Valdemar 4. Atterdag eller Valdemar den Onde, som samtiden kaldte ham, blev født i 1320 og levede helt til 1375, hvor han - ja, korrekt - døde.
For those
without comedic tastes, the "questionable parody" of this website called
Wikipedia have an article very remotely related to
Valdemar Atterdag.
|
|
|
I gaar var der atten en morgen!
|
|
|
|
Første udkast
|
En historisk kontekst
Vi bliver lige nødt til at smide Valdemar ind i en historisk kontekst på en eller anden måde for at forstå, hvilken situation Danmark stod i - til op over begge ører.
Christoffer 2. var død i dyb fattigdom, Christoffer 2. var en parentes i kongerækken og i otte år havde danerne været uden en konge. Landet var pantsat til fortrinsvis tyske herremænd og under den knullede greves hårde åg.
Men alt det rettede Niels Ebbesen op på den 1. april 1340, hvor han myrdede den knullede greve ved at stille ham op ad en mur og drukne ham. Tiden var kommet, til at Danmark igen skulle forenes. Og hvem var mere oplagt til en så fisefornem opgave end en Valdemar, der var fyrsteligt opdraget?
Ja, køn var hun jo ikke, hende Helvig. Og den dersens frisure, den var bare totalt fra det forrige århundrede. Men pengene var jo gode nok, så Valde giftede sig med udyret og blev konge af Danmark.
Hvorfor var Danmark så fattigt?
Vikingetiden var rindet ud, og der var simpelthen ikke penge i at slå hovedet af folk med økser mere. Nææææh, handel var vejen frem, var den. Og her havde tyskerne forstået at handle med salt og sild, sidstnævnte i øvrigt købt billigt i Danmark, hvor sildene stod så tæt, at de hæmmede sejladsen. Tyskerne var iøvrigt bedre sejlende, fordi de var gået over til vikingeskibets afløser, koggen, som udmærkede sig ved at kunne tage en stor last.
Så den 22. april 1340 i gav tyskerne ham lidt af Danmark tilbage. Nemlig landet nord for Limfjorden. Nå ja, han kunne da godt få resten af Jylland med, men så måtte han hoste op med nogen bommelommer. Nærmere bestemt 35.000 mark sølv. Og efterhånden som greverne, der havde pantet Dannevang, stod af, skulle Valdemar få deres jyske besiddelser.
Og så kunne han jo lige gifte sig med hertug Erik af Slesvigs klamme datter, Helvig. Køn var hun ikke, næh, men så kunne han få resten af Nørrejylland med som brudegave. Og med en sæk over hovedet og mørke i sovekammeret, så skulle det nok gå altsammen.
Og - nå ja, det havde vi næsten glemt. Kongemagten kunne han da få med i købet.
|
|
|
I morgen er i dag i går!
|
|
|
|
Andet udkast
|
Kong Valde forener Dannevang
Skt. Hansdag 1340 blev Valdemar valgt til konge på landstinget i Viborg og stod nu overfor det, som moderne management-eksperter kalder "en udfordring": at gøre Dannevang til vort allesammens elskede, forenede lille rige igen. Og smide tyskerne på porten.
Efter råd fra Luksusfældens eksperter solgte Valde Estland og brugte pengene til at indløse Fyn, bortset fra nogle slotte, som de fedtede tyske grever stadig sad solidt på. Så skar han i al fredsommelighed fingrene af nogle tysk grevesønner, der havde lidt svært ved at give slip på det kære Seeland[1] og fik dem til at indse, at deres helbred ville have meget bedre af det gode, tyske klima. Da Københavns biskop stod med sin gamle mors afskårne kønshår i hånden, mente også han, at det ville være en god idé igen at gøre byen sådan "rigtig" dansk igen. Tjuhop, hvor det gik!
Kong Valde kunne da også finde tid til at gå i krig i Nordtyskland for at hjælpe sin svoger, men det gav ham så noget bavl med den tyske kejser og en rask lille intern dansk krig, der dog endte ud i det rene postevand. Valde indgik forlig med jyder og holstenere i Gamborg på Fyn, og ventede tålmodigt til de nåede Middelfart, inden han dræbte dem.
Sortesot
Den sorte død Også kaldet
pest, nærmere bestemt
byldepest fik sit store gennembrud omkring 1348 og fejrede store og små triumfer igennem de næste 350 år. Næsten hver tredje dansker gik i en tidlig grav.
Andre kilder mener, at halvdelen af befolkningen tog billetten.
Kriminologer mener, at pesten ikke krævede flere ofre end den plejede, men at befolkningen var blevet bedre til at indberette det.
Ellers brugte Valde tiden på at slåsse med tyskere og jyder, indtil ham bankede dem så grundigt ved Gamborg på Fyn, at de måtte slutte fred og rejse hjem. "Rejse hjem", ja godmorgen, min bare, de blev sgudda snigmyrdet ved Middelfart, der jo altid har været lidt suspekt. Så blev der indkaldt til et danehof, og Valde måtte forsvare sig og sige, at det havde han aaaaldrig gjort og det måtte være nogen andre, og så gjorde man ikke mere ved det.
Det gav jo Valde blod på tanden, som man siger, så nu rettede han skytset mod Skåne, hvor nedslagtningen af landbefolkningen i Visby var frygtelig, selv efter datidens målestok. Men Sveriges kong Magnus var en bangebuks, så han lod som ingenting og lod Valdes kønne datter[2] gifte sig med hans søn, Håkon, der tilfældigvis var konge af Norge.
Gåsetårnet
Ellers gik Valde og hyggede sig med at indrette sit slot i Vordingborg, for ligesom at dække over sin grimme kone. "Sæt gåsen op i tårnet" foreslog arkitekten, men Valde misforstod det, og lod konen blive i de kongelige gemakker. Til gengæld blev der sat en køn lille forgyldt gås op i tårnet.
Så forenede de tyske hansestæder sig imod vores allesammens Valde og erklærede ham krig. Det ville Valde da skide højt og flot på. De var bare en flok kyllinger og forskræmte gæs, var de, ligesom den forgyldte gås i tårnet.
|
|
|
Jeg fiser jer lige op i hovedet, i fjerløse lørdagskyllinger!
|
|
|
|
Modige Valde
|
Eksil
Så tæskede tyskerne Valde og dræbte hans grimme søn Christian, der havde det efter sin mor, og Valde flygtede på 1. klasse ud af landet. Nå, det var nu ikke så slemt, han blev taget godt imod af begge paver[3], og rejste på pilgrimsrejse til Jerusalem og blev slået til "Ridder af Den Hellige Grav".
Nå, hjem igen...
Nå, men han kunne jo ikke hygge sig i udlandet i al evighed, så han indgik en fredsaftale med tyskerne på de sædvanlige, urimelige vilkår:
- Hansestæderne fik Skåne i pant
- De fik også monopol på det skånske sildemarked
- De måtte også bestemme, hvem der skulle efterfølge Valde, når der ikke var flere dage tilbage
- Valde skulle gi' en kvajebajer. Og lørdagskylling til 50 personer.
Og så rejste Valde hjem i 1371. Efter at have kedet sig i nogle dage, besluttede han sig for at indtage Slesvig, så han kunne få del i den lukrative grænsehandel. Men ak, inden det kom så vidt, døde vores Valde på slottet i Gurre. Hans sidste ord, som han skrev med egen hånd, var:
|
|
|
I morgen er der atter en dag!
|
|
|
|
The Final Cut
|
Genforenede danske noter
- ↑ Sjælland på dansk.
- ↑ Daisy hed hun. Og hun havde sin skønhed efter gartneren, der nok forstod at bruge sin grønne finger og sætte rosen i blomst.
- ↑ Jepper, der var to paver dengang. En i Rom og en i
Cola Avignon. Det var fordi ham i Rom ville have biskopperne til at opføre sig på en kristen og beskeden måde og det kunne der selvfølgelig ikke være tale om. Så de valgte en pave nr. to, der fik hovedsæde i det sydfranske. Men det er en helt anden historie.
