|
|
(7 mellemliggende versioner af 2 andre brugere ikke vist) |
Linje 11: |
Linje 11: |
| På trods af, at de kun havde eksisteret i 4 år følte bandet alligevel, at det var tid til at lave et [[selvbiografi]]sk album, som basalt set bestod af tuderi over deres egne problemer [[Egoisme|i stedet for omverdenens]]. | | På trods af, at de kun havde eksisteret i 4 år følte bandet alligevel, at det var tid til at lave et [[selvbiografi]]sk album, som basalt set bestod af tuderi over deres egne problemer [[Egoisme|i stedet for omverdenens]]. |
|
| |
|
| Alt dette var dog kun optakten til deres nuværende hovedværk, den yderst deprimedene dødshyldest ''The Black Parade'', som er gået end og blevet alle de selvudnævnte "alternative" grupper yndlingscd, på trods af den er for længst er blevet [[Gennemsnit|mainstream]] på grund af den wannabe-[[selvmord]]eriske trend der hærger i blandt verdens teenagere for tiden. | | Alt dette var dog kun optakten til deres nuværende hovedværk, den yderst deprimedene dødshyldest ''The Black Parade'', (som reelt set blot er en billig efterligning af [[Pink Floyd]]'s The Wall (bare vendt på vrangen og langtidslagret i emo-saft)) som er gået end og blevet alle de selvudnævnte "alternative" gruppers yndlingscd, på trods af den er for længst er blevet [[Gennemsnit|mainstream]] på grund af den wannabe-[[selvmord]]eriske trend der hærger i blandt verdens teenagere for tiden. |
|
| |
|
| == Se også == | | == Se også == |
Nuværende version fra 2. nov. 2011, 22:23
My Chemical Romance er et tudeband fra New Jersey, der kapitaliserer på selvskadende teenagepiger og deprimerede læderkældte skabsbøsser.
Bandhistorie
Begyndelsen
Bandet blev født som bastardbarn af den selvfornægtende emo, Gerard Way, og den nu totalt glemte Matt Pelissier, efter at de havde fået en kollektiv emogasme under hændelserne på d. 11. september, 2001. Lige som en hvis amerikansk præsident tænke de:
|
|
Det skal vi da helt klart udnytte til vores egen fordel!
|
|
|
My Chemical Romance om deres dannelse
|
Hurtig som lynet fik de smækket en singel fyldt med følesesporno på gaden, og således snublede pladeselskaberne næsten over hinanden for at skrive kontrakt med disse nye tiders lysende profeter poeter.
Udstikning af de første plader
Bandet tudede i løbet af et år deres første CD frem, men den gik i vasken, "vi prøver igen", tænkte de, og gav sig til at vræle endnu højere og endnu mere intenst. De amerikanske emoer blev hurtigt lokket til af disse frygtelige hyl og labbede det hele i sig i sådan en grad, at pladen blev sendt over på den anden side af Atlanten.
Gennembankingen af den døde hest
På trods af, at de kun havde eksisteret i 4 år følte bandet alligevel, at det var tid til at lave et selvbiografisk album, som basalt set bestod af tuderi over deres egne problemer i stedet for omverdenens.
Alt dette var dog kun optakten til deres nuværende hovedværk, den yderst deprimedene dødshyldest The Black Parade, (som reelt set blot er en billig efterligning af Pink Floyd's The Wall (bare vendt på vrangen og langtidslagret i emo-saft)) som er gået end og blevet alle de selvudnævnte "alternative" gruppers yndlingscd, på trods af den er for længst er blevet mainstream på grund af den wannabe-selvmorderiske trend der hærger i blandt verdens teenagere for tiden.
Se også
Bidragsydere:
Cookies help us deliver our services. By using our services, you agree to our use of cookies.