotetisk'' - danner kæder med [[andre]] [[sæt]]ninger og til sidst bliver så [[mange]] at der opstår en [[artikel]] eller måske endda en [[bog]]. Nogle ''sætninger'' er [[lange]], andre er [[kort]]e. | | {{citat|Brevitas est, cum multa quidem [[venus]]tate sententias|Cæsar|vigtigheden af at [[pak]]ke [[si]]ne [[sæt]]ninger [[tæt]] sammen}}<br /> |
| | [[Fil:Sentence.jpg|thumb|679px|right|'''Sætninger''' kan - selvfølgelig - også optræde på [[andre]] [[sprog]] og med andre skrifttyper og ortografi, og selv om [[runer]] [[i dag]] for [[os]] er noget uforståeligt krimskrams,<ref>Af hensyn til de få blandt [[Spade]]manns [[læser]]e som ''kan'' læse runer, har vi - [[under]] [[stor]] [[mø]]je - drejet [[sten]]en [[9]][[0]] [[grader]] [[mod]] [[højre]], for at lette læsningen<br /><br /></ref> på samme måde som sprækker i en [[væg]] eller på en [[mur]] er det, så brugte [[viking]]erne ''sætninger'', når de skulle [[ris]]te [[de]]res [[ru]]ner (''og anden grill-mad''). På samme måde har [[matematik]]erne anvendt [[tal]] [[og]] [[græsk]]e [[bogstav]]er til at skrive sætninger, og [[engelsk]]e [[skole]]børn får [[staveplade]]r (''nederst''), når de skal lære at lave sætninger]]En '''sætning''' er et [[Legering|konglomerat]] [[af]] [[ord]], som er sat sammen efter de regler, man finder i [[grammatik]], og som slutteligt formodes at [[ud]][[mund]]e [[i]] [[en]] [[mening]]s[[fuld]] og [[Far|vel]]f[[orm]]u[[ler]]et [[en]][[hed]],<ref>Se også [[fodnote]]rne [[tre]] og [[fire]] (de står [[lige]] [[her]][[under]]) i denne sammenhæng<br /><br /></ref> der så igen - ''hypotetisk'' - danner kæder med [[andre]] [[sæt]]ninger og til sidst bliver så [[mange]] at der opstår en [[artikel]] eller måske endda en [[bog]].<br />Nogle ''sætninger'' er [[lange]],<ref>Oprindelig lød denne '''sætning''' således:<br /><br />"''Nogle sætninger er unødvendigt [[lange]] og fyldt med [[Redundans|redundant]] [[information]], [[ind]]skudte [[sæt]]ninger og [[sprog]][[blomst]]er i en sådan grad at de nærmest bliver umulige at læse eller forstå for [[almindelig]]e [[menneske]]r''".<br /><br />Men så kom [[sprog]][[politi]]et forbi ...<br /><br /></ref> andre er [[kort]]e.<ref>[[Eksempel]][[vis]] er denne ''sætning'' (altså [[den]], som fodnoten stod i forlængelse af) [[ret]] [[kort]]; ja, faktisk nærmest ''så'' kort, som den overhovedet muligt kunne være, hvilket man så til [[Hævn|gen]]gæld ikke kan sige om [[tekst]]en [[i]] [[denne]] [[fodnote]]</ref> |
| | ==Bisætninger og fodnoter== |
| | <references /> |
| [[Kategori:Ordforklaring]] | | [[Kategori:Ordforklaring]] |
Brevitas est, cum multa quidem venustate sententias
Sætninger kan - selvfølgelig - også optræde på andre sprog og med andre skrifttyper og ortografi, og selv om runer i dag for os er noget uforståeligt krimskrams,[1] på samme måde som sprækker i en væg eller på en mur er det, så brugte vikingerne sætninger, når de skulle riste deres runer (og anden grill-mad). På samme måde har matematikerne anvendt tal og græske bogstaver til at skrive sætninger, og engelske skolebørn får staveplader (nederst), når de skal lære at lave sætningerEn sætning er et konglomerat af ord, som er sat sammen efter de regler, man finder i grammatik, og som slutteligt formodes at udmunde i en meningsfuld og velformuleret enhed,[2] der så igen - hypotetisk - danner kæder med andre sætninger og til sidst bliver så mange at der opstår en artikel eller måske endda en bog.
Nogle sætninger er lange,[3] andre er korte.[4]
Bisætninger og fodnoter
